Slasher-genren er fuld af bagdøre. Desværre ikke kun af den farligt morder-inviterende slags, men også af nødudgange, som instruktører giver sig selv, når fantasien slipper op. “The Strangers: Prey at Night” er endnu et eksempel på et halvdumt blodbad, der er så bange for at blive kaldt netop det, at hvert øksehug og hvert angst-skrig er pakket ind i støjende selvreferencer.

Johannes Roberts har ikke lavet en direkte efterfølger til den 10 år gamle “The Strangers“, men tilsyneladende ladet sig inspirere af dens ækle, maskeklædte indtrængere. Sequels, prequels, reboots – who cares? En vagt tegnet temabagdør er vel lige så fint, når man ikke skal leve op til andre forventninger, end dem der hedder blod på skærmen.

Omvendt kan man sige, at den evige påtale af voldelige films rolle i den voldelige virkelighed har givet nogle uheldige associationer til udtrykket ‘at lade sig inspirere’, men det er nok en diskussion, der kan gemmes til næste uges skoleskyderi.

Bagdøren er nemlig heldigvis også muligheden for altid at råbe ‘Mediesatire!’ og ‘I voyeurister ser jo alligevel lortet’. Det er muligheden for at sætte en helt klassisk ramme op som en ironisk kommentar til, hvor tit vi har set den.

En lille samspilsramt familie af far, mor og teenagebørn kører forbi onklens campingplads. Sæsonen er slut, og sommeren er fløjet af sted, så der er fuldstændig tomt. Bortset fra de tre gale mordere, der har satset hele morderbutikken på, at nogen skulle komme forbi som pit-stop på vejen til den kostskole, som deres datter skal på, fordi hun er utilpasset, og der var tilfældigvis også nogen, der huskede at inddrage mobiltelefonerne, for nu er det familietid og…

Brudt ned i enkeltelementer er scenariet ud over alle grænser fjollet, men så længe bagmændene siger, ‘det ved vi da godt’, bliver meget tilgivet. Vi er forbi den empatiske indlevelse i nogle menneskers rædsel, mens de jages af et monster, som vi kun delvist tror, men 100 procent håber, ikke findes. Langt, langt forbi og holdt på afstand af demonstrativ 80’er-musik og selvreferencer.

Morderne i “The Strangers: Prey at Night” performer, som om de udmærket ved, der er kamera på. De lader være med at slå ihjel, hvis det er mere passende at sige ‘Bøh!’. De gemmer sig under sengen og vræler, fordi de ved, at gyserheltinder selv på flugt altid lige skal undersøge en mærkelig lyd. Og de skruer op for bilradioen, så øksen kan falde med det store omkvæd i Bonnie Tylers “Total Eclipse of the Heart”.

’Hvorfor gør I det her?' bliver én af dem spurgt, da den unge teenagedatter modigt kæmper tilbage. Nu er vi ved det springende punkt i en gyser. Det der skide motiv, som for det meste trækker al farlighed og mystik ud af en maskeret morder. ’Hvorfor ikke?' lyder det fra übergalningen. Bagdøren står pivåben.