Twilight Saga: Breaking Dawn – Del 1, The
Udgivet 17. nov 2011 | Af: Benway | Set i biografen
Hun har været igennem tre lange film fyldt med endeløse suk og længselsfulde lidelser, men for Bella er der endelig gevinst ved kasse ét i dette fjerde kapitel af “Twilight”-serien, hvori Bella og vampyr-Edward omsider ægtes, smider den sidste rest af jomfruelighed over bord og forenes i den længe ventede kødlige forening.
Hvordan præcis, det kan det, er et lidt uafklaret punkt, som hurtigt sender fantasien i alle mulige bizarre retninger (er det mon et spørgsmål om længde eller affyringskraft?), og det samme kan på mange måder siges om hele filmen, der tager Twilight-absurditeterne til nye højder. Nogle ting egner sig til at blive filmatiseret, og nogle gør ikke, og med det fjerde kapitel af Twilight-bogserien er vi nået til et punkt, hvor det hele eksploderer i camp og ufrivillig komik.
Af uigennemskuelige årsager vækker dette stor uro hos varulvene, der endnu engang bliver hidsige og løber febrilsk omkring i skoven på alle fire, men som alligevel altid er påklædt, når de skifter tilbage til menneskeform. Har de mon et lager af cykelshorts gemt i træerne? Filmens ufrivilligt komiske højdepunkt indtræffer dog, da bæsterne taler indbyrdes i varulveform, og vi for en stund lader til at være placeret i en Disney-fortsættelse til “Beverly Hills Chihuahua”.
Instruktøren David Slade formåede mirakuløst at sprøjte noget liv og bid ind i seriens tredje del, “Eclipse”, hvilket gjorde den til det hidtil klart bedste indslag i rækken, men denne gang er det beklageligvis Bill Cordon, der har roret, og han bringer skuespillet tilbage til den flade facon, man kender fra føljetonens første to film. Særlig Taylor Lautner er udtryksløs som få, og man er helt lettet, hver gang han skifter form, alene af den årsag, at CGI-ulven spiller betydeligt bedre end Lautner.
Det hele eksploder i blodindsmurte absurditeter i filmens afrunding, hvor det bliver pinefuldt tydeligt, at nogle begivenheder og replikker nu engang har det bedst med at forblive i læserens fantasi. Som Harrison Ford engang sagde til George Lucas om dialogen i “Star Wars”: ”Du kan godt skrive det her lort, men du kan sateme ikke sige det.”
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet