Moden og moderne terror-thriller

Det er fristende at drage en parallel mellem instruktøren Kathryn Bigelow og Maya, hovedpersonen i Bigelows “Zero Dark Thirty”. Begge standhaftige, kraftfulde kvinder, der arbejder i brancher domineret af mænd. I Bigelows tilfælde er der tale om filmbranchen, mens CIA-agenten Maya er omringet af testosteronfyldte basser og højtrangerede herrer i USA’s efterretningsvæsen, der sjældent matcher Mayas drive. De er begge foregangskvinder. I 2010 brød Bigelow omsider mændenes monopol på det amerikanske filmakademis prisuddeling, da hun som den første kvinde nogensinde vandt Oscar for bedste instruktion, mens virkelighedens Maya spillede en afgørende rolle i jagten på Osama bin Laden. Og med “Zero Dark Thirty” har Maya og hendes kollegaer fået en ærværdig filmisk hyldest til deres utrættelige indsats, mens Bigelow endnu en gang har præsteret en perle, der understeger hendes egne anseelige evner som filmmager.

En kvindelig instruktør laver en film om en bomstærk kvindes succesfulde jagt på verdens mest eftersøgte terrorist? Jeg kan allerede høre mandschauvinisterne klargøre deres megafoner. Men de kan roligt falde ned, for det sidste, Bigelow er interesseret i, er at prædike. Overhovedet. Og der er ellers rig lejlighed til at gøre netop dét i en film, der berører så kontroversielle emner som spionage, tortur og terrorisme, især i disse dage hvor hver time byder på nye, chokerende afsløringer om USA’s udenrigspolitiske unoder. Men Bigelow er mere interesseret i at observere end at analysere. Hun ved, at den skinbarlige sandhed er stærk nok i sig selv, og at den bliver fortyndet, ikke forstærket, hvis man tyer til klicheer som tårevædede taler, grandios strygermusik og romantiske eller humoristiske afbræk. Virkemidler, som mindre selvsikre instruktører formentlig ville ty til af frygt for, at realiteterne var for kedelige.

Og umiddelbart kan man godt forstå den frygt, for som “Zero Dark Thirty” slår fast, er jagten på bin Laden ikke just oplagt kildemateriale til en adrenalinfyldt actionbasker. Maya og hendes kollegaer bruger størstedelen af arbejdstiden på at diskutere strategier, nørkle med computere og smække billeder af terrormistænkte op på kontorets opslagstavle. Det lyder måske snarere som en opskrift på en kedelig historielektion end en effektiv spændingsfilm – især fordi vi alle ved, hvordan historien ender – men filmens trofasthed mod sandheden giver i dén grad pote. Den får nerverne til at sitre, hver gang terroristerne rører på sig; den får os til at fornemme suset i Mayas mave, når hun nærmer sig målet; og den giver følelsesregistret en ordentlig svingom, hver gang Maya lider et personligt nederlag – lige fra en chefs dundertale til drabet på en kær kollega.

Realismen er så håndgribelig, at det er lige før, man kan mærke Østasiens stegende hede på huden og sandkorn i næseboret. Man suges simpelthen mere ind i narrativen, når virkeligheden skildres så nøgternt og troværdigt som her. Filmens troværdighed styrkes også af den smagfulde, tilpas nedtonede æstetik, men hovedårsagen til, at man for alvor kommer ind under huden på Maya og Co., er skuespillerne.

Som sagt er Bigelow ikke interesseret i konventionel historiefortælling, så Mayas gådefulde forhistorie udpensles aldrig i detaljerede flashbacks eller lange monologer. Det er helt op til Jessica Chastain at gøre os klogere på den dedikerede kvinde, hun spiller, og Chastain præsterer mirakler med blot blikke og bemærkninger. Hun gives os noget menneskeligt og følelsesladet at knytte os til midt i det koldblodige bureaukrati og den blodige krigsførelse. Bare tjek Mayas sidste øjekast efter likvideringen af bin Laden, hvor hun omsider har fået prikket hul på en ballon, der er blevet fyldt op med had i et helt årti. Hendes hule, fjerne blik stiller spørgsmålet: Hvad er der tilbage, når hævntørsten er blevet stillet, og når ens besættelse undervejs har fortæret så meget af ens menneskelighed? Er det dét værd?

