Dødens minerede gab

Jeg så det meste af “Under sandet” igennem fingrene på den hånd, jeg i konstant angst holdt op for ansigtet i de 100 minutter, som Martin Zandvliets minefilm varede. Angst for det, jeg ikke kunne se. Under sandet. For de 2,2 millioner miner, som nazisterne havde gravet ned langs den danske vestkyst under 2. Verdenskrig. Bum! De kan sprænge hvert øjeblik i en film, der kommer til at gøre for stranden, hvad “Dødens gab” gjorde for havet.

Det, man ikke kan se, er nemlig særligt angstprovokerende. Tænk på “Alien” eller Spielbergs dræberhaj. Det er tanken, om det, der kan komme til at ske, der skræmmer. I “Under sandet” er det tanken om, at en af de mange nedgravede miner kan flå arme og ben af de unge, krigsfangede tyskerdrenge, der fik til opgave at gøre de danske strande minefri på få måneder i sommeren 1945. Angsten stimuleres tidligt, da Mikkel Boe Følsgaards tynd-ranglede djævel af en øverstbefalende skal oplære minedrengene i at desarmere en landmine. En efter en efter en efter en går de ind i et afsikret rum for øve sig. På en rigtig mine! Der er ingen tvivl om, at én af dem sprænger i luften. Det ligger i luften. Men hvem? Hvornår? Optrinnet fortsætter i det, der føles som det uendelige.

I “Under sandet” er det dog ikke kun landminer, der lurer under overfladen. Det gør tyskerhadet også, som hovedrollens Roland Møller med autentisk snegl har så svært ved at tøjle. Som dansk militærmand hader han tyskerne. For krigen. Måske har nazisterne dræbt nogen, han holdt af? Det finder vi fint aldrig ud af. For Møllers officer kunne være hvem som helst, der hader en fjende. Her er han ansvarlig for et hold tyske drenge, der skal fjerne 45.000 miner på en strand. Seks i timen. Pr. dreng.

Heldigvis for Roland Møller så er drengene tyske og ditto dialogen. Med mindre han spiller muskelhunde-bøf som i “R” eller “Nordvest”, så har han det ikke så let med ord. Han afslutter gerne sine sætninger med et ”mand”. Også når han spiller en vestjysk officer i 1945, mand. I én enkelt scene bruges den danske dialog dog dygtigt. To febersyge tyskerdrenge beder om en pause. På dansk bløder officeren op, imens han taler til sin hund. Kunne da godt lade dem slippe en time. Men da han svarer på tysk, overtager tyskerhadet: Kom tilbage til arbejdet! Dobbelt og selvmodsigende – ligesom den indestængte vrede imod tyskerne, de andre.

Genistregen ved Zandvliets efterkrigsfilm er netop forholdet til de andre. I begyndelsen kunne jeg ikke kende forskel på gruppen af tyske drenge. De var bare de andre. Men glidende, organisk begyndte jeg at få et individuelt forhold til den pligtopfyldende Sebastian, den vrede Helmut og de uadskillelige tvillinger, Ernst og Werner. Og det samme gør Møllers hadende officer, der langsomt soner sig med fjenden i mødet med drengene. Han accepterer undskyldningen og slukker sit had her på en køligsmukt fotograferet forblæst, grå vestkyst.