Forlorne actionpadder

Den her legetøjsfilm er noget skrammel. Med et afsæt fra et tegnet 80’er-hæfte eksploderede interessen i 90’erne for fire muterede skildpadder, der er teenagers. Og ninjaer. Og som virkelig godt kan lide pizza. Tegnefilm, spillefilm, actionfigurer, klistermærker og sengetøj kunne fås med den blå lederpadde, Leonardo, den lilla opfinder, Donatello, den arrige røde, Rafael, og den fjollede med orange maske, Michelangelo. Nu er det så blevet nostalgitid. Det skulle være blevet ved minderne.

Jeg har ladet mig fortælle, at padderne i denne genstart af f(r)anchisen ganske godt ligner dem fra de originale tegneserier. I så fald skal min klistermærkesamling ikke suppleres med et tegneseriekøb. Som en blanding af dumme muskelhunde og ækle øglemonstre er de kloak-beboende CGI-turtles grimme, uden identifikationsskabende træk og alt for store til at levere smidige ninjatricks. Animationerne er ellers skabt fra skelettet af tidens hotte motion capture-teknologi, hvor levende skuespillerbevægelser leverer en art moderne gipsafstøbning, som CGI-kunstnere kan skabe ud fra. Det var den kunstform, der i “Abernes planet: Revolutionen” skabte de mest overbevisende animationsaber, filmlærredet har set. Og nu de grimmeste skildpadder.

Selv Megan Fox virker mere naturlig og menneskelig som reporteren April O’Neil, end turtlerne gør som turtles. Fox er forfremmet til hovedperson og svigter da heller ikke hendes formål, da hun efter få minutter hopper på en trampolin i tætsiddende tøj. Op og ned. Op og ned. Siden hen får hun travlt. Hun jagter den gode kriminalhistorie om natten. Den onde fodklan hærger New York, men de stoppes gang på gang af selvtægtsmænd, der ligner skildpadder. Det opdager April. Og kommer straks i tanke om, at hun da vist havde fire skildpadder som barn, der blev fodret med pizza, klædt i hver sin farve og opkaldt efter renæssance-kunstnere. Lige indtil hendes fars mutant-laboratorium blev ødelagt af en ond pengemand og en endnu ondere ninjamester, Shredder. Sikke et sammentræf. Bare de onde nu ikke vil sprøjte gift ud over New York.

Det vil de! Fra toppen af en høj bygning nedtælles der via en skærm til det skæbnesvangre øjeblik. Og så toppes det endda med, at skurken fortæller sin plan for vores helte, inden han strør om sig med endnu en original dialogperle: ”Det er tid til at tage en bid af det store æble.” Det er et sjældent dovent manuskript. Ond pengemand, New York, gift og skurkemonolog. Handlingen er lige så overraskende som skildpaddernes ”cowabunga”. Med et afsæt som mystisk, japansktalende undergrundssensei så kunne skurken Shredder have været en positiv overraskelse, men der går ikke længe før han bliver iklædt en glitterskinnende robotdragt, der straks formår at skjule det spændende ved ham. Det hele er for standardkoldt og rutinedovent.

Michael Bay er producer på genopdagelsen af den her megafranchise. På samme vis stod han i spidsen for genopfindelsen af Transformers-brandet, der havde hærget nogle år før Turtles brød igennem. Det gjorde han på mange måder nostalgisk veloplagt med den første “Transformers”, der havde en uskyldig ærlighed over sig. Den er langt væk med “Teenage Mutant Ninja Turtles”, til trods for at der nærmest undskyldes fra begyndelsen, hvor Aprils lumre makker, Vernon, forklarer, at det jo bare er lidt slik, lidt sødt til det sure. Men behøver slik virkelig at smage så syntetisk? I en enkelt snesekvens lykkes det faktisk at skabe en nærværende rutsjebane på vej ned ad et bjerg. Her glider det – både skildpaddeskjold og actionhumoren – som var det en introscene til en Bond-film.