Zombieland

InstruktionRuben Fleischer

MedvirkendeJesse Eisenberg, Woody Harrelson, Emma Stone, Abigail Breslin, Amber Heard, Bill Murray, Derek Graf, Mike White

Længde88 min

GenreAction, Komedie, Gyser

IMDbVis på IMDb

I biografen23/10/2009

Anmeldelse

Zombieland

4 6
Herlig zombie-film inficerer lattermusklerne

Gys og komedie virker umiddelbart som to uforenelige formater, og mange fadæser er blevet skabt i forsøget på at sammenbikse de to genrer. Men når pærevællingen lykkes, er der ikke mange filmiske godbidder, der efterlader en bedre smag i munden eller et større smil på læberne – bare se på “Re-Animator” og “Evil Dead II”. “Zombieland” er ganske vist ikke på helt samme niveau, men det er afgjort en af de muntreste film, som genren har disket op med på det seneste.

Modsat artsfæller som “Shaun of the Dead” appellerer “Zombieland” ikke primært til fans af filmene, den parodierer. Dette er halvanden times herlig underholdning for alle, der sætter pris på at grine og gyse – og gerne på samme tid. Det er dog sparsomt med hyldester til genrens kronjuveler i “Zombieland”, som trods alt er en del mere ordinær og mindre ambitiøs end “Shaun of the Dead”. “Zombieland” vil have dig til at grine røven i laser og er tydeligvis temmelig ligeglad med, om du husker, hvorfor du i sin tid gjorde det, når rulleteksterne er overstået. De fleste sketcher involverer blot savlende zombier, der snubler og smadres. Men her er stadigvæk nok referencer til alskens genreklassikere til at tilfredsstille feinschmeckere, som har sat snuden op efter sjove cadeauer til favoritterne.

Et overgearet, blodbesmurt slagsmål i en lejlighed ærer Sam Raimis første “Evil Dead” med manér. Visuelt er filmen mildest talt kraftigt inspireret af Zack Snyders “Dawn of the Dead”. Og hvis man er tilhænger af Valves i øjeblikket ekstremt populære “Left 4 Dead”-videospil, vil man formentlig spotte utallige slående ligheder – lige fra den samme kulsorte humor og det vanvittige tempo, til locations som forlystelsesparken og USA’s hærgede forstadsgader. Så forskellige film som “Udflugt med døden” og “Babe: Den kække gris” citeres flittigt, den storladne musik skråler Ennio Morricone, og så dukker en af Hollywoods sjoveste entertainere endda op i få minutter som sig selv. Nej, man kan ikke just klandre “Zombieland” for at blæse på filmhistorien.

Basalt set er “Zombieland” blot “28 Days Later” eller “Dawn of the Dead” med et komisk twist. Vi følger en gruppe almindelige mennesker, som rejser tværs gennem et lammet, zombieplaget USA i en endeløs søgen efter et tilflugtssted blottet for blodtørstige bæster. Historien, som Paul Wernick og Rhett Reese har opspundet, mangler lidt bid – man savner overraskelser af samme kaliber som førnævnte cameo, en sukkersød teenageromance truer med at forvandle det muntre blodbad til klam sødsuppe, og halvvejs igennem synes filmen at gå direkte i stå, da vores elskværdige hovedpersoner strander i én kedelig location, før et storstilet klimaks runder filmen af med stil. Det er først og fremmest Wernick og Reeses karakterer og skuespillerne, som holder os klinet til skærmen.

Jesse Eisenberg er herlig som en jomfruelig nørd, der følger sit eget særprægede regelsæt i kampen for overlevelse. Eisenberg kunne snildt have været frygteligt irriterende, men den 26-årige skuespiller er lige nøjagtig så tilbagelænet, at hans gakkede og akavede facon aldrig går én på nerverne. Abigail Breslin og Emma Stone er også udmærkede som et par drilske, snarrådige søstre, der også har undgået zombieepidemien, men det er lidt en skam, at de spiller så meget andenviolin til skuespillertruppens mænd.

