Der kan ske meget på 24 år. Både på film og med verden.

I 1996 var “The Craft” en ægte teen-heksegyser. I ægte 90’er-stil. Dengang bestod heksecirklen af utilpassede 90’er-piger fra generation goth. Deres mål med trylleriet? Penge, popularitet, udseende, hævn over den populære pige og at score den lækre fyr.

Sådan er det – naturligvis – ikke i 2020.

Det havde jeg også på fornemmelse. Men hey, hvis en ren ‘girl power’-heksegyser ikke skulle have en plads i 2020 hvornår så? Mon ikke det bliver de seje piger mod de slemme mænd? Modsat 1996.

Det bliver banket fast fra starten.

Hovedheks Lily og mor ankommer til stedfars hus. Han er forfatter og coach-type. Har tre flotte sønner. Rigtige mænd. Stedfar har udgivet en bog. ‘Den hellige maskulinitet’. Gad vide om ikke patriarkatet og mænd er skurkene i 2020? Ganske rigtigt.

Og hov, stedfar hedder da vist Adam – ligesom den første mand på den bibelske jord…

Sådan forsætter den første tredjedel af “The Craft: Legacy”. Tegner billeder op af seje kvinder og klamme mænd. ‘Din anderledeshed er din styrke,’ siger mor til Lily. Got it.

Bøllen Timmy gør grin med menstruation og hvisker ‘seeeex’ med sin klamme mund i øret på Lily. Svin. Det er næsten for meget.

Jeg frygter en gentagelse i nye kønsrolle-tematiske-klæder. Men det er ikke helt tilfældet.

For i 2020 forhekser man ikke bøller håbløst forelsket i sig selv, som en ægte teen gjorde det for 24 år siden. Nej, man gør dem woke.

Bølle-Timmy bliver til woke-Timmy, der går fra at grine af blod i bukser til at diskutere heteronormativitet med en lærer. Det fungerer. Det er faktisk sjovt.

Generelt er tonen bare lysere. Heksene er ikke sortsynede samfundshadere. De vil bare gøre gode og uskyldige ting. Gøre de onde gode. Ikke ondt mod ondt, som man gør i 1996.

Men selvfølgelig er det ikke en feelgood-film.

For woke-Timmy gemmer på flere følelser end bare humor under den lækre facade. Sådan nogle følelser, som mænd ikke må have. Det giver et hjerte, som 1996-udgaven ikke havde. Det dramatiske skal ikke findes i en tur i karma-maskinen for heksene. De er ikke deres egne skurke i 2020.

Det gode anden akt bliver dog tabt på jorden.

Tredje akt er forhastet. Pludselig er de onde mænd virkelig onde, nærmest djævlen selv. Gruppen er uvenner. Så ikke alligevel.

Og så insisterer den også på en afsløring, der kun har til formål at flette den sammen med 90’ernes heksefilm – det er jo en fortsættelse af en slags.

Uhyggen er væk. Gemt væk til ligegyldige ‘jump scares’, som når stedbror Isaiah går i søvne, så han kan stå i mørket hos Lily. Det er ikke det, det skal handle om.

Det skal ikke være en karma-gyser. Det skal ikke være uhyggelig hekse. Det skal være et dramatisk opgør med patriarkatet i den lille by. Med seje hekse i front.

Der er sket meget på 24 år.