Tak fordi du læser med. Du, vores læser, er den eneste grund til, at vi på Filmz – dag efter dag, måned efter måned og år efter år – gør det, vi gør. Uden dig skulle vi finde på noget andet at lave end at anmelde alle ugens premierefilm, rejse kloden rundt for at lave Filmz TV, levere alsidige og relevante filmnyheder, skrive artikler og festivalreportager samt meget, meget mere.

Hovedrollen i vores film(z) er dig. Særligt dig, der kommenterer og debatterer i vores alle sammens forum. Fedt, når du er enig og synes, at vi har lavet noget godt, men lige så fedt, at du synes, at den anmelder da bare ikke har fattet en meter af din yndlingsfilm.

Der er nemlig ikke noget facit på anmeldelser. De er personlige oplevelser af en film – objektivitet er noget for naturvidenskaben og fulde journalister. Vores personlige oplevelser kan både være positive og negative. Derfor sender vi heller ikke anmeldere, der først og fremmest er fans, ind for at anmelde ugens film. Ville da være kedeligt at læse begejstrede fantekster uge efter uge. Ikke?

I bund og grund kan vi lide gode film, og vi bryder os ikke særligt meget om dårlige film. Vi er bare rygende uenige om, hvad det så er. Nogle kan lide “Battleship”, andre kan ikke lide “Battleship”. Det vigtigste for os er, at anmelderen kan forklare og forsvare sin vurdering af en film, så du har de bedste muligheder for at være enig eller uenig.

Så vi vil aldrig give dig ret i, at piger ikke kan anmelde action, eller at en anmelder, der gav en fransk film seks stjerner, ikke også kan have en kvalificeret mening om den næste “Lille Per”-film.

Men tilbage til vores hovedrolle: Dig. Vi vil gerne optimere din oplevelse på Filmz hele tiden. Så fortæl os her i tråden, hvad vi er gode til, hvad vi kan blive bedre til, og hvad du savner? Skal der være flere interviews, lange artikler, mere om tv-serier, festival-reportager, toplister, længere Filmz TV’er, flere, men kortere Filmz TV’er eller noget helt andet?

Hvad mener du?



Vis kommentarer (51)
Gravatar

#51 MMB 10 år siden

Highland Park (50) skrev:

Og med hensyn til indlæggets spørgsmål vil jeg blot opfordre til, at Filmz i fremtiden bestræber sig på at besvare samtlige af brugernes seriøse henvendelser. Det er synd og skam, at der ofte ikke reageres på indlæg i Filmz-tråden eller forespørgsler pr. e-mail - ikke mindst når det drejer sig om sidens trofaste, aktive og vellidte brugere såsom MOVIE1000.


+10000039389238293082390412834013948293048091234890821034

Skriv ny kommentar: