Visitor, The
Udgivet 27. aug 2008 | Af: Benway | Set i biografen
Er der noget mere vidunderligt, end når man bliver komplet overrasket og får benene slået fuldstændig væk af noget, man slet ikke forventede, hvad enten det være sig en bog, en film, et stykke musik eller en ny kærlighed? Når noget, man ikke regnede med ville være særlig bemærkelsesværdigt, viser sig at have dybder, man knap nok anede eksisterede? Præcis sådan en film er “The Visitor”, og præcis sådan en oplevelse viste den sig at være for undertegnede.
En film som “The Visitor” kan ikke have været let at markedsføre. Her er ingen store stjerner eller navne, og historien om en mand, der bringes tilbage til livet via musik, lyder umiddelbart som noget, vi allerede har set i kvalmende mængder gennem utallige middelmådige Hollywoodproduktioner. Ikke desto mindre er “The Visitor” en film af en helt anden kaliber, og bag dens beskedne ydre gemmer der sig et værk af kolossal styrke, dybde og hjertelighed.
De har været udsat for udlejningssvindel og er flyttet ind i god tro. Walter smider dem først på porten, men får så alligevel medlidenhed med dem og tilbyder dem lidt modstræbende at overnatte, indtil de finder noget andet. Tarek viser sig at være en dygtig musiker, der med stor overbevisning spiller på afrikanske trommer. Da det viser sig, at Walter har en skjult forkærlighed for musik, tilbyder Tarek at give Walter noget undervisning i trommespil, og inden længe begynder instrumentets rytme at genvække livsglæden hos den triste Walter. Nye problemer kommer dog snart til syne.
Han har fået den perfekte assistance til den metode i Richard Jenkins, en skuespiller, hvis navn de fleste af os næppe kender, men som man har set i utallige biroller. Han er en karakterskuespiller af den type, der som regel aldrig får de helt store roller, men her har han fået chancen, og han brillerer ud over alle grænser. Han bringer et helt livs erfaring til rollen og falder ind i den med en forbløffende naturlighed, hvormed han er i stand til at ændre en hel scenes udtryk blot ved de mindste bevægelser. Det er en forbløffende præstation, som med al rimelighed burde indløse en Oscar-nominering. Han bliver dog assisteret af nogle særdeles velfungerende medspillere samt ikke mindst Tom McCarthys lavmælte og sublime instruktion.
Dette er en vidunderlig film, umiddelbart ganske simpel, men så alligevel umådelig kompleks. Dens smittende humor og livsglæde suppleres af dens sørgmodighed og bitre vrede til en tankevækkende og betagende oplevelse. Som i et minimalistisk stykke musik spiller den kun de absolut mest nødvendige toner, men de bliver til gengæld alle sat med mesterlig præcision. Denne film er et rent mirakel.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet