Var det alligevel for naivt af mig at forvente – ud fra dens titel – at “Transformers: De faldnes hævn” ville skildre et storstilet slag mellem alle os, der vitterligt faldt i søvn til Michael Bays rærlige “Transformers”, og så ILM’s computergenererede megarobotter fra selvsamme fadæse? Tydeligvis. Sikke en sød hævn det ellers ville have været… Den dårlige nyhed er desværre, at det er endnu sværere at knalde brikker under toeren, som er større, længere og (ikke mindst) mere støjende end sin forfærdelige forgænger.

Film fås simpelthen ikke mere kyniske end “Transformers: De faldnes hævn”. Her er en film, som blev hastet i produktion før manuskriptforfatterstrejken i Hollywood – en blockbuster skabt for at sælge legetøj, videospil og popcorn. De få replikker og menneskelige karakterer skænkes knap nok en tanke imellem de utallige, alenlange actionsekvenser, som undertiden virkelig imponerer fra et teknisk standpunkt, men ofte er umulige at finde hoved og hale i. Computergenererede metaldele svinger hurtigt rundt, mens Bays kameraoperatører febrilsk kaster rundt med kameraet. Man har sjældent nogen idé om, hvad der foregår, hvem som er hvem, eller… hov, der tabte jeg sgu lige tråden.

Når det kommer til at detonere sprængstof og smadre den amerikanske infrastruktur, har Bay ingen ligemand i Hollywood. Men efter få minutter er man allerede træt af det ensformige sansebombardement. Mens kollegaer som Paul Greengrass, J.J. Abrams og James Cameron får adrenalinen til at pumpe ved at kombinere hæsblæsende action med karakterer og drama, man kan tage og føle på, forsøger Bay i stedet at gejle os op med livløs musik, tilfældige eksplosioner og alt fra kvindenedsættende til mildt racistiske vitser, men lige meget hjælper det – man forbliver uberørt. Hvis der er noget, både tilhængere og modstandere af “Transformers: De faldnes hævn” har været enige om, er det, at filmen er hjernedød. Men Bays seneste makværk er ikke blot en film uden hjerne. Det er en film uden sjæl.

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Bay er glad for kraftige, overdrevne farver, gryn og store kontraster, og til tider har dvd’ens transfer svært ved at gengive filmens stiliserede look helt perfekt. En sjælden gang imellem drukner detaljer i de dunkleste områder, og gryn har det med at ligne digital støj. Men billedet er knivskarpt, farverne har hele tiden den helt rette temperatur, hverken edge-enhancement eller udtværing figurerer, og sædvanligvis er grynniveauet og kontrasten helt perfekt.

Filmens lydside er formentlig dens største force, og man kunne ikke forestille sig lydsiden blive præsenteret bedre på dvd, end den bliver af skivens Dolby Digital 5.1-lydspor. Allerede da filmselskabernes logoer dukker op i starten af filmen, bliver man blæst ud af stolen – man hører stjernerne i Paramounts logo flyve hele vejen rundt om sædet, og panoreringerne er generelt superbe. Subwooferen brummer, da DreamWorks’ logo toner frem, og de mange dybe toner får værelset til at ryste voldsomt og på de helt rigtige tidspunkter. Høje toner er også klokkeklare, det samme er replikkerne, og lydeffekterne og dialogen har en herlig rumklang og gengives med en utrolig klarhed, man nærmest udelukkende oplever på HD-lydspor. Som sagt er filmen meget støjende – auditivt er actionsekvenserne ekstremt aggressive, men i de få stilfærdige sekvenser leverer samtlige højtalere et hav af stemningsfulde lydeffekter, som skaber et lydbillede, der komplementerer billederne perfekt.

Ud over filmen huser dvd’en kun et kommentarspor med Michael Bay og manuskriptforfatterne Roberto Orci og Alex Kurtzman. Hvis man vil have mere ekstramateriale, bliver man nødt til at købe filmen på Blu-ray. Fans af Bay og filmen vil formentlig nyde kommentarsporet. Omvendt vil man næppe sætte pris på det, hvis man ikke kan fordrage instruktøren, idet han lægger ud med at blære sig med, hvor godt filmen har klaret sig i biograferne. Men Bay er sgu en underholdende fortæller, som heldigvis er langt mere selvironisk end hans film, og både Bay, Orci og Kurtzman har flere interessante anekdoter i ærmerne, men til tider er de altså lige lovlig selvfede.

Der er ingen tvivl om, at Hollywood ikke ville være det samme uden de stort opsatte summer blockbusters. Populært sagt, dem med budgetter svarende til en mindre afrikansk stat og fantastisk underholdende effektarbejde, der ofte går på kompromis med den gode historie. Det er ubetinget også den type sensationsfilm, der trækker det største publikum og deraf flest penge i kassen. En af de sikre vindere herunder er Michael Bay, der om nogen kan proppe en film til bristepunktet med vild-vildere eksplosioner og over the top-action.

En af de store salgstaler fra Michael Bay her i forbindelse med “Transformers: De faldnes hævn” har været, at der blev brugt 140 såkaldte terabites til at bringe robotterne til live mod 15 terabites i den første film. Alt dette siger lidt om Michael Bays ambitioner om at overgå sig selv effektmæssigt, og det siger meget om, hvilken film “Transformers: De faldnes hævn” naturligvis er – eye candy en masse. Der er vilde eksplosioner i spandevis, dynamisk klippet actionsekvenser og flotte locations – bl.a. fik Bay rent faktisk lov til at optage oven på Giza-pyramiderne i Egypten. Skal der ses højtragende action – som intet andet sted end Hollywood kan masseproducere det – er “Transformers: De faldnes hævn” absolut sommerens must see.

Der kludres rundt i menneskeligt fortalte aspekter, alt imens det forsøges at overdynge det ikke-eksisterende plot med håbløst mekanisk slap stick og pinligt tyvstjålet scener fra andre film. Kald det metareferencer eller lavpandet komik – det er set i mange danske børnefilm, visse Disney-produktioner og film, der ikke kan stå på egne ben. Det er sjældent, at den slags fungerer uden at være direkte dumt, og i dette tilfælde er det tåkrummende utåleligt. Det er tydeligt, at der helst skal rutinerede stjerner til at trække læsset, da Michael Bay ikke har formatet til at fremmane andet end hule personportrætter. Her har Megan Fox og Shia LaBeouf simpelthen ikke nok gennemslagskraft andet end som bi-roller til de egentlige hovedrolleindehavere, de mægtige Transformers.