Mere end teori

Rygtet taler usandt. “Teorien om alting” er ikke Eddie Redmaynes film i rollen som det muskelsvindsramte geni Stephen Hawking. Det er godt nok Hawking, der blev og er verdensberømt for sin teorier om sorte huller og Universets begyndelse samt sin kropsnedbrydende sygdom, der gør, at han i dag taler med robotstemme siddende i en kørestol. I praksis er det historien om kvinden bag, om konen Jane, der blev, da kroppen svigtede Stephen. Så selv om Hawking har tænkt de store tanker, og Redmayne har lagt imponerende skuespillergestik- og savl til, så burde filmen hedde “Jane i praksis”, og anerkendelsen bør gå til Felicity Jones’ portræt af hende.

Det er også historien om et forhold, der ikke burde kunne fungere i praksis, da de mødes på Cambridge i 1960’ernes England. Hun er køn, han er kejtet med brillen nørdet på skrå. Hun er religiøs, han tror på videnskaben. Hun læser humaniora og middelalderdigte, han skriver en naturvidenskabelig ph.d. om tid. Hun danser, det gør han ikke. Det er overtydeligt sat op af instruktør James Marsh, som jeg beundrer stort for sine fantastiske dokumentarbedrifter med “Man on Wire” og “Project Nim”. Begge film følger drømmere, fantaster og de store ting, de bedriver, men nuanceret også de menneskelige omkostninger bag enerens banebrydende projekt. Sådan er det heldigvis også i historien om Jane og Stephen. Det tydelige setup mudres til undervejs, så facit for ligningen bliver et lidt andet, end opgaven lægger op til.

Vægtningen af fokus i “Teorien om alting” er lige så klar som Stephen Hawkings betydning for fysikforskningen. Karrieren, udviklingen af Hawkings kloge og smukke sind er en ydre krog til at fortælle den private historie om en klog mands krop, der er lige så svag, som sindet er stærkt. Det paradoks sættes frustrerende fint på spidsen, da Janes korlærer er gæst til middag. Han har ingen professionelle ambitioner, hvilket ikke gør det mindre udmygende, da han med sin raske krop mader verdens stærkeste hjerne, der er fanget i verdens svageste krop. 1-0 til kroppen.

Kort forinden er fortællingen knækket i Janes favør. Hendes lidt uforklarede kærlighedserklæring til krøblingen i begyndelsen må stå sin prøve. For det er ikke let at være ene krop i en husholdning med børn og kendt krøbling, samtidig med at hendes hjerne også har ambitioner med de der middelalderdigte. Det knæk rusker manuskript-godt op i den ellers faste skabelon for biografiske film. Det er her korlæreren Jonathan smides i puljen. Ikke for at skabe dramatisk trekantsdrama, men for menneskeligt at illustrere behovet for både krop og sind. De to behov sætter Felicity Jones rørende, underspillet psyke og fysik til med sin lillepigede statur.

På den måde er hun ligesom hjælperne i “Man on Wire”. De gode venner, der lavede forarbejdet, for at den excentriske Philippe Petit kunne gå på line imellem Twin Towers. Uden vennerne havde Petit aldrig betrådt linen. Uden Jane var de geniale tanker indeni knolden på Stephen Hawking blevet der. “Teorien om alting” er ikke en hyldest til de geniale tanker, men den bagvedliggende omsorg, der gjorde dem mulige.