En charmepille

Lyslevende med komisk vid, visuel opfindsomhed, alle regnbuens farver, en hjertelig fortælling og lune undertoner – Disneys “To på flugt” er noget så uventet som et stort skridt tilbage til den rette form.

Det har ellers ikke ligefrem været de store gyldne streger, der har præget Disney i løbet af de sidste år. I stedet har Pixar stået bag det ene mesterværk efter det andet, mens DreamWorks indimellem har været pænt med, og Disney måtte sig se selv komplet overgået af begge producenter. Bunden blev ramt med den helt igennem ringe “Lille kylling” fra 2005, og siden da har Disney måttet kæmpe sig langsomt op ad rangstien igen. Tingene begyndte at lysne med den hæderlige “Bolt”, og et decideret gennembrud kom med den håndtegnede “Prinsessen og frøen”, der atter viste en klassisk Disney-historie med noget af den oprindelige charme i behold.

Nu er turen så kommet til animationsfilmen “To på flugt”, der repræsenterer endnu et ryk fremad. Beretningen bygger på eventyret om Rapunzel, og filmen var da også tiltænkt netop den titel, inden PR-folk opdagede, at den afskrækkede drenge fra at se filmen. Prinsesse Rapunzel fødes med langt magisk hår, men kidnappes af en led kvinde, der er afhængig af hårets helbredende kræfter. Prinsessen vokser ensomt op spærret inde i et tårn, men længes efter friheden og verdenen udenfor. Den kommer dog hoppende ind ad hendes vindue i form af den charmerende og noget selvglade tyv Flynn, og inden længe tager et eventyr form.

Som i de klassiske Disney-fortællinger er omdrejningspunktet nogle let genkendelige temaer, og i dette tilfælde tæller det ikke mindst en overbeskyttende mor, der truende fortæller Rapunzel, at den store verden er et ”ondt, ondt sted.” Rapunzel viser sig dog at være en temmelig handlekraftig prinsesse, og megen af filmens humor bygger på hendes overreaktioner på begivenhederne. Hendes udkårne har knap nok hilst på hende, før hun har slået ham ned med en stegepande, og selvom man godt ved, hvor deres gensidige forhold er på vej hen – vil hun mon opdage livet og kærligheden i hans øjne? Vil den ømme prinsesse bringe den charmerende slubbert tilbage på den rette sti? Behøver man overhovedet spørge? – så er man godt underholdt i deres selskab takket være et yderst velskrevet manuskript.

Som så ofte før er det dog bifigurerne, der løber med opmærksomheden, og selvom den stædige hest Maximus ikke siger et ord – dyr er for en gangs skyld umælende i denne tegnefilm – så stjæler han vedvarende hver eneste scene, han er med i. Der synges med jævne mellemrum, men selvom det ofte netop er i disse scener, at mit blik begynder at søge mod uret, så er de glimrende integreret i handlingen og føles mere som en del af charmen end et forstyrrende element. Efter at have overværet de distraherende 3D-effekter i sidste uges “Green Hornet” er det en lettelse at overvære, hvor glimrende effekten virker her, og via den føjes der dybde og dynamik til de pastelfarvede landskaber.