Your Name
Udgivet 3. maj 2017 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Selv om “Ghost in the shell” fik en del vestllig kritik for sin whitewashing af japanske karakterer, så var den populær i moderlandet. Her syntes mange, at et fremtidigt Tokyo befolket af både Scarlett, Pilou og Beat Takeshi var en smuk hybrid. Og nu viser det sig, at det med smukke hybrider (altså mellem genrer, ikke mand og maskine) ikke var en enlig svale. “Your Name” er nemlig en blændende animé-udgave af den vel mest sejlivede og mest hvide af alle hvide, vestlige kunstformer de sidste 20 år – young adult romance.
Takis og Mitsuhas forbindelse bliver på sin vis også forbindelsen mellem to Japanske ekstremer. Den ældgamle tradition og det hypermoderne teknosamfund. Mitsuha bor i en lille by med sin farmor og lillesøster og bruger fritiden på at væve og udføre rituelle ofringer til Shinto-guderne. Det ligner enhver vesterlændings fantasi om det rene zen-liv på landet, hvor æstetikken og selvdisciplinen konkurrerer om at være strammest. Omvendt er Takis liv lige netop det kaos af trafik, lysreklamer og overdrevne efterligninger af europæisk café-kultur, som er blevet gjort til selve billedet på Tokyo. Den største bedrift er, at “Your Name” formår at gøre sammensmeltningen troværdig. Både mellem mand og kvinde, gammelt og nyt.
For mens de to bliver tættere og tættere indeni, bliver det sværere og sværere at mødes ude i virkeligheden. Det viser sig, at deres udvekslinger har alvorlige konsekvenser, der langsomt åbenbares af Shinkai i smarte tidsforskydninger. Jeg skal ikke røbe det elegante twist, men “Your Name” foretager et eksplosivt temposkift og bliver mod slutningen til en actionpræget jagt på noget så flygtigt som det rigtige øjeblik. Det er her den japanske power-pop kommer til sin ret, men også et af de få punkter, hvor man ønsker sig mere shinto og zen end kawaii desu! og J-pop.
Man kan nogle gange have ondt af de overpræsterende, instagram-poserende, selvpiskende unge. Men når de får en film som “Your Name” at kaste deres overbrus af følelser ind i, bliver man næsten lidt misundelig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet