The Way, Way Back
Udgivet 18. jul 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Helt bagest i stationcaren sidder 14-årige Duncan, da hans lusede papfar fælder dommen: ”Du er en treer på ti-skalaen”. Av. Førstegangs-instruktørduoen Nat Faxon og Jim Rashs varme ’coming of age'-komedie “The Way, Way Back” rammer stort set lydefrit den allestedsnærværende akavethed, man bare ikke kommer uden om som teenager. Med sit ensemble af skuespillere, der tæller Toni Collette, Allison Janney, Steve Carrell, Sam Rockwell og Maya Rudolph, konstant skarptskårne og hylemorsomme replikker samt en følelsesmæssig dybde, er “The Way, Way Back” uden tvivl det varmeste bud på årets sommerkomedie.
Duncan driver alene rundt i det amerikanske sommerland, og nærmest ved et tilfælde falder han i snak med den noget ældre Owen (Sam Rockwell). Owen er opsynsmand i det lokale vandland, Water Wizz, og tilmed alt det, Duncan ville ønske, han selv var: Tilbagelænet, godt skåret for tungen og en damernes mand. Owen tager Duncan under sine kyndige vinger, og snart bliver sommeren fra helvede til en helt igennem okay en af slagsen.
Samtlige skuespillere leverer varen i deres respektive roller. Størst nuance fra Rockwell, der som den afslappede Owen kan sende vittighed på vittighed af sted med lynets hast, men også samtidigt få den generte Duncan til at sænke paraderne og lukke livet ind. Den enlige nabo med seriel hang til cocktails hæver Allison Janney til det hysterisk morsomme. Bramfri og storbralrende som bare fanden er Janney ophavskvinde til en stor del af filmens sjoveste replikker. Men det er i det fint skrøbelige mor/søn-forhold og spillet mellem Toni Collette og unge Liam Jones, at filmen finder sin bevægende, emotionelle tyngde.
“The Way, Way Back” tackler næsten-voksenhedens ydmygelser vittigt, intelligent og med et bankende hjerte for sine skæve karakterer. Duoen Faxon og Rash og filmens fotograf, John Baily, har sammen skabt et solbadet og sprællevende univers, hvor man føler sig hjemme fra første billede. Allermest vellykket er de mange scener fra Water Wizz-vandlandet, hvor de egentlig lidt for gamle ansatte (heriblandt både Faxon og Rash i biroller) skiftevis hustler og hygger sig igennem arbejdsdagen. “The Way, Way Back” fremkalder på charmerende vis teenageårenes sommerminder – gode som dårlige, og man kan næsten lugte kloren, smage de fedtede pomfritter og føle solcremen klistre på kroppen.
Se også: Filmz TV: EKSKLUSIVT “The Way, Way Back”-interview med Sam Rockwell
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet