Aldrende rocker i Wim Wenders-land

På baggrund af filmens sære trailer er der umiddelbart mange gode grunde til at afskrive “This Must Be the Place” som endnu en artsy, europæisk film til trods for, at handlingen finder sted i USA. Når “This Must Be the Place” så alligevel formår at være en både øm og levende film, er det, fordi den har hjertet på helt rette sted.

Den tidligere rockstjerne Cheyenne har levet et vildt liv. Nu er han pensioneret og bor i en stor ejendom i udkanten af Dublin med sin hustru, mens kedsomheden kun vokser sig større. Tiden er med andre ord gået i stå for den forhenværende superstjerne, der stadig går klædt, som han gjorde i sin storhedstid: Iført sort tøj, ligeledes sort, viltert hår og makeup. Med andre ord: Her har vi en klon af Robert Smith fra The Cure. Men Cheyenne har skeletter i skabet. For nogle år siden tog to unge livet af sig, inspireret af én af hans sange. Desuden har han ikke set sin far i tredive år. Men da faderen dør, begiver Cheyenne sig ud på en rejse for at finde den mand, der ydmygede faderen i koncentrationslejren under anden verdenskrig. Men det, der skulle have været en rejse for at finde og straffe den ukendte gerningsmand, bliver derimod til et møde med et hidtil fremmed Amerika og mennesker, der ligesom Cheyenne slæber rundt på en nagende fortid.

Sean Penn er intet mindre end fuldstændig elskelig i den altdominerende hovedrolle som Cheyenne. Han er bakket op af et væld af interessante bifigurer med ar på sjælen og spændende historier i ærmet. Sammen udgør de den evigtgyldige, menneskelige fortælling om forskellige eksistenser, der alligevel er ens i deres sårbarhed. “This Must Be the Place” følger tilmed den klassiske road movie-struktur: En mand rejser af sted for at finde én ting, men ender i stedet med at finde sig selv. Det faktum, at hovedpersonen engang var en rockstjerne, tilføjer dog det klassiske narrativ et frisk pust, og både instruktøren Paolo Sorrentino og Penn får noget helt enestående ud af filmens sjove, hjertevarme indgangsvinkel.

Samtidig har USA altid været landet, hvor man har kunnet lave den perfekte road movie. ”USA er jo et lillebitte land”, siger en jødisk godfather på et tidspunkt til Cheyenne – en udtalelse, der afgjort må siges at være noget af en underdrivelse. Her er en af verdens største og mest fascinerende nationer, der skifter udseende, opførsel, holdning og kultur fra stat til stat. Hvis man som tilskuer skal være så fræk at drage sammenligninger med andre road movies gennem tiderne, må “This Must Be the Place” bestemt høre hjemme i samme kategori som Wim Wenders’ lige så fortrinlige “Paris, Texas” fra 1984. Sammenligningen bliver da heller ikke mindre af at se hovedrollen fra nævnte film, Harry Dean Stanton, i en mindre rolle i “This Must Be the Place”. Homage, anyone?

“This Must Be the Place” er en både excentrisk og kæk affære. Med en hovedrolleindehaver, der er lige så elskværdig, som han er bizar, må man sige, at denne bemærkelsesværdige kuriositet er filmens allerstørste force. Filmens plot og fortælling er måske ikke fuldkommen original, men den gennemgående bizarre stemning danner en unik ramme om en velkendt historie. Det her er Amerika tilsat en smule David Lynch og en ordentlig dosis Wim Wenders.