Hvad er en cowboy uden sin hest? En fodgænger uden formål i tilværelsen. En omvandrende eksistentiel krise. Sådan er det i hvert fald for Brady i “The Rider”.

Han har levet hele sit unge liv på hesteryg. Hestetræner om dagen, feteret rodeostjerne med adrenalinfodret dødsforagt om aftenen.

Men siden en rodeohest smed ham af og trampede hans kranie itu, har han måtte holde sig i ro.

Det kæmpe ar i hovedbunden viser, det er alvor. Det ser virkeligt ud. For det er det.

Brady Jandreau er nemlig en amatørskuespiller, der spiller en rolle, som er baseret på ham selv. Ligesom hans far bliver spillet af hans far, og hans mentalt handicappede søster af hans mentalt handicappede søster. Alle er amatører, der spiller udgaver af sig selv.

Vi ser sågar hjemmevideo fra den virkelige Bradys skæbnesvangre ulykke.

Men “The Rider” er ingen dokumentar.

Den er tværtimod en slags “The Wrestler” til rodeohest med kraniebrud under cowboyhatten.

Det er historien om en sportsmand, der risikerer at miste livet, hvis han springer op på hesten igen – men mister alt, han har levet for, hvis han ikke gør det.

Og det er en historie, om hvad det vil sige at være en mand. Fortalt gennem en cowboy, det mest ærkeamerikanske mandeideal af dem alle.

Instruktøren er dog hverken mand, cowboy eller ærkeamerikaner.

Hun hedder derimod Chloé Zhao, og hun er født og opvokset i Kina – snart på vej med Marvel-filmen “The Eternals”.

Hun har skabt en imponerende indfølt film, der viser, hvordan mænd som Brady og hans cowboy-venner er sammensatte væsner.

På den ene side er de (selv)destruktive machoklicheer, når de gejler hinanden op til at springe over lejrbålet, når de drikker sig fulde i prærienatten. Hårde typer, der mener, at sådan et kraniebrud da bare skal rides væk. En rigtig cowboymand lader sig ikke stoppe. Klynker ikke.

På den anden side er der noget oprigtigt følsomt og omsorgsfuldt under overfladen.

Det kommer til syne, når Brady besøger sin gamle rodeokammerat på plejehjemmet, hvor han sidder i sin kørestol efter en endnu voldsommere ulykke. I samtalerne med lillesøster, der klipper sin nye BH i stykker, fordi hun ikke har lyst til at blive stor, er kærligheden og nænsomheden så ren og rørende, at enhver sammenbidt machofacade må falde.

De to sider, den modige cowboy og det følsomme menneske, mødes i et par fantastiske scener, hvor Brady træner heste.

Det er uendeligt fascinerede at se, hvordan de mest nervøse, uregerlige krikker langsomt finder tryghed i Bradys tålmodige tilnærmelser. Hvordan han evner at fornemme, hvad der rører sig i det fremmede dyr.

Lige så smukt er det, når Zhao iscenesætter de storslåede vidder i Terrence Malick-inspirerede tusmørkebilleder. Nok er “The Rider” en lille indiefilm, men i de momenter har billederne episke dimensioner.

Og i hjertet af det hele lyder spørgsmålet: Hvad skal der blive af en cowboy, der ikke kan ride?

Havde han været en hest, havde man skudt ham. En kompromisløs machomand havde måske skudt sig selv. Eller fortsat ud over kanten som Mickey Rourke i “The Wrestler”.

Brady må finde en ny vej til fods, hvis han vil overleve. Det er ikke let. Men det er en stor filmoplevelse.