Wild Tales

InstruktionDamián Szifrón

MedvirkendeRicardo Darín, Leonardo Sbaraglia, María Marull, Darío Grandinetti

Længde122 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen07/05/2015

Anmeldelse

Wild Tales

4 6
Skær den anden kind af

Har du nogensinde fantaseret om at hævne dig på alle de nederen mennesker, der har krydset dit livs veje? Måske invitere dem alle på flytur. Den utro kæreste. Den, kæresten var utro med. En dum underviser. En eksaminator, der dumpede dig. Chefen, der fyrede dig. Lokke dem uvidende ombord, og så lige inden flyet styrter ned lade dem vide, at det er dig, der står bag. Tak for sidst. Sådan begynder “Wild Tales” i den første ud af i alt seks novelle-kortfilm, der er fyldt med hævnfulde tak for sidst. Det er befriende vredt.

Det er bestemt ikke nogen nyhed, at de er hævngerrige i Argentina. På film altså. I 2010 snuppede hævnthrilleren “Øjnenes hemmelighed” den udenlandske Oscar foran tunge titler som “Profeten” og “Det hvide bånd”. Med den latinamerikanske stjerne Ricardo Darín i front blev der taget en hævn, som ville have gjort Chan-wook Park stolt. Darín er igen i front for en hævn her i “Wild Tales”, men kun i én af de seks novellefilm, der kun bindes sammen af det fælles tema. Af tvangsfantasien: Hvad nu hvis. Hvad nu hvis jeg kunne forgifte manden, der tvang min far til selvmord. Hævne mig på det rige svin, der overhaler mig i sin dyre bil. På parkeringsbøden, spritbilisten og min utro ægtemand. I “Wild Tales” bliver det ikke ved tanken. Hvad nu hvis bliver en mulighed, og her vendes den kristne kind ikke til. Den skæres af med en blodig dolk.

Tre noveller skiller sig positivt ud i en antologiform, der er så sjælden. Det tætteste vi normalt kommer er flettede multiplotfilm, hvor det spredte ensembles spor dog krydses. Her er det kun idéen, der krydser spor. Og “Wild Tales” er godt på sporet, da rig mand i hurtig bil lægger an til at overhale fattigere mand i langsom bil. Men så let går det ikke. Den fattige rejser sig, gider ikke mere af elitens pis. Skider og pisser på hans bil, inden de kæmper til døden med skiftenøgle og brandslukker. Det er en morbid satire, der peger på det andet gennemgående tema: klasse, ulighed og den lille imod den store.

Ricardo Darín er den lille mand imod systemet i den fjerde korte, hvor hævnopbygningen efterhånden bliver forudsigelig. Han er sprængningsekspert. Så får han sin bil uretmæssigt fjernet og møder muren, det bureaukratisk stygge system. Mon ikke hævnen involverer sprængstoffer? Men vejen til den hævn er genkendelig, fornøjelig. En skrankepave, der bare ikke vil lytte. ”Det siger de alle sammen,” og ”Det er bare mit job,” trækkes i den mest irriterende automat. Kampen for retfærdighed koster tid, en tur hjem i dyttende bilkø og datterens fødselsdag. Normalt bider man det i sig, lader det gå ud over konen. Men i “Wild Tales” eksisterer ‘normalt’ ikke. Her sprænges idioten bag skranken i luften. Bum!

Det slutter med en fest. Et bryllup. Hendes drømmebryllup. Han er perfekt, fra en rigere familie end hendes. Veninderne er der, musikken spiller, kagen er høj. Men et blik afslører alt. Han har været utro med tøjten med de lange ben. Alt er ødelagt. Hun vil ikke mere. Eller vil hun? Begge lever til deres dages ende til hævnen skiller dem ad. Det, der adskiller de seks kapitler, er, hvor plotgodt de fungerer. For strukturen er luret efter andet kapitel. Det handler om hævn, absurd hævn, lidt klassekritik og ikke så meget andet.

“Wild Tales” er en sjov måde at snyde kortfilm ind i biografen. De har det ellers svært, de korte. Måske fordi de er så stramt styret af setup og forløsning. Ingen tid til at skabe mennesker ud af karakterskabelonerne. Men tid nok til at få en dejligt vred hævn. Pas på næste gang, du tager til Argentina.

Trailer

Kort om filmen

Hvad sker der, hvis man som offer for utroskab, parkeringsbøder eller en fyreseddel nægter at vende den anden kind til, men i stedet giver efter for sin impulsive vrede og tager kampen op? Hovedpersonerne i “Wild Tales” skubbes alle til den yderste grænse for, hvad de kan holde til, og giver sig selv den udsøgte fornøjelse af at miste kontrollen og krydse den fine linje mellem civilisation og vildskab.