Ludomani-film satser ikke nok

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår mekanismerne, der sender en film som “The Gambler” på gaden. De enkelte dele er solide nok, men helheden en undervældende oplevelse. Det er jo ikke, fordi verden ligefrem har savnet historier om en spillefugl på kant med kvinder, gangstere og sig selv. Så hvorfor producere lige netop den her omgang uden egentlig brod eller, tør man sige, trumfer i baghånden? Oddset på at Mark Wahlbergs stjernekarisma kan bære en hel film, går ikke hjem.

Der bliver ellers paraderet en række navne af høj kvalitet. Jessica Lange, John Goodman og Michael Kenneth Williams fra “The Wire” er vel hentet ind for at give projektet både tryghed og kant for kendere af amerikansk skuespilkunst uden stjernenykker. Men de får mest lov at lege med gangsterklicheer a la: ”Den eneste, der er værre at blive uvenner med end ham, er mig!” Som neglene om Mark Wahlbergs lus af en ludomanisk litteraturprofessor fungerer de upåklageligt og forudsigeligt.

Måske er det store problem, at fortællingen er vinklet, så helten Jim Bennett allerede er kommet ud over kanten og er revnende ligeglad med det hele. I en kontrarevolutionær “Døde poeters klub”-stil fortæller han alle sine studerende, hvor elendige de er. Mest fordi deres lærer er en elendig afdanket forfatter, der er femten år forbi sin eneste gode bog. Det er svært at identificere sig med hans livslede og arrogance. Det er fuldstændig umuligt at forstå hans professorfrisure. Man får åbenbart intellektuel udstråling af en lang utæmmet løvemanke.

Madonnaen, der får ham til at glemme sine ludere og sætter ham en lille smule på spil igen, er en ung studine, ifølge gambleren den eneste med skrivetalent, som er helt klar på et uanstændigt forhold. Hun ser sød ud, men hendes gudbenådede pen og udstrålingen, der får mænd til at omlægge deres liv, ser man ikke meget til. Hun bruges mest som modtager af en lang række filosofi-enetaler fra professor Wahlberg, som manusforfatteren har fornøjet sig med at skrive, men som ikke lever på lærredet.

Derfor bliver budskabet en svævende påstand om, at skæbnen slår når rammerne ramler. Sympatien for karaktererne er bare ikke til stede, så “the Gambler” bliver til ophobning af sekvenser mere end en fortløbende historie, man involverer sig i. Derfor føles klimakset under en aftalt basketkamp med universitetets unge håb i dårligt gangsterselskab også påklistret. Derfor er Jessica Langes morsomme scener i banken og på tennisbanen større højdepunkter end Mark Walhbergs sidste sekunds redninger.