Hvor ironisk. Det er den dårligste “X-Men”-film siden “The Last Stand”.

“Dark Phoenix” er nemlig et slags remake af netop “X-Men 3: The Last Stand”, der ødelagde den første ellers så fremragende mutant-trilogi.

For det er efterhånden svært at skjule, at “X-Men”-franchisen har 20 år bag sig. Den ser træt ud.

Da Charles Xavier ankommer bevæbnet med endnu en moralprædiken til en ny duel, orker Magneto ikke mere: ’Folk er blevet ligeglade', siger han.

Jeg er desværre enig med Magneto, der igen og igen og igen har kæmpet for liberale frihedsværdier med hård magt i mødet med den dialogsøgende Professor X, der tror på humanistisk snak og tankekontrol.

Men det hele er nu blevet sagt. Jeg ved, hvad Xavier vil sige – og hvad Magneto vil svare.

Det begynder med en træt filmvending. Et barn mister sine forældre efter en bilulykke, hvilket fører til sorg, der er det udmærkede tema i denne afslutning på “X-Men”-sagaen, inden Marvel Studios overtager og begynder forfra med frisk energi.

Sorgen tilhører Jean Grey, der spilles teenager-surt af Sophie Turner, som hun har spillet Sansa Stark fra tiden før vinteren. Hun er ikke en opgradering af Phoenix-rollen fra Famke Janssen.

Hun får igen rasende kræfter, som klogt bliver en allegori for sorgen, der ikke har fået luft – derfor rammer den nu med maksimal vrede.

Sådan har “X-Men” altid været den kloge i superklassen. Mutantevner har været stedfortræder for alt fra homoseksualitet til etniske minoriteter. Hvordan skal man behandle dem, der er i mindretal?

Denne gang står X’et for sorg, hvilket understreges af, at det regner, når man skal være berørt. Det virker ikke.

Måske fordi den største sorg allerede er blevet afsløret i traileren til “X-Men: Dark Phoenix”.

Eller måske fordi der ikke er bygget op til denne “X-Men: Endgame”.

Stykkets Thanos er ukendte aliens anført af Jessica Chastain, der er ond bare fordi.

Og den følelsesmæssige motor, der skal vælge imellem mutanterne og hende den onde, er en birolle fra “Apocalypse”.

Til sammenligning brugte Marvel Studios 10 år på at bygge Tony Stark op som helten, der kunne forløse MCU-finalen.

Men “X-Men” har afsporet den opbygning, der blev genstartet med Matthew Vaughns historietime i “First Class” fra 2011.

Dengang betød tidsperioden noget under Den kolde krig, hvilket igen var tilfældet i 70’ernes “Days of Future Past”. I “Dark Phoenix” er 1992 bare et ligegyldigt årstal.

Således virker “X-Men 7” mest som en træt pligt, der skal udføres, inden genfødslen i MCU.

Den dovne voice-over, der danner ramme om “Dark Phoenix”-fortællingen, taler opgivende om, at det er en ny begyndelse.

Intet kan dog skjule, at dette er ‘The Last, Last Stand’ for de trætte mænd og kvinder med X.