Legetøj i tre dimensioner

3D-bølgen skylder ind over de danske biografer med et væld af nye produktioner. Men filmindustrien er selvfølgelig ikke sen til at give en gammel traver endnu en tur i manegen. Undskyldningen er, at 3D-effekt skal give fornyet glans til klassikere, og som forberedelse til den kommende “Toy Story 3” har Pixar/Disney fundet de to første film frem fra lageret og tilsat lidt 3D, så de kan få endnu en tur i biografernes mørke.

Fortællingen i “Toy Story 2” er der ikke lavet om på. Den talende cowboydukke Woody og alt det andet legetøj på drengen Andys værelse er lyslevende – bare ikke lige når menneskene er tilstede. Da Woody ved en fejl havner på et loppemarked og bliver bytte for en grisk legetøjssamler, må Buzz Lightyear, Potatohead og alle de andre drage ud på en farefuld redningsaktion, for alt er meget besværligt, når man bare er et lille stykke legetøj.

At sige at “Toy Story 2” nu er i 3D er vel egentligt noget af en tilsnigelse, for ret beset er det kun i den spektakulære prolog, at man virkelig fornemmer 3D-effekten til fulde. Her mærkes den ekstraordinære dybde og suset i mellemgulvet, når Buzz Lightyear heroisk kæmper mod superskurken Zurg i “det uendelige univers”. Men så altså ikke mere for den femogtyveøre! Undervejs disker filmen ellers op med et utal af action-mættede sekvenser, hvor 3D-effekten fint kunne give det hele et ekstra pift, som f.eks. der, hvor vore legetøjshelte forårsager et gigantisk trafikkaos, da de forklædt som røde kegler passerer en stærkt trafikeret gade.

Trods den skrabede 3D-tilsætning leverer “Toy Story 2” en fortrinlig underholdende oplevelse. Det skyldes til dels, at Pixars animation – selvom den efterhånden har 11 år på bagen – stadig holder. Hist og her bemærker man, at animationen måske ikke er helt så detaljerig og flydende, som den senere skulle vise sig at blive. Særligt når det gælder de menneskelignende figurer er 1999-animationen noget stiv og unuanceret. Men det er petitesser. Filmens virkelige trumf er imidlertid plottet. Instruktøren John Lasseter formår at levere en fortælling, der konstant byder på fremdrift med en konstant imponerende idérigdom. Det gælder eksempler som den allerede omtalte trafikscene, men også scenen, hvor den sovende legetøjssamler vælter en skål ostechips på gulvet, er fremragende. De mange ostechips danner et regulært minefelt, som absolut ikke må betrædes af Woody, da den knasende lyd fra en betrådt chip vil vække hans sovende plageånd. Det er problemer i legetøjshøjde, og det er dæleme godt tænkt.

Men “Toy Story 2” er ikke bare en munter rutsjebanetur i legeland. Den er også sine steder rørende, for legetøjet er her kærlighedshungrende væsner, der kun er noget, hvis de bliver elsket. For et legetøj er det værste at blive kasseret, at blive smidt hen i et hjørne til de andre udtjente tøjdyr, at blive glemt og gemt væk i en papkasse på loftet. Det kan vi alle være med på, legetøj såvel som mennesker. Børn såvel som voksne. Sådan skal et rigtigt eventyr skrues sammen – noget for alle aldre. Vor danske nationaldigter Andersen har bestemt ikke levet forgæves.