Verdens ondeste mand

Legender er der nok af, men hvor mange af dem får man egentlig lov til selv at opleve i løbet af sin levetid? Mike Tyson, også kendt som “verdens ondeste mand”, er en af dem. Boksefan eller ej, vi kender ham alle: det halvpsykopatiske bæst, der tævede sig vej gennem 80’erne, blev dømt for voldtægt i start-90’erne, brugte et par år i brummen, kom ud som muslimsk semi-ekstremist, bed øret af Evander Holyfield og fuldendte sin nedadgående spiral med et par ydmygende nederlag i starten af det nye årtusinde. En sådan historie fordrer naturligvis en dokumentar – og gerne en, der giver et mere nuanceret billede af Iron Mike, det medieskabte monster.

Mike Tyson vokser op under hårde omstændigheder. Som tiårig flytter han med sin mor og søskende til et barskt kvarter i Brooklyn, New York. Mike er klassens tykke, læspende dreng, og han bliver mobbet og ofte udsat for væbnede røverier på vej hjem fra skole. En dag, da en ældre dreng river hovedet af en af hans elskede duer, beslutter Mike sig for ikke at finde sig i mere og giver ham et lag tæsk. Dette bliver starten på Mikes karriere, først som ungdomskriminel, hvilket fører til et utal af arrestationer, men senere, da træneren Cus D’Amato opdager ham, som en af verdens største boksere nogensinde.

Dokumentaren “Tyson” er bygget op omkring tre grundpiller: interviewene med den 40-årige Mike, arkivoptagelser fra hans liv og karriere samt nogle forholdsvist malplacerede montagesekvenser, hvor billedudsnit af hans ansigt farer rundt på skærmen til et fragmenteret lydspor bestående af tilsyneladende oplæste sætninger og ord fra interviewene. Sidstnævnte virker som et lidt kikset forsøg på at få ham til at fremstå lige så poetisk som forbilledet Muhammed Ali. Det lykkes ikke. Hverken Mike Tyson eller montagerne hæver sig på noget tidspunkt over lommepoesien, og havde denne del været klippet helt ud, ville filmen føles mere helstøbt. I stedet kommer man til at kigge lidt på uret, hvilket ikke bør ske i en film på en time og 25 minutter.

Der er ingen tvivl om, at man gennem “Tyson” får et mere nuanceret billede af manden. Interviewene virker hudløst ærlige, og hans side af historien bidrager positivt til det noget entydige skræmmebillede, pressen fremstiller. Problemet er blot, at “Tyson” kun præsenterer Mikes egen version af historien. Hvor er interviewet med boksepromotoren Don King, som Mike giver en ordentlig opsang? Hvor er interviewet med Evander Holyfield, nogle af de mange kvinder i hans liv, med familien osv? Filmens ærlighed virker knap så stærkt, når der ikke præsenteres en modvægt, som kan af- eller bekræfte Mikes udsagn. Man fristes næsten til at tro, at “Tyson” er et bestillingsarbejde fra hovedpersonen, så han kan rense sit noget blakkede ry.

Men når ret skal være ret, gives der på trods af filmens ensporethed et udmærket indblik i manden bag næven, hvilket også er et af filmens formål. Iron Mike er knap så stålsat, som han gennem sin karriere har udgivet sig for. Tværtimod portrætteres en skrøbelig person med lige så meget usikkerhed og manglende selvtillid som så mange af os “normale” mennesker. Den store forskel er, at Tyson er et ikon, en stjerne, en storslået tragedie – en bokseverdenens Michael Jackson, om man vil. Men hvorfor sidder man så ikke, når filmen er slut, med følelsen af at have været vidne til noget stort? Der graves simpelthen ikke nok ind til benet. Der arbejdes for meget i bredden og for lidt i dybden. Fokus ligger primært på mennesket Mike Tyson, men denne vinkel fordrer ganske enkelt nogle flere synsvinkler. Man efterlyser så at sige noget lidt mere hårdtslående dokumentarisme.

Video

Filmen præsenteres i 16:9, men skifter indimellem format, når der klippes til arkivoptagelser. Disse er oftest af dårlig kvalitet, ikke pga. transferet, men fordi Mike Tyson havde sin storhedstid, da videoformatet med sine mange begyndelsesproblemer for alvor brød igennem på tv. Interviewene med Tyson er dog ganske glimrende med stærke, naturlige farver og en god skarphed. Dog forekommer farveblødning i mild grad.

Audio

Ifølge dvd’ens menu og omslag kommer “Tyson” med to lydspor: et Dolby Digital 5.1 samt et DTS 5.1. På denne dvd viste DD-sporet sig dog fejlagtigt at være et stereospor.

DTS-sporet lyder glimrende med dejlig klar tale og – under boksekampene – nogle meget subtile, atmosfæriske publikumslyde i baghøjtalerne. Eftersom vi har at gøre med en dokumentar, der primært beskæftiger sig med interview, er lyddesignet på ingen måde spektakulært, og subwooferen er gennem hele filmen ubrugt. Også DD-stereosporet er ganske vellydende, men naturligvis en smule mindre defineret end DTS-sporet.

Ekstramateriale

Udover fire trailere indeholder dvd’en intet ekstramateriale. Udklip af f.eks. Tysons største knockouts ville have været oplagt, men sådan skulle det altså ikke være.