En nations (hårde) fødsel

Der er gået hele ti år siden, at vi sidst så noget nyt fra Hubert Saupers hånd, hvis dokumentarfilm “Darwin’s Nightmare” blev nomineret til en Oscar tilbage i 2004. Nu er han tilbage med “We Come as Friends” – en film, der på mange måder deler DNA med førnævnte storværk, men hvis mange kvaliteter bliver lidt hæmmet af en noget spraglet og kollageagtig tilgang, der nogle gange flyver lidt for hurtigt henover emnerne, hvor det ellers kunne have været spændende at lande og undersøge i dybden.

Hvor Sauper sidste gang fokuserede på miljøet og menneskene omkring en lokal fiskefabrik ved Lake Victoria i Tanzania, er vi denne gang rejst til Sydsudan. Et land med foruroligende problemer. Hubert Saupers tilgang kan nærmest beskrives som dokumentargenrens svar på “Traffic” eller “Crash”, idet han deler ambitionen om at belyse en konflikt og et emne bredt og fra mange forskellige vinkler. Med et lille fly flyver Hubert selv rundt højt oppe i skyerne henover olieboringer, småbitte landsbysamfund og FN-baser for med jævne mellemrum at lande på jorden for at tale med nogle af de mennesker, der rent faktisk deltager i historien. Man skulle tro, at dette lejlighedsvise falkeblik skabte noget mere overblik, men ofte er det ikke tilfældet.

For hvad der fungerede godt i “Darwin’s Nightmare”, fungerer anderledes her. Mareridtet havde et mere klart fokuseret emneområde og en tydelig rammefortælling – fabrikken samt ankomsten og afgangen af et fragtfly. De net er blevet spændt endnu bredere ud i denne omgang til at fortælle om et helt lands problemer. Vi får sørgelige indblik i en landsby, der er blevet drevet fra deres hjem nær en flod, til soldater, der ofrer deres liv for at beskytte de værdifulde oliefelter og FN-udsendte, hvis umiddelbare mål er at bringe stabilitet til området, men hvis egentlige motivation muligvis også er økonomisk betinget. Der er med andre ord mange interesser i spil i dette land, der stadig er yderst påvirket af sin kolonifortid. Som en fugl flyver vi fra setting til setting, betragter, stiller nogle enkelte spørgsmål og flyver videre. Det gør indtryk, men holder den dybere forståelse i arms længde og overlader det til publikum at trække linjerne imellem de forskellige historier – som en art ‘forbind prikkerne’.

Men som titlen antyder, er det de udefrakommende – de hvide vestlige – der udgør et af de absolutte omdrejningspunkter. I en af de tidligere scener er Sauper nødt til at lande flyet og søge om tilladelse til at overnatte i en lokal landsby, men bliver ikke ligefrem mødt med åbne arme. Om end hans papirer tilkendegiver, at han kommer som ven, har de lokale grund til at tvivle, som filmen også flere gange får sat skarpt på.

Man må give Hubert Sauper stor ros for sin evne til at skifte side og indgå på lige fod med hvem end, han nu vælger at rette sin linse imod. Ingen ser ham direkte som modstander eller kritiker, og på den måde slipper vi tilsyneladende om bag disse menneskers overfladiske og beskyttende filter og ser FN-direktøren snakke om sine planer om at bygge isbutikker, hvide missionærers nedladende og simple syn på sydsudaneserne. Der er nok billeder og nok situationer her til at forbløffe og forarge, men desværre er Hubert så optaget af at fylde hele sit kanvas ud, at han lidt forsømmer at male det i detaljen.