X-trem adrenalinindsprøjtning

“Blade” tog måske nok det første spadestik, men det var Bryan Singers “X-Men” fra årtusindskiftet, som trak tegneseriefilmen ud af den grav, den havde rådnet i siden “Batman & Robin”. Derefter var det in i Hollywood at hyre respekterede dramainstruktører til at filmatisere kulørte hæfter, og talløse fænomenale tegneseriefilm udkom umiddelbart efter. Er “X-Men” genrens bedste film? Langtfra. Men den er måske dens vigtigste. “X-Men 2” hører til gengæld til blandt genrens giganter, men så forlod Singer franchisen for at lave sin ujævne cadeau til Richard Donners gamle “Superman”-film, Brett Ratner overtog roret på “X-Men”-franchisen, og serien muterede til Christopher Nolans dørmåtte. Er “X-Men: First Class” det sidste søm i franchisens kiste?

Nej, faktisk er der snarere tale om en adrenalinindsprøjtning, der omsider vækker serien til live igen. Med Bryan Singer tilbage i rollen som producer og Matthew “Kick-Ass” Vaughn solidt plantet i instruktørstolen har “X-Men: First Class” nappet førertrøjen i årets blockbuster-sæson. Godt gået for en “X-Men”- film uden Wolverines klør og Hugh Jackmans charme. Singers imponerende greb om flere parallelle handlingsforløb og Vaughns raffinerede sans for både selvironi og rammende alvor har vist sig at være en perfekt kombination. Nu ikke noget med at stikke halen mellem benene igen, Bryan!

Nøjagtig ligesom J.J. Abrams’ “Star Trek”-film (som var Vaughns forbillede) tager “X-Men: First Class” tilbage i tiden for at starte på en frisk uden at miste følingen med sine forgængere (eller bør det hedde “efterfølgere”?). Filmen foregår i 1962, mens den kolde krig var mest isnende, og da en skummel undergrundsbevægelse (anført af den sleske Sebastian Shaw) manipulerer supermagterne for at kickstarte tredje verdenskrig, træder de frygtede mutanter – deriblandt den tankelæsende Charles “Professor X” Xavier (James McAvoy) og den metalmanipulerende Erik “Magneto” Lehnsherr (Michael Fassbender) – frem i lyset for at hjælpe CIA.

“X-Men: First Class” er faktisk en kærkommen lærestreg for Brett Ratner og Harry Potter-folkene: En filmatisering bliver bestemt ikke bedre af, at man klemmer så mange ting ind fra kildematerialet som muligt – det gælder om at støbe et solidt fundament, man kan bygge videre på, og hvor de to første “X-Men”-film havde Wolverines følelsesladede opgør med sin fortrængte fortid, har “X-Men: First Class” det spirende venskab mellem Xavier og Lehnsherr. Det er deres forhold, som giver filmen momentum og får den til at adskille sig fra sommerens generelt hjerteløse metervarer.

Med de vilde 60’ere som baggrund er det nu endnu tydeligere, at Martin Luther King og Malcolm X var inspirationen bag figurerne, der begge værner om deres muterede minoritet, men som har hvert sit syn på opgøret med deres intolerante medmennesker. Fassbender er eminent til at skildre den traumatiserede Lehnsherrs indvendige had og beskedne håb, og på elegant vis skaber McAvoy nogle sprækker i den sædvanligvis helgenagtige Xaviers facade, der gør ham lettere at relatere sig til. Sammen slår de to gnister, der afleder opmærksomheden fra, at der faktisk er forbavsende lidt action i filmen. Det var der nu også i “X-Men 2”, og man savner det heller ikke her, for der er en intensitet i samspillet mellem karaktererne, der ikke kan matches af eksplosioner og megarobotter.