Men filmmagernes største trumfkort er Woody Harrelson i sit es. Som en cowboy iført smarte solbriller, riffel i bæltet og en fandenivoldsk attitude er han fuldstændig uimodståelig og meget, meget morsom. Med et glimt i øjet og drejebogens spydigste replikker i ærmet får Harrelson forvandlet alle os almindelige dødelige til rallende grinebidere, og så er han mindst lige så sej, når han hiver sit enorme våbenarsenal ud af bilen og pløkker zombier på stribe. Og det er en fornøjelse at se Harrelsons selvtillid smitte af på Eisenberg, mens en del af Eisenbergs medmenneskelighed inficerer den hårdhudede Harrelson. Ja, karaktererne udvikler sig faktisk, og et lille hjerte banker vitterligt under filmens bloddryppende, muskuløse krop. Især derfor er det svært ikke at glæde sig til “Zombieland 2”.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Manglen på støj, støvkorn og snavs er bare tre af de ting, der understreger, at “Zombieland” blev optaget i HD. Indimellem fremstår hurtige bevægelser – såsom folk, der løber – en smule slørede, hvilket er en mere uheldig understregelse af, at filmen blev skudt på video. Ganske få skud er en kende uskarpe, men langt de fleste er knivskarpe, detaljerigdommen er ofte overvældende, farverne er fantastiske, det samme er kontrasten, og edge-enhancement forekommer aldrig.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er af samme høje kaliber som transferet. Alle lydsidens elementer gengives klokkeklart – dialog, lyd og musik. Subwooferen giver lydeffekterne, især de talløse skudlyde, en masse ekstra punch, alle panoreringerne fungerer efter hensigten, og baghøjtalerne bidrager med en masse uhyggelige og spøgefulde lydeffekter, der skiftevis får nakkehårene og lattermusklerne til at vibrere. Lidt mere auditiv aktivitet under filmens største actionsekvenser havde dog været velkommen.

Ekstramateriale

Instruktør Ruben Fleischer, manuskriptforfatterne Paul Wernick og Rhett Reese samt skuespillerne Woody Harrelson og Jesse Eisenberg har indtalt et udmærket kommentarspor til filmen, som dog ikke er så morsomt eller underholdende som håbet. Fans vil nok få mest ud af det. Et nogenlunde video-kommentarspor kan også aktiveres, som præsenterer seeren for klip fra optagelserne og alskens interviews under filmen. Hvis ens afspiller er tilkoblet internettet kan man også præsenteres for info om bl.a. filmmagerne og skuespillerne, mens den kører. Derudover er her en lille stak trailere, en håndfuld minutters forglemmelige slettede scener og en lille halv times dokumentarer om filmens tilblivelse, som desværre ikke er særlig dybdeborende.

Hvis du tiltales af tanken om zombier, der gennemtæves på alle tænkelige måder, eller en rapkæftet, skydeglad Woody Harrelson iført cowboyhat (og hvem gør ikke det?), bør du afgjort tage en tur til “Zombieland”, og gør det i øvrigt på Blu-ray – filmen ser blændende ud i HD, den lyder lige så godt, og ekstramaterialet er værd at bruge tid på.

Læs Filmz’ interview med filmens manuskriptforfattere Paul Wernick og Rhett Reese.

Zombieland

4 6
Om regler, tillid og zombier

Roadtrips har siden begyndelsen med Dennis Hoppers “Easy Rider” iklædt sig mange forskellige farver og former i fortællinger om folk, der skal ud på en rejse. Kendetegnende for disse film er det, at rejsen – den fysiske af slagsen – aldrig er afgørende i sig selv, men det er derimod den menneskelige rejse. Det handler om at flytte sig, fysisk, men mest mentalt. I “Zombieland” følger vi ligeså en gruppe på rejse – en rejse, der dog er kraftigt tilskyndet af, at vores venner konstant er jaget af frådende zombier.

En grusom epidemi har bredt sig over den ganske jordklode, der har gjort det meste af verdens befolkning til viljeløse zombier. En ung fyr ved navn Columbus er en af de få usmittede, der har undgået at lægge krop til zombiebid, fordi han er en isoleret, nørdet teenager, der har opholdt sig mere i klubværelsets computerverden end virkelighedens ditto. Han har overlevet via en række hjemmebryggede regler. Man bør eksempelvis holde sig i god form, altid tjekke bilens bagsæde og undgå at gå på toilettet. Columbus har sat sig for at finde sin familie, og på sin rejse møder han kamikaze-zombiejægeren Tallahassee. Makkerparret udvides hurtigt til en kvartet, idet to mistroiske søstre tilføjer sig den umage gruppe. Rejsen igennem Zombieland kan begynde.

I rækken af stadigt mere kitschede og selvbevidst ironiske film om de levende døde er “Zombieland” en ret atypisk film. Jovist er der zombiemyrderier og blod en masse, men de figurerer i filmen blot som blodigt underholdende baggrundsstaffage, der lejlighedsvist hives frem for at sætte lidt fart og tempo i handlingen. Filmens egentlige omdrejningspunkt er forholdet og den fælles udvikling imellem særligt den menneskesky Columbus og den ældste jævnaldrende søster, der har det så svært med tillid til andre, men sammen flytter de sig. Dette skridt væk fra det ironisk kitschede er ikke en styrke ved filmen, men sender derimod “Zombieland” ned ad en pæn og forudsigelig vej, hvor alt for mange andre roadtrips er endt før den.

Således drejer filmens grundtematik om, at uden menneskeligt samvær og tillid, så er vi alle zombier. Denne sødt sympatiske morale driver desværre ganske entydigt filmens sidste halvdel, der bliver lige så kunstigt sød som de twinkies, Tallahassee filmen igennem så inderligt jager. Langt mere fart og flabet vildskab finder vi i filmens start og midte, der byder på veloplagt selvironi via Columbus’ komisk selvbevidste regler, der popper op som paragrafisk tekst, alt imens vi ser eksempler på, hvor galt det kan gå, såfremt reglerne ikke følges – hvem skulle have troet, at man ville blive opmuntret til at bruge sikkerhedssele ved at se en zombiefilm?

Inden filmen definitivt taber fart og synker sammen som en skamskudt zombiekrop, så leveres filmens altoverskyggende højdepunkt og pragtpræstation af 80’ernes spøgelsesjæger Bill Murray i en cameo-rolle. Murrays tørt selvudslettende humor rammer filmens tone klokkerent – der krydres til med intertekstuelle Hollywood-referencer til feinschmeckerne. “Zombieland” er indlysende bedst, når den selvbevidst trækker sig tilbage og strør om sig med selvironi og kitsch, som det så effektivt før er blevet effektueret i bl.a. Robert Rodriguez’ sublime “Planet Terror”. I filmens mere alvorlige stunder – der er skåret efter skabelonen: antihelt overvinder egen frygt og vinder pigen og det halve zombierige – bliver det hele bare for pænt og klodset.

“Zombieland” er en forfriskende, men også lidt ujævn rejse, der drukner og svigter sit betydelige potentiale i en slutning, der får selv zombier til at virke sofistikerede. I et forsøg på bred appel er der blevet satset både på karruseller og ballongynger i stedet for et entydigt sats på den gavflab af en film, “Zombieland” primært er. Den blankpolerede afslutning kan dog delvis tilgives, fordi den øvrige film er så fuld af fornøjelig fortælleglæde, der gør turen i Zombielands rutsjebaner til en herligt blodig tur.

Trailers

Kort om filmen

I “Zombieland” kastes vi ud i et zombiebefolket postapokalyptisk kaos, hvor to meget forskellige mænd hver på deres måde gør det, der er nødvendigt for at overleve. Columbus er en følelsesmæssigt ustabil nørd, men når man bliver tilstrækkelig bange for at blive ædt af zombier, er en frygt et udmærket middel til at holde en i live. Tallahassee er en multifacetteret zombieterminator, hvis eneste tilbageværende og overordnede mål i verden er at sætte tænderne i verdens sidste Twinkie. De to ulige rejsekammerater teamer op med de to troløse søstre Wichita og Little Rock, der har udviklet deres egen helt unikke made at overleve zombiemareridtet på, og nu må de fire træffe deres livs vigtigste valg; skal de stole på hinanden eller klare zombierne alene…