Når det gør så ondt, at vi bliver stille.

Joshua Oppenheimer modtog stor international anerkendelse i 2012 for sit stærke og skelsættende portræt, “The Act of Killing”, der stillede skarpt på nogle af de bødler, som havde været med til at slå utallige uskyldige mennesker ihjel i Indonesien tilbage i 1960’erne. Ved at lade bødlerne genskabe scener fra deres grusomme handlinger fik vi indsigt i begivenhederne i en grad, der gjorde så ondt, at man glemte at gispe og i stedet sad lammet med øjnene naglet til lærredet. Men historien har som bekendt to sider. Nu vender Oppenheimer tilbage. Denne gang med fokus på de efterladte. Og endnu en gang måtte jeg forlade salen med en knugende fornemmelse og et stille blik.

“The Look of Silence” følger Adi, hvis bror blev slået ihjel på bestialsk vis af den lokale dødspatrulje under folkemordet. Bødlerne bor stadig i lokalsamfundet, dør om dør med familierne og de pårørende til de menneske, de var med til at dræbe dengang. Adi er nu blevet voksen, men historierne omkring hans brors død hænger stadig ubearbejdet og uforløst i luften – hvad skete der egentlig, hvorfor og hvem slog hans bror ihjel? I “The Act of Killing” var det Oppenheimer selv, der fungerede som den spørgende. Og selv om situationerne og møderne denne gang tydeligvis også er hans værk, så er det konfrontationen mellem Adi og de mænd, der har slået hans bror ihjel og efterladt hans forældre i evig sorg, der rammer hårdest.

Der er stadig en reel fare forbundet med at møde de tidligere bødler, der ofte lever som højtstående medlemmer af lokalsamfundet. Derfor gyser det lidt, da Adi konfronterer en tidligere leder af dødspatruljen, og afslører at han er bror til en af ofrene. Kort forinden har den konfronterede stolt og villigt fortalt omkring henrettelsesmetoder og sin egen involvering i mordene. Men nu trækker den ellers bramfri mand pludselig lidt i land og nedvurderer sin rolle og ansvar. Da Adi bliver ved med at insistere på at få svar, begynder truslerne. Med et særligt ansigtsudtryk, der udviser både håbløshed, foragt og stilhed, holder Adi inde med spørgsmålene og indser, at det måske er bedst at tie for nu.

Den reaktion bliver et mønster filmen igennem. Familien til den afdøde dødspatruljeleder, der var direkte involveret i Adis brors død, ønsker ikke at huske deres far og ægtemand som bøddel, men vil hellere benægte og vende blikket bort end at se kendsgerningerne i øjnene. Det samme er tilfældet for Adis egen onkel, der arbejdede som fangevogter og udleverede Adis bror til sin skæbne.

Det er både hjerteskærende og til tider forfærdende at se de mennesker i øjnene, der har gjort så meget ondt. Hjerteskærende, fordi det tydeligt åbner nogle lukkede rum op i de her mennesker, der i visse tilfælde i afmagt henvender sig direkte til Oppenheimer for hjælp – for at få de ubehagelige spørgsmål til at stoppe – og forfærdende, fordi vi endnu en gang bliver mindet om, at det er mennesker, og ikke monstre, der står bag al den ondskab.