Untitled
Udgivet 7. nov 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Man ved aldrig, hvor rejsen ender. Og hvilken, der bliver den sidste. D. 3. december i 2013 rejste østrigske Michael Glawogger ud for at optage “Untitled”. Filmen om ingenting. Uden tema. Han begyndte i Østrig og rejste videre til Ungarn, Bosnien over Serbien og Albanien for at ende i Afrika. Han døde af malaria d. 22. april i 2014. Rejsen for én af verdens bedste dokumentarister endte i Liberia – dette er filmen fra rejsen.
Og en tydelig afgrænsning er for de fleste bedre end en fristil. Også for Michael Glawogger, der ikke ånder ud på niveau med sine bedste temafilm, hvor den medfølende indignation altid var på Den tredje verdens side. Dem, der ikke selv har en stemme, gav Glawogger et talerør i en verden, hvor brugte Coca-Cola-dåser ender i en affaldsørken blandt børn og geder i Afrika. Sådan en stifter vi bekendtskab med i “Untitled”, hvor børn og geder slås om de spiselige rester fra min verdens affald. Også fra graven kan Michael Glawogger få mig til at føle priviligeret skyld.
På den måde minder stilen om landsmand, makker og kollega Ulrich Seidls tableaustil, hvor skønheden findes i det grimme. Der ledes efter blood diamonds i plumret mudder et sted i Afrika, imens to unge mænd et andet sted i Afrika blodigt slås i et stenbrud. Taberen er iført en Barca-trøje med Iniesta på ryggen og Qatar Foundation på fronten. Globaliseringens vindere og tabere indfanget i én scene.
Således er “Untitled” i virkeligheden en perfekt afslutning for Michael Glawogger. Jeg kan selv lægge mening ind i hans sidste rejse. Det er jeg klar til nu, efter han har åbnet mine øjne for globaliseringens skyggesider i endnu bedre film end “Untitled”. Glory, glory Michael Glawogger.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet