I kugleregn og slud skal chaufføren ud…

Ved første øjekast er der ikke meget, der får “Transporter 3” til at adskille sig fra de gamle, glemte actionfilm, man finder i de fleste tilbudskurve på landets tankstationer. Den er en fortsættelse til to mildt underholdende, men også stærkt forglemmelige actionfilm. Den napper skamløst ideer og twists fra adskillige genrefæller. Samtlige karakterer er pure godhjertede eller ondskabsfulde væsner, som man har set før i talløse afskygninger i andre film. Og så blev “Transporter 3” tilmed skruet sammen for blot en brøkdel af det beløb, som Hollywood almindeligvis bruger på at finansiere alene actionsekvenserne i deres blockbusters.

Det ville være oplagt at afskrive “Transporter 3” på forhånd som en lille, ligegyldig bagatel, som hverken kan eller vil måle sig med konkurrenterne. Det ville også være en fejl. “Transporter 3” fortjener ikke blot at befinde sig langt væk fra benzintankenes discounthylder, men også endnu højere oppe på hitlisterne end mange af dens mere ombejlede rivaler. Javist, på flere punkter adskiller “Transporter 3” sig ikke fra den traditionelle actionfilm, men på endnu flere punkter gør den.

Olivier Megatons film er altid på farten. Dens momentum bremses ikke af overflødige sidehistorier eller snørklet dialog. De mange reelle, ofte lamslående stunts bevirker ikke blot beundring, men også en fornemmelse af, at der faktisk er fare på færde, og at vores helte altså ikke bare befinder sig i et bombesikkert filmstudie foran en limegrøn baggrund. Pudsigt nok har filmens beskedne budget snarere gavnet end hæmmet filmmagerne – det har forhindret dem i at finansiere unødvendige computereffekter og i stedet tvunget dem til at gøre tingene på den hårde måde – den cool måde. Enkelte scener kammer indimellem over i lynhurtige, Tony Scott-inspirerede klip og glimt. Men de velkoreograferede slag og spark samt musikken og lydeffekterne går altid fint i spænd.

Det kan godt være, at Jason Statham altid spiller den samme rolle (måske lige bortset fra i den undervurderede thriller “The Bank Job”), men han spiller den dæleme også godt. I rollen som chaufføren Frank Martin uddeler den charmerende Statham tæsk og slagord med samme imponerende overbevisning som sædvanligt. Men man må heller ikke undervurdere Stathams komiske talenter. Som filmens primus motor er Statham armeret med en tilpas dosis selvironi og et glimt i øjet, der er med til at fastholde filmen på skillelinien mellem det prætentiøse og det tåbelige. Hans sublime håndtering af knastør humor skinner især igennem i scenen, hvor en karakter hentyder til Frank-karakterens mulige, omdiskuterede homoseksualitet.

Den russiske nybegynder Natalya Rudakova er langtfra fantastisk som kvinden, Martin tvinges til at transportere til Ungarn for filmens skurk: Den maniske Johnson. Rudakova har ofte stort besvær med sine replikker, men Rudakova og Statham har en god kemi. Robert Knepper (nej, jeg bliver heller aldrig træt af at høre hans muntre navn) er en forbavsende stor fornøjelse som Johnson. Knepper snerrer, skuer og skråler med herlig entusiasme, og han gør en karakter, som let kunne have endt som en forglemmelig karikatur, til en af årets få mindeværdige skurke. Man skal naturligvis heller ikke overvurdere “Transporter 3”. På trods af sine mange plusser er den simpelthen for uambitiøs og ordinær til at undgå at ryge i glemmebogen. Men hellere dét end at blive husket som noget bras, ikke?

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er et af årets absolut bedste. Billedet er nærmest usandsynlig skarpt, hvorfor detaljerigdommen er gigantisk. Hverken komprimeringsfejl, udtværing eller edge-enhancement forekommer. Kontrasten er perfekt. De sorte farver er ofte dejlig blæklignende, og hverken i filmens lyseste eller dunkleste afkroge går detaljer nogensinde tabt. Grynniveauet er helt tilpas – indimellem fremstår billedsiden endda en smule celluloidagtig. Og farverne er aldrig tilnærmelsesvis utroværdige.

Audio

Både et Dolby Digital 5.1-lydspor og et DTS 5.1-mix medfølger, og de er begge ekstremt aggressive og fornøjelige. Fronthøjtalerne er aktive fra start til slut, og baghøjtalerne tager sig sjældent en velfortjent hvilepause. Dialogen er tydelig og overdøves aldrig, men det er den auditive præsentation af filmens mange slag, spark, pistolskud og lynhurtige, hvinende biler, som gør størst indtryk. Lydeffekterne har masser af slagkraft – blandt andet fordi den brummende subwoofer altid træder i karakter på det rette tidspunkt. Panoreringerne fungerer efter hensigten, og der er ikke den mindste antydning af overstyring. Man savner dog indimellem nogle mere raffinerede atmosfærelyde.

Ekstramateriale

Her er desværre intet ekstramateriale ud over trailere til “Sex Drive”, “American Teen”, “Welcome to the Jungle” (en forholdsvis ny gyser – ikke actionfilmen af samme navn) og “Pathology”.