Ulven kommer… Og tager dine penge!

“Det handler om penge” er titlen på en film af Martin Scorsese fra firserne. Et årti, der i Scorseses nye “The Wolf of Wall Street” danner ramme om en sort satire, som også handler om penge. Og meget andet. Måske for meget andet. Som en art lillebror til Gordon Gekko spiller Leonardo DiCaprio den sultne børsmæglerulv, der ikke bare spiser op, men som vulgært grovæder fra en fuldfed finansboble-buffet. Filmen er også fuldfed og vulgær. Meget god og alt for meget. En bananasplit med en foie gras-burger ovenpå. Nammenam.

Det store orgie er filmens tematiske ledemotiv. DiCaprios glubske Saxo Bank-persona, Jordan Belfort, med sigtet rettet mod den kolde Wall Street-top lever et orgie-liv. Pengene vælter ind ved at snyde almindelige lønmodtagere på børsen for deres surttjente. Penge, der bruges på det store abonnement til det søde liv, med alt hvad der hører sig til af ludere, stoffer der kan sniffes fra en valgfri kropsdel af en luder, yacht med trofækonens navn komplet med helikopter på taget samt dværge, der kan kastes som dartpile til firmaets fredagsbar. Belfort lever et liv, som alle omkring ham stræber efter, hvilket cyklisk muliggør hans ubekymrede sejltur på den kvalmende overflod. For det er igennem almindelige menneskers higen efter lette penge, at ulven fanger sine børsofre. Ingen luksusdrømme, ingen spekulation.

Det er filmens på-hoved-vendte pointe, der er en af dens djævelske styrker. Skylden for finanskriser ligger ikke hos de 1 % rigeste, men derimod i drømmen hos de 99 % andre om at springe over det lave gærde med en blondine under armen. Scorseses skelet til filmen lugter måske også af lidt lavt gærdespringeri: Ung håbefuld drømmer forføres af lette penge og privilegier i en suspekt verden på kant med loven. Sådan lød historien om Henry Hills storhed og gangsterfald i Scorseses vel nok mest helstøbte film, “Goodfellas” fra 1990. Havde Henry været født 20-30 år senere, så havde han sikkert ikke blevet gangster, men børsmægler på Wall Street. Og heddet Jordan Belfort? Historien er den samme, men udførelsen er denne gang knap så strømlinet elegant.

Det er, som om filmen har overtaget Belforts trang til orgier. Den vil det hele og have mere hele tiden. Først flashback til begyndelsen på opturen, så koneopgradering, Gatsby-agtige fester (det kan han, DiCaprio), stofmisbrug, menneskemisbrug, pengesmugling og FBI på nakken. Tempo, tempo, tempoet er højt og den filmiske værktøjskasse (mis)bruges i det uendelige fra direkte tale til publikum à la “House of Cards” over pludselig i midten af filmen at kunne høre tankerne fra udvalgte karakterer i det volumiøse persongalleri til humoristiske montagesekvenser, der flere gange lider af at komme på en frame for tidligt eller varer et sekund for kort. Timingen er delvist ofret på tempoets orgie-alter.

Men manden i midten, Leonardo DiCaprio, får det hele til at glide overbevisende ned. Med en energiudladning af en anden, forbrugeristisk verden charmerede han mig igennem samtlige tre timer, hvor jeg i et svagt øjeblik også fik lyst til at eje en hvid Ferrari. En bil, der er birolle i filmens næstbedste scene, hvor Belfort skal hurtigt hjem og afværge en katastrofe, men uheldigvis i samme sekund er blevet ramt af en stofrus, der giver spastiske lammelser. Turen ud til og ind i bilen er slapstick på Chaplin-klasse. Den bedste scene falder tidligt med filmens bedste præstation. Matthew McConaughey er med i under 10 minutter, hvor han som usundt solbrun børshaj kobler vækstkritik og manglende Wall Street-moral med råd om daglige baner coke og pikspillere. Alle blegner derfra i sammenligning – både bogstaveligt og i overført betydning.