We Are Your Friends
Udgivet 2. sep 2015 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Populærmusik er noget med hjerteslag og trommer. Ingen bekymrer sig, om du kan spille eller ej. Kan du tælle til fire og skrue tempoet op til 120 slag i minuttet, er gennembruddet og den neonlyse fremtid lige om hjørnet. Den bærbare computer tager sig af de underlivsvridende frekvenser, så DJ’en kan nappe en kop kaffe og plante sig foran umusikalske og frelste “We are your friends” for at fejre sit uvurderlige bidrag til musikhistorien.
Af uransaglige årsager bliver han taget under vingerne af den halvfallerede stjerne, James Reed, der har alt, hvad Cole drømmer om. Inklusiv Emily Rajatkowski som meget personlig assistent. Reed har intet motiv for at hjælpe sin unge proselyt, der er pissedårlig og doven, men bare mangler det ene track, der kan gøre ham berømt. Det er åbenbart beskeden fra “We Are Your Friends” til de unge håbefulde: Du behøver ikke øve dig en skid, omgiv dig med venner, der ikke øver sig en skid, folk kan alligevel ikke høre en skid.
Det er et spørgsmål om smag og så alligevel ikke, for den er modbydelig, den her ophøjelse af en fuldstændig indholdløs og ukreativ musikscene, hvis fokus ikke er på sange og talent, men på hvilke frekvenser der får baller til at vibrere. Hvis man så i det mindste tonede rent flag. Men nej, nej, for “We Are Your Friends” hyler som et kor af D’’ende Ibizaballoner med lange monologer om musikkens helende kraft, og at det skal komme fra hjertet osv. Meget fordrukne, liderlige hjerter måske?
Jeg kan godt se en slags præmis i “We Are Your Friends”, men det er, som om Californiens sol og dens mange fristelser har gjort alle de involverede dovne. First world problems er, hvad Cole slås med, og det indser han utroligt nok aldrig. Nogen burde spare sammen til at give ham en tur i trommelokalet fra “Whiplash”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet