Robin Williams har prøvet det, Dustin Hoffman har prøvet det, Jack Lemmon og Tony Curtis har prøvet det, sammen. Nu er turen kommet til Shawn og Marlon Wayans. Med titlen “White Chicks” er det ikke ligefrem åbenlyst, at de to hovedpersoner er to sorte mænd, men det er de, i hvert fald noget af tiden. Forvekslingskomedien når ikke nye højder med “White Chicks”, men indimellem når den faktisk over bæltestedet – men bare rolig – anstændig er den langt fra. Scene efter scene er selvfølgelig fyldt med diverse platheder.

Jack Lemmon og Tony Curtis klædte sig ud som kvinder i Billy Wilders finurlige komedie “Ingen Er Fuldkommen” fra 1959. Det samme gjorde Dustin Hoffman og Robin Williams i henholdsvis “Tootsie” og “Mrs. Doubtfire”. Det er dog første gang i filmhistorien, at to sorte mænd har gennemgået en så stor forandring, der resulterer i to hvide tøser. Lenny Henry klædte sig godt nok ud som en hvid mand i “True Identity” fra 1991 og Whoopi Goldberg gjorde det samme i “Halløj på Walll Street” fra 1996. Det sidste tæller bare ikke rigtigt, for det er trods alt meget sværere for en mand at spille kvinde end omvendt, for mænd forstår jo ikke kvinder, eller hvad?

“White Chicks” forsøger ikke ligefrem at gøre os klogere på kvinder. Historien er ligeså åbenlys og forudsigelig som Paris Hiltons selvbiografi. Filmen bruger historien som et påskud for at lave nogle fuldstændig vanvittige scener, der til tider stimulerer lattermusklerne til det krampagtige.

Mange af karaktererne er trivielle karikerede stereotyper, men ikke dem alle sammen. Wayans-brødrerne er morsomme som de to hvide tøser, men karakteren Latrell Spencer stjæler billedet. Spencer er en ekstrem slesk professionel football-spiller. Forestil dig noget i retning af en sort muskuløs Peter Asschenfeldt. Spencer portrætteres komisk af Terry Crews som vi sidst så i en lille rolle i “Starsky & Hutch”. Scenen, hvor Spencer går amok på et dansegulv, er et af de lattermæssige højdepunkter i filmen. Spencer er en ubeskrivelig overdreven og endimensional karakter, på den gode måde. Han er så overdreven karikeret, at det kammer over til at blive en hysterisk morsom karakter i stedet for en yderst svag karakter. Oscarnominering skal han nok ikke regne med, men flere roller i fremtiden skulle være sikret.