For to år siden flåede Mike Flanagan mig gennem en skræmmende tur i barndommens traumer i Hill House med familien Crain.

“The Haunting of Hill House ” var en gyserserie, der ikke bare ville Netflix-binge-skræmme, men som også havde uhørt filmisk overskud med gemte hemmelighed i linsen og et timelangt one-take af et forrygende afsnit. Modigt.

Nu leger Flanagan modigt videre og rykker sig selv væk fra instruktørsædet i størstedelen af afsnittene i denne antologi-fortsættelse.

Her er spøgeriet flyttet videre til overklasse-England og Bly Manor, hvor familien Wingrave holder til. Men opskriften er den samme. Og hvis den virker, hvorfor så ændre den?

“The Haunting of Hill House” var en melankolsk familietragedie om traumer i skræmmende forklædning.

Det er stadig melankolsk. Men på Bly Manor handler spøgeriet om kærlighed. Hvad enten det er det tragiske forhold mellem Peter og Rebecca eller sammenholdet mellem Miles og søster Flora, er fællesnævneren altid den samme. Kærligheden – med alt det tragiske, smukke og uhyggelige den bringer med sig, når vi bare gerne vil være sammen med dem, som vi elsker.

Forklædningen er dog ikke så skræmmende som på Hill House. Det er også modigt.

Gyset fungerede så godt i bakkehuset. Men Flanagan er tro mod sin historie. Han ved, hvornår han skal skræmme, og hvornår han skal vente.

Den nye amerikanske au pair Dani sætter tæpper op foran spejlene. Hvorfor? Hun tør ikke se i dem. Pludselig kører en bil forbi. Så kommer det. I genspejlingen fra bilruden. Manden med de hvide briller. Og rædslen i Dani.

Som det også var for to år siden. Et opbyggeligt gys med rod i et traume. Få, men effektive.

Det er tydeligt Mike Flanagan, selv om han ikke har instrueret det hele. Men han har stadig fået sat sit aftryk på historien. Han udfordrer med formen på historien. Det er ikke bare lineært og ligetil.

Husholdersken Hannah springer fra umiddelbart tilfældig scene til tilfældig scene. Nyt tøj, ny situation. Forfra.

’Du har været her før,' siger kokken Owen. Hvorfor er vi her igen? Hvad sker der? Hvorfor optræder den samme revne i væggen alle steder? Det er forvirrende. Frustrerende. Men så kommer forløsningen. Og det emotionelle slag i maven. Ligesom i Hill House. Fantastisk.

Serien går sågar så langt som at have en hel episode, der skiller sig helt ud fra de andre. Et sort/hvidt periodedrama, der udelukkende er til for at forklare en gammel historie fra Bly Manor.

Det virker både lidt mærkeligt og lidt for meget en nem udvej for at forklare, hvad der foregår. Alligevel er jeg lidt fascineret. Et radikalt valg både i forhold til historien og stilen. Flanagan gør, hvad der passer ham.

Og det vil hjemsøge mig til næste kapitel af “The Haunting”.