Bigelow lader tilskueren drage sine egne konklusioner, ligesom hun hverken glorificerer eller bifalder CIA’s brug af tortur, men blot skildrer pinslerne med den samme kølige distance som alt andet undervejs. Helliger målet midlerne? Kun du har svaret. Og, nå ja, angrebet på bin Ladens base (hele filmens sidste akt) er en nerveflænser af rang og en af de bedst iscenesatte actionsekvenser, jeg umiddelbart mindes. En intelligent Hollywood-thriller med både tillid til tilskuerens kløgt og sindsoprivende action? Måske har Bigelow vitterligt Hollywoods største nosser…

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Zero Dark Thirty” ser fantastisk ud i HD. Detaljerigdommen er gennemgående enorm, og billedet er knivskarpt hele vejen igennem. Man kan tælle mændenes skægstubbe og fregnerne på Jessica Chastains kinder. Der forekommer ikke ét eneste utilsigtet støvkorn eller sløret skud, og jeg bemærkede heller aldrig edge-enhancement, udtværing eller banding. Farverne er flotte og naturtro, og jeg har sjældent oplevet en så imponerende kontrast og et så imponerende sortniveau som her. Angrebet på bin Ladens pakistanske højborg foregår langt ud på natten, mens det er bælgmørkt, men absolut ingen detaljer går nogensinde tabt i mørket. Wow.

Audio

“Zero Dark Thirty” lyder lige så godt, som den ser ud. Alle lydeffekter, replikker og musikalske indslag kommer klokkeklart igennem på det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Panoreringerne er pragtfulde. Når bilerne kører ned ad Pakistans sindssygt trafikerede stræder, føler man nærmest, at de suser rundt i stuen. Den auditive atmosfære er også fænomenal – når vi befinder os på CIA’s travle kontorer, disker baghøjtalerne op med småsnak og telefonopkald, og når vi drager videre til Asiens travle gademarkeder, vågner hele kanalnetværket op til dåd. Subwooferen deltager også i festlighederne på de helt rette tidspunkter – især under actionsekvenserne, hvor skud og eksplosioner får gulvet til at ryste. Jeg har ikke hørt meget lyde lige så godt i hjemmebiografen som helikopternes rotorer mod slutningen af filmen.

Ekstramateriale

En film som “Zero Dark Thirty” skriger nærmest efter tonsvis af dybdeborende ekstramateriale. Lige efter jeg havde set filmen, var jeg selv ivrig efter at se interviews med de agenter og soldater, der var med til at jage Osama bin Laden i virkelighedens verden, og som forhåbentlig kunne tale lidt om filmens autenticitet – såsom hvor nøjagtigt angrebet på bin Ladens fæstning bliver skildret, og hvor meget skuespillerne minder om deres ægte forbilleder. Jeg så frem til at høre om skuespillernes researcharbejde og til at høre instruktøren Kathryn Bigelow diskutere, hvordan projektet fuldstændig ændrede karakter, da bin Laden blev dræbt, mens hun var i fuld gang med forberedelserne til en film, der i stedet ville have omhandlet USA’s frugtløse søgen efter al-Qaedas leder.

Men desværre får vi kun fire korte featuretter, som tilsammen varer omtrent 26 minutter. Ekstramaterialets beskedne omfang får bedømmelsen til at danse på skillelinjen mellem 2 og 3 stjerner, men de fire dokumentarer er heldigvis så gode og velproducerede, at ekstramaterialet ender med at score en middelkarakter. Selvom vi ikke hører så meget om filmens tilblivelse som håbet, kommer de fire featuretter fint rundt om flere af produktionens nøglepunkter. I “No Mean Feat” taler Bigelow (alt for kort) om, hvordan filmen ændrede sig efter bin Ladens død. I “The Compound” gennemgås skabelsen af sekvensen, hvor bin Ladens borg bliver stormet. “Geared Up” fokuserer på den intense soldatertræning, som skuespillerne gennemgik, og “Targeting Jessica Chastain” handler selvsagt om skuespillerinden Chastain og hendes blændende indsats i filmen. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Skuffende Oscar-favorit

I 2007 rekonstruerede David Fincher den årelange og endnu uafsluttede efterforskning af en række bizarre mord i sin formidable film “Zodiac”. Filmen var på minuttet (157 af slagsen!) lige så lang som den store Oscar-favorit “Zero Dark Thirty”, der ligesom “Zodiac” minutiøst rekonstruerer et længere historisk forløb. Men hvor Fincher fyldte sin spilletid ud med stærke karakterportrætter, psykologisk dybde og en undersøgelse af de konsekvenser, den ofte håbløse efterforskning havde for de implicerede, har den Oscar-vindende instruktør Kathryn Bigelow ingen sådanne filmiske ambitioner. Måske hun så helt skulle have undladt at lave en fiktionsfilm og bare have taget det lille skridt ekstra, der ville have gjort “Zero Dark Thirty” til en rendyrket dokumentar?

Fiktionsfilmen er et elendigt medie til at levere en troværdig beskrivelse af en historisk periode. Ikke fordi fiktionsfilm ikke kan bidrage yderst konstruktivt til måden, hvorpå vi forstår et historisk forløb, men fordi en fiktionsfilm i sidste ende altid netop er fiktion. Med fiktion kan man til gengæld tilbyde en bestemt fortolkning af et historisk forløb: Hvordan bør vi forstå det, som skete? Hvordan påvirkede det de mennesker, der var en del af det? Hvad kan vi lære af denne periode i dag?

Med den amerikanske efterretningstjenestes 10 år lange jagt på Osama bin Laden som omdrejningspunkt skulle man tro, at “Zero Dark Thirty” havde masser af muligheder for at levere en både vedkommende, eftertænksom, kritisk eller under alle omstændigheder underholdende beretning. Dette er desværre ikke tilfældet. Kathryn Bigelow og manuskriptforfatteren Mark Boal har bestræbt sig på at lave en helt igennem realistisk og nøgtern skildring af den efterforskning, der den 1. maj 2011 ledte til drabet på verdens mest eftersøgte mand: Osama bin Laden.

Men Bigelow og Boal har været villige til at betale en høj, høj pris for realismen og præcisionen i og med, at man har ofret det karakternære, det vedkommende og i sidste ende også det underholdende. På trods af stærke skuespillere formår ingen af filmens personer at fremstå som andet end ansatte, der udfører en funktion. Selv hovedpersonen Maya virker overfladisk, og derfor bliver intet af det, der foregår, reelt set spændende. Man ved, allerede inden filmen starter, hvem, man skal holde med, men undervejs i filmen føler man det ikke.

I stedet præsenteres man for en efterforskning, der aldrig bevæger sig nogen steder hen (før til sidst, naturligvis). Det i sig selv behøver ikke gøre noget, hvilket “Zodiac” var et godt eksempel på. Her blev håbløsheden nemlig til et element, der drev en interessant karakterudvikling fremad, og filmens stillestående perioder var alligevel intense, fordi man som seer følte med de politimænd, der intet kunne stille op. I “Zero Dark Thirty” berøres man også af, at de fleste spor ender blindt, men det skyldes noget lidt mindre flatterende: Man bliver ved med at kede sig! Alt i alt er det ikke udelukkende dårligt, for filmen giver trods alt et grundigt indblik i en vigtig historisk epoke, men det er svært at løbe fra, at den som fiktionsfilm føles både tung og lang, og at det nok havde været en bedre idé at beskrive det samme emne i en dybdeborende dokumentarfilm.