T2: Trainspotting
Udgivet 1. mar 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Der er gået over 20 år. Siden Renton rendte med de 16.000 pund og ud af sit heroin-misbrug i “Trainspotting”. Men som bekendt så bedst som du tror, at du er ude, så trækker de dig ind igen. Spud, Sick Boy og Begbie. De er alle tilbage her i “T2” – en udmærket udvidelse til et brætspil, man allerede kender. Det er det samme igen, men alligevel anderledes. Dog er det andet fix aldrig på højde med den første gang, at rusen ramte.
Den provokation var frisk, da Danny Boyle satte den på spidsen for over 20 år siden. Som et spejl på samfundet. Hvem er mest afhængig: Junkien eller forbruger-mennesket, der går på arbejde for at købe? Nu i 2017 er den knap så frisk. Det ved Boyle godt. Derfor handler det godt nok stadig om valgene i livet, men ikke om stoffer. Derimod banker fortiden voldeligt på. Begbie er fra fængslet stadig sur, fordi Renton snød ham, imens Sick Boy vil have en afvænnet Renton med på en bordel-fidus sammen med den østeuropæiske luderkæreste. Spud er stadig bare Spud.
Nyskabelsen er Veronika. Hun er rejst fra Bulgarien i øst til Skotland i vest i håb om en bedre fremtid. Men her finder hun kun Sick Boy med det affarvede hår og en karriere som prostitueret. For på de 20 år er der skabt en ny, global taberklasse. Hvad skal de leve af og for? I udkanten af “T2”-handlingen rumsterer et EU, der får skylden. Så nu forsøger det globale “T2”-hold at snyde EU for et lån til bordellet. Det er nærmest “Olsen-Banden”. Den lille mand på bunden imod systemet – imens Bøffen Begbie gør klar til hævn.
Det bliver aldrig som den første gang. Følelsen var noget særligt, men derfor kan man jo godt forsøge at jagte fortidens fornemmelse af det første fix. Det gør Danny Boyle, Renton og alle de andre smukke tabere udmærket her i “T2”, men jeg bliver næppe afhængig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet