Tarok
Udgivet 31. okt 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
“Øv, nu forsvinder den fordel i Bezzerwizzer!”, surmulede en veninde til mig, da vi talte om den kommende danske film, “Tarok”. Hun hentydede til, at kendskabet til den eneste danske travhest, der har vundet noget af betydning, nu ikke længere er eksklusivt for nogle enkelte få, da filmen om hesten Tarok og familien Laursen formodentlig bliver årets mest sete danske film. Nøjagtigt som det skete med instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis’ forrige film, “Hvidsten gruppen”. Den lærte ligeledes hele Danmarks befolkning om en modstandsgruppe, som – hånden på hjertet – de færreste nok kendte til på forhånd. Sådan bliver vi alle sammen, takket være Bjarup Riis, hele tiden bedre til Bezzerwizzer.
Historien om familien Laursen, der op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne modvilligt oplever, hvordan maskiner og modernitet erstatter landbrug og traditioner, kunne for så vidt have været rigtig spændende. Hesten Tarok er det, der binder faderen Karl sammen med sønnen Jørn, fordi Jørn har lovet sin far og sin afdøde bror, at han altid vil være der for familien. Men Bjarup Riis udnytter ikke mulighederne i dette set-up. Hun har alt for travlt med igen og igen bare at vise, hvor uhørt ufølsom og streng en far Karl er, og omvendt hvor velmenende og hårdtarbejdende en søn Jørn er.
Selv hesten Tarok tjener ikke andet formål end at være det medium, hvorigennem kampen mellem far og søn kæmpes. Vi får ikke en fornemmelse af forholdet mellem Jørn og Tarok, hvilket også vil sige, at vi ikke selv får et forhold til Tarok. Det eneste, vi får, er en film, der uden nuancer fortæller en klassisk historie om forholdet mellem en søn og en far. Det er dovenskab, og det kommer til udtryk i alle facetter af “Tarok”. Fortællingen bevæger sig slavisk fremad med store, uudtalte spring i tiden, og birollerne er alle reduceret til karikerede oneliners, der bare skal definere, om vi har at gøre med en af de gode (jyderne) eller en af de onde (hvilket vil sige en københavner, en franskmand eller andet ikke-jysk).
“Hvidsten gruppen” solgte 765.000 billetter, og “Tarok” bliver med god sandsynlighed noget nær ligeså stor. Det er dog bare hamrende ærgerligt, for det betyder endnu en gang, at folkelighed og dansk film skal associeres med dårligdom og dovenskab. Lad mig rose skuespillerne og særligt Bjarne Henriksen for deres hæderlige præstationer. Og lad mig så samtidig hævde den påstand, at det er Morten Korch-manuskriptet og Lille Per-instruktionen, der får alle skuespillerne til at se dårligere ud, end de er. “Tarok” er en film, der højst kan gøre dig et spørgsmål eller to bedre til Bezzerwizzer.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet