”Brudstykkerne er indimellem fantastiske og indimellem meget tæt på at virke som tåkrummende hippiekitsch – det er nu engang ualmindeligt svært at tage flyvende munke og en romance mellem en mand og et træ alvorligt – men alligevel har filmen fundet et lille, men trofast publikum.”
– Søren Ildved om “The Fountain”.
I anledning af premieren på den roste “Black Swan” har Filmz kigget lidt nærmere på Darren Aronofsky og hans tidligere film, der bl.a. tæller “Requim for a Dream” og “The Wrestler”.
Læs mere i Filmz-artiklen: Darren Aronofsky – besættelse og ukuelighed.
#71 Babo Rises 13 år siden
åhh nej. Ikke dig, Keyser :)
#72 Bruce 13 år siden
Mht. Clint Mansell så foretrækker jeg langt dennes kompositioner end det jeg vil kalde standardvaren. Jeg kan både godt lide Lux Aeterna (men hvem hader dog ikke dens fortærskede udnyttelse) og endnu mere Death is the Road to Awe fra Fountain, som dog begge har den uvane at bygge op til et alt for øredøvende crescendo, fra en nærmest uanselig start. Jeg synes der er tale om stemningsfuld musik, som på forskellig vis indgyder seeren den rette empati mod filmens kontekst, hvilket jeg vil karakterisere som værende filmmusiks fremmeste formål. I den henseende fungerer The Fountain soundtracket glimrende.
Hans Zimmer har jeg ingen indvendinger imod. Altså ingen indvendinger imod dine udsagn :) Manden kan sgu noget, men jeg er tæt på dødtræt af de nærmest ... fascistoide scores ;)
Og mht. 2001, you're preaching to the choir. Den film er overjordisk i enhver forstand også i Kubricks brug af den klassiske musik, nøjagtig som med Barry Lyndon.
#73 Fellaheen 13 år siden
hehe
#74 Jens 13 år siden