Lad hjulene rulle

Drew Barrymore har i årevis været en af Hollywoods mest sympatiske stjerner. Hver gang den 35-årige skuespillerinde slår gækken løs foran eller bag kameraet, udviser hun enorm entusiasme, en vældig gejst og en fuldstændig uimodståelig charme – fornemt understøttet af hendes dejlige og næsten kroniske latter. Hvis man bare kunne tappe en bitte brøkdel af Barrymores energi og sprøjte den direkte ind i en spillefilms pulsåre, ville man formentlig få en hæsblæsende og stærkt underholdende film ud af forsøget. Og det er næsten det, Barrymore formår at gøre med sin instruktørdebut: “Roller Girl” (filmens overlegne originaltitel: “Whip It”).

“Roller Girl” er netop både hæsblæsende og stærkt underholdende – i perioder. Filmen er skåret over cirka samme læst som “Billy Elliot”, “Bedre end Beckham”, “October Sky” og utallige andre familievenlige dramaer om unge drenge og piger, der forsøger at træde ud af de voksnes kollektive skygge og finde deres egen identitet via fritidssysler, som forældrene hader. Men modsat hovedpersonerne i de førnævnte film er heltinden i “Roller Girl”, den stilfærdige servitrice Bliss (Ellen Page), ikke opsat på at danse ballet, spille fodbold eller bygge små raketter… Hun er i stedet fuldstændig forgabt i professionel rulleskøjteløb.

Nej, overordnet set er historien måske ikke særlig original, men det vrimler da ikke ligefrem med film om kække kvinder med otte hjul på støvlerne. Med sådan et hidtil ubelyst sportsmiljø som omdrejningspunkt – og skuespillere som Ellen Page, Marica Gay Harden og Barrymore selv på rollelisten – er det en skam, at Barrymore ikke får presset mere ud af det potentiale, som der trods alt er i Shauna Cross’ forholdsvis konventionelle manuskript. “Roller Girl” er på mange måder en traditionel coming-of-age-film komplet med støjende barn/forældre-skænderier, påtaget romance og en lang sportsmontage tilsat 1980’er-lignende popmusik.

Instruktøren får os aldrig rigtig til at forstå, hvad det netop er ved rulleskøjteløb, som tiltrækker Bliss og hendes nye, adrætte veninder, så filmen kunne egentlig lige så godt have omhandlet dart eller bordtennis. Bliss’ mor (Harden) er besat af dødkedelige skønhedskonkurrencer, som hun slæber sin datter med til, så Bliss smækker formentlig skøjterne på i en form for protest. Men dén revolution udforsker hverken Barrymore eller Cross for alvor. Både Harden og Page er glimrende, men filmen skøjter for let og elegant over deres korte konfrontationer, og det er en skam, for det mindsker alvorligt filmens dramatiske punch. Der er for få store følelser i spil og ikke nok på spil, og den sidste akt svælger desværre i sukkersøde glædestårer.

Til gengæld formår filmens brillante klipper, Dylan Tichenor, og dens talentfulde fotograf, Robert Yeoman, at antyde visuelt, hvad der gør sporten så tillokkende for mange. Rulleskøjtesekvenserne er vilde og temperamentsfulde, og den akkompagnerende rockmusik er med til at tvinge pulsen i vejret. Og filmen har endnu flere styrker. Page er nøjagtig lige så karismatisk og veloplagt, som hun var i “Juno”. Og Juliette Lewis skærer tænder og uddeler knytnæver til den helt store guldmedalje i rollen som Bliss’ største konkurrent på væddeløbsbanen. Det er Lewis’ første mindeværdige rolle i årevis. Og den evigt morsomme Kristen Wiig, som gjorde “Saturday Night Live” værd at se igen, er en ren fornøjelse som Bliss’ gakkede holdkammerat Maggie Mayhem.

Kemien mellem skuespillerne er superb, og truppen hiver gang på gang smil, kluklatter og endda larmende latterbrøl ud af tilskueren. Man keder sig i hvert fald aldrig i selskab med de seje tøser, og selvom man måske ikke bliver grebet af Bliss’ familiestridigheder, så er hendes kamp for at bevise sit værd på løbebanen engagerende fra start til slut. I scenerne mellem Bliss og hendes bedste veninde Pash kommer Barrymore også omsider ind på den frygt, tvivl og forvirring, som plager de fleste teenagere i puberteten. Som sagt er “Roller Girl” altså både underholdende og hæsblæsende, men man sidder alligevel tilbage med en følelse af, at Barrymore med få indgreb kunne have startet instruktørkarrieren med en vaskeægte klassiker inden for ungdomsfilmgenren.

Video

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. For det meste ser “Roller Girl” glimrende ud på dvd. Billedet måtte gerne have været en smule skarpere, men der er ikke mange decideret bløde skud. Farverne er upåklagelige, og der er ingen edge-enhancement eller utilsigtet gryn eller støj, men under de mørkeste scener vakler kontrasten lidt, og mild udtværing forekomme i billedets mørkeste afkroge.

Audio

Under det første kvarter af filmen var jeg ofte i tvivl om, hvorvidt disken indeholdt et Dolby Digital 5.1-lydspor eller et gammeldags mono-lydspor – stort set al lyd kom udelukkende fra fronthøjtaleren. Men når rulleskøjtesekvenserne kommer, begynder lydsiden for alvor at live op. En masse solide panoreringer skaber fornemmelsen af, at rulleskøjterne ruller forbi i ens egen stue, mens musikken og lydeffekterne har tilpas punch og kommer klart igennem. Dialogen overdøves aldrig, og støj forekommer ikke, men selvom mange af de efterfølgende scener også har en overbevisende auditiv atmosfære, er der stadigvæk lidt for mange scener, som byder på så lidt aktivitet, at man skulle tro, omgivelserne var blevet sønderbombet.

Ekstramateriale

Ud over selve filmen indeholder dvd’en kun trailere til “Bandslam”, “New Moon”, “Kick-Ass”, “Remember Me” og “Dear John”.