To mænd med to pistoler og ikke meget andet

Der var engang, hvor snart alle film med Mark Wahlberg var præget af amatøragtigt skuespil. Alene hans tilstedeværelse fik den pågældende film til nærmest at emme af forbløffende inkompetence. Det er svært at sige nøjagtigt hvorfor, men i de sidste par år er der altså sket en kolossal ændring… Nu er man tværtimod nærmest garanteret en god, veldrejet film, hvis Wahlberg pryder plakaten, og sjældent morer man sig ikke kosteligt i biografen, når han giver den gas på det hvide lærred. Han får os også til at more os her i “2 Guns”, der ville være faldet til jorden med et brag, hvis det ikke havde været for Wahlberg, der gang på gang får os til at ønske, at filmen kun havde handlet om hans karakter.

Bobby (Denzel Washington) og Stig (Wahlberg) er makkere i et narkokartel. Bobby er ikke så vild med den ihærdige og overentusiastiske Stig, som ellers gerne vil være venner med sin mutte partner. Begge mænd er dog i virkeligheden betjente, der arbejder undercover, uden at den anden ved det. Og da en opgave går galt, skal de to mænd holde sammen for at slippe levende ud af suppedasen. Og selvom Stig nu glæder sig over, at han endelig kan tage hul på et rigtigt (og måske endda venskabeligt) samarbejde med Bobby, er glæden bestemt ikke gengældt.

Uden Wahlberg ville “2 Guns” bare have været endnu en halvkedelig actionfilm fra Hollywoods slidte samlebånd. Det er hans smittende drengerøvsenergi, der til tider gør filmen nogenlunde seværdig, for selve actiondelen er der desværre ikke meget ved. Det kommer som lidt af en overraskelse, eftersom filmens islandske instruktør, Baltasar Kormàkur, også er manden bag den hæsblæsende og spændende “Contraband” fra 2012. “2 Guns” bliver solgt som en buddy-komedie à la “48 timer”-filmene, men der er simpelthen for lidt “buddy-sammenspil” mellem Washington og Wahlberg. Hvis actiondelen bare have holdt spændingsniveauet oppe, ville det heller ikke have gjort så meget, men plottet er så frygteligt og frygteligt forudsigeligt, at man hele tiden venter utålmodigt på den næste scene med d’herrer i centrum. Og dem er der altså for få af.

Samspillet mellem de to er nemlig godt. Men for det meste skal de desværre kæmpe hver for sig, og så er det, vi spises af med kedelig action og et søvndyssende plot. For at krydre det hele med lidt sexappeal har manuskriptforfatteren Blake Masters kastet den kvindelige DEA-agent Deb (Paula Patton) ind i historien, men det hjælper ikke meget. Samspillet mellem hende og Washington er nemlig blottet for kemi, og hun virker mest af alt som påtaget eye candy i en film, der derudover ikke rummer nogen kvindelige skuespillere eller roller af rang. Det er en gåde, hvorfor Masters har følt sig nødsaget til at skrive hendes overflødige rolle ind i filmen.

Der skal selvsagt mange ting til for at få en buddy-comedy til at fungere ordentligt. For det første skal der være noget godt samspil mellem skuespillerne. Det mønstrer “2 Guns” til tider, men altså alt, alt for sjældent. En god buddy-comedy skal selvfølgelig også rumme en konflikt (mellem de to helte og/eller heltene og deres modstandere) og det gør “2 Guns” også – desværre bare ikke af den interessante variant. I skrivende stund kan jeg faktisk ikke rigtig huske, hvad konflikten egentlig var… Ikke fordi den var indviklet. Det var den alligevel alt for ligegyldig til at have været. Et tredje must i en buddy-comedy er et bare nogenlunde gribende plot, og det har “2 Guns” bestemt ikke. Øv.