Splatter og latter

“Teeth” er blevet betegnet som ’den værste date-film til dato', og mere nøjagtigt kan man vel næppe beskrive en film om en sagesløs teenagepige, hvis muterede kønsdele indeholder knivskarpe, dødsensfarlige hugtænder. Jøsses! Men selvom “Teeth” ikke just er oplagt at smække i dvd-afspilleren under det gængse stævnemøde (medmindre man naturligvis er virkelig perverteret eller nyder at være single), er der både masser af splatter og latter at komme efter i “Teeth”.

Med et glimt i øjet og en masse gåpåmod har instruktøren Mitchell Lichtenstein kastet sig over det farligste og uhyggeligste af alle tænkelige emner… Temaet, som fremtvinger striktere, højere aldersgrænser end vulgære fyord, bestialsk tortur, monstrøse monstre og afskyelige drab: Sex. Nærmere bestemt den måde, sex fortrænges i USA’s medier og skoler. Lichtenstein har tydeligvis andet på agendaen end chok. Han vil provokere og tvinge sine landsmænd til at indse, at fortrængning blot pumper endnu mere betændelse ind i en byld, der for længst burde være blevet prikket hul på. Der er trods alt noget rivende galt i en verden, hvor det er lettere at slippe af sted med at vise barbariske mord end elskende kærester. En vanvittig splatterfilm med pointer og ambitioner? Wow.

Lichtensteins film er proppet med forskruede karakterer og overgearede følelser, som stortrives i et lige så overspændt univers, der på alle leder og kanter er en smule skørere end virkeligheden. Derfor bliver verdens virkelige skavanker for alvor udpenslet. Hovedpersonen Dawn og hendes unge, gudfrygtige kammerater drømmer og prædiker om et Utopia, hvor sex er tabu, og hvor Gud og ægteskabet i fællesskab indtager førstepladsen på dagsordenen. De symboliserer selvsagt den stereotype, stokkonservative amerikaner, der dirigeres af sin tro og ikke sin egen fri vilje. Men der er slanger i paradis: Dawns medstuderende står i kø for at tage den naive piges mødom. Kan Dawn mon finde den hvide ridder, der kan kurere hendes særprægede ‘problem’, eller vil en tilfældig, liderlig ungkarl udnytte hende og knuse Dawns verdensbillede?

“Teeth” leder tit tankerne hen på “Evil Dead II” og især “Re-Animator”. Sammenligningen virker måske besynderlig og lettere blasfemisk, men alle tre gyserkomedier er gennemsyret af kuleskør, kulsort humor. “Teeth” måtte gerne have været mere uhyggelig, men den tager gudskelov aldrig sig selv for alvorligt, og samtidigt forfalder den aldrig til plat børnehavehumor på “Scary Movie”-niveau. Den er dejlig selvironisk, og samtlige karakterer er så karikerede, at selvom man sjældent kan relatere sig til dem eller sympatisere med dem, så får de immervæk én til at le. Lichtenstein har tydeligvis også respekt og forståelse for sin genres konventioner. Naturligvis opsøges Dawn af de mest selvoptagede knægte, som også ender med at stille træskoene – alle en penis fattigere.

Jess Weixler er glimrende som den rørstrømske Dawn. Det er en fornøjelse at se kvindens selvtillid vokse, og det er lige så muntert at overvære hende skrue bissen på og give de kyniske playboys, hvad de fortjener. Men både Dawns udvikling og historien går indimellem i stå, og ikke én af bifigurerne er tilnærmelsesvis mindeværdig. Efter den første times tid taber filmen pusten, og den ved tydeligvis ikke, hvordan den skal runde af, så filmmagerne vælger bare at skrue op for blodniveauet.

Filmen er i øvrigt overordentlig klam, men selv de grusomste billeder er glædeligvis så tossede, at man sædvanligvis væmmes og mores på samme tid. Og bare rolig… rulleteksterne fastslår, at ”ingen mænd kom til skade under optagelserne.” “Teeth” er afgjort ujævn, men den er også en tand bedre end sine fleste rivaler, og den er en allerhelvedes opfindsom, sjov og underholdende splatterkomedie med masser af bid – bogstaveligt talt.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er hæderligt, men intet særligt. Billedsiden fremstår indimellem en smule uskarp, og flere af nattescenerne plages af digital støj. Heldigvis er der ikke nogen nævneværdige udtværinger, og edge-enhancement forekommer aldrig. Kontrasten er nogenlunde, selvom detaljerigdommen lider en smule under visse dunkle scener. Farverne er kølige, men naturlige og overbevisende.

Audio

Både et DTS 5.1-mix og et Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger, men forskellen på de to lydspor er så lille, at der ikke er grund til at være bitter, hvis man ikke har muligheden for at afvikle DTS. Der er scener i “Teeth”, hvor kanalnetværket for alvor kommer op i gear – såsom under et enkelt tordenvejr eller de dramatiske mordscener, men ellers er baghøjtalerne som regel forholdsvis tavse. Dynamikområdet er ganske stort, og replikkerne er sædvanligvis fuldstændig tydelige, og overstyring forekommer ekstremt sjældent. Andre former for støj dukker aldrig op. LFE-kanalen benyttes sparsomt, men klogt, og den auditive atmosfære er overbevisende, om end en smule kedelig.

Ekstramateriale

Intet ekstramateriale medfølger.