Et lidt for firkantet svampetrip

Der er kaos på Bikinibunden. En rædselsslagen Blækward må gemme sig for hærgende horder anført af en frådende Patrick Søstjerne. Årsag: der er ikke flere krabbeburgere. Hvis de sætninger ikke giver dig bekymringsrynker i panden, er det, fordi du ikke kender Svampebob Firkant-universet. Det er derfor forståeligt, hvis du lader hans fans være alene om at storme mod biffen til lyden af den halvfalske kendingsmelodi og skingre maskingeværslatter. Den lille gule svamp er en smagssag, og en film i langt format er ikke nødvendigvis den direkte vej til nye nørder foran akvarieruden.

Og dog kunne netop “Bennys Badekars” hjemland da være et oplagt marked for “Svampebob: en rigtig landkrabbe”. Der er en anden poesi i Hastrups og Quist Møllers klassiker, men anarkismen og tegningen af et skørt parallelsamfund under havet sparker til fantasien på samme måde. Bikinibunden trodser enhver logik. Hvis man ikke ved, at Svampebob er en livsglad svamp, der vender burgere på Den Knasende Krabbe, er man dog ikke helt forladt. Der leveres en introduktion gennem Antonio Banderas’ pirat, Burgerskæg, der læser eventyret op for nogle talende måger.

I sin korte form har serien altid blandet tegnefilmen med ‘ægte’ filmklip af en pirat med et anstrengt forhold til sort krudt og sin papegøje. “Svampebob: en rigtig landkrabbe” fortsætter dermed den flabede håndtering af fortælleform og fjerde væg i et plot, der sender Svampebob og vennerne op på landjorden i 3D-animation. Men noget af galskaben bliver under vandet. Nu synes jeg, det er svært at brokke sig over, at noget bliver pænere, men det er, som om seriens skæve streg havde en større charme. Den halvgrimme tegnefilm med meta-metareferencer til andre halvgrimme tegnefilm og billigt produceret børne-tv bliver gjort til en for lineær fortælling om Banderas’ onde planer. Alt sammen i udmærket 3D kvalitet, der er mere køn end spændende.

Svampebob fandt sin form i skildringen af de små detaljer i dagligdagen, der blev gjort til enten regnbuefarvede lykkestunde eller havbundssmadrende katastrofer. Sagaen om bussen, der altid først ankommer, lige når man har besluttet sig for at gå væk fra stoppestedet. Eller hvordan man kan glemme at give en gave til sin bedste ven, så han ender med at æde et omrejsende tivoli. Der er stadig skarpe iagttagelser af misforholdet mellem legebarnet i os alle – Svampebob og Patrik, og de fornuftige, pengebegærlige voksne – Blækward og Hr. Krabbe, men den skal også fortælle en længere sammenhængende historie og taber noget energi.

Hele indledningen og opklaringen af mysteriet om den forsvundne burgeropskrift byder dog på masser af den gedigent platte humor, som gør mig så glad, når den fremføres af en hysterisk lykkelig svamp og en depressiv, klarinetspillende blæksprutte. Jeg fik grinet alt det, jeg synes, man skal i en familiekomedie, og så gør det mindre, at nogle af vittighederne må tage nogle lange ture væk fra den oprindelige betydning. Man kan næsten se den stakkels oversætter sidde og rive sig i håret over de umulige ordspil, men heldigvis bakkes hun op af nogle danske stemmer, der ligesom i serien i øvrigt, er fuldt på højde med de amerikanske.