Mediernes omtale af Oscar-uddelingerne har ofte en tendens til at handle om, hvem der har de bedste chancer for at vinde og i langt mindre grad om, hvem der rent faktisk burde gøre det. Det er på mange måder en trist udvikling, for ikke alene er det fascinerende at overveje, hvilke værker der er de største filmiske bedrifter – det er også ofte interessant at høre, hvilke film de enkelte tilskuere er blevet bevæget af.

I håbet om at dreje diskussionen væk fra bookmaker-betragtningerne og tilbage til filmene selv præsenterer jeg hermed mine personlige favoritter i nogle af de primære kategorier og håber, at mange andre vil følge trop. Lad de verbale slagsmål begynde!

Bedste fotografering:

“True Grit” var i det store og hele nogenlunde på niveau med den John Wayne-film, som den var en genindspilning af. På et enkelt punkt overgik den dog originalen, og det var med dens blændende fotografering, som Roger Deakins stod for. Han er uden tvivl blandt de bedste nulevende filmfotografer og får forhåbentligt løn som fortjent for hans formidable arbejde i denne film.

Bedste adapterede manuskript:

Det er i år et stærkt felt af virkelig velskrevne manuskripter, der er blevet nomineret, men “The Social Network” kan mere end nogen anden film med rette påberåbe sig at være et spejlbillede af tidsånden. Det er en stærk fortælling, vi præsenteres for, og den gnistende dialog bliver næsten til poesi, som man kan lytte til for dens egen skyld.

Bedste originale manuskript:

Hvis der er en nyere film, som mine tanker mere end nogen anden er blevet ved med at vende tilbage til, så er det Mike Leighs “Another Year”, som formår at fortælle en beretning, man kan blive ved med at vende i sit hoved. Den er en af de få film, der muligvis kan gøre tilskueren klogere på sig selv, og selvom den næppe bliver belønnet, så ville det fryde mit hjerte, hvis den vandt.

Bedste ikke-engelsksprogede film:

Jeg har kun set tre af filmene i denne kategori, og af patriotiske årsager bør man jo næsten sige, at Susanne Biers “Hævnen” er ens favorit, men selvom en sejr vil være hende vel undt, så hepper jeg alligevel på “Dogtooth”. Den har ganske vist næppe en kinamands chance for at vinde, men alligevel er den i mine øjne på alle måder en mere spændende og tankeprovokerende film. Hvis “Io sono l’amore” var blevet nomineret, havde den dog uden tvivl været min favorit.

Bedste kvindelige birolleskuespiller:

Nomineret i denne kategori er bl.a. Amy Adams, men selvom hun ganske vist er velspillende (og uimodståeligt nuttet) i “The Fighter”, så er Melissa Leos rolle som et monster af en mor i selvsamme film blændende. Leo balancer lige på kanten af komik og terror, og hendes evne til at trække den hjem er så duperende, at jeg ikke ser nogen anden udvej end at pege på hende.

Bedste mandlige birolleskuespiller:

Christian Bale spiller ganske vist teknisk set birollen i “The Fighter”, men ligesom broderen i filmen, der altid løber med opmærksomheden, stjæler han ligeledes fuldstændig billedet fra Mark Wahlberg. Man kan simpelthen ikke få øjnene fra ham undervejs. Der er ikke mange skuespillere, der har været så overset i Oscar-sammenhænge som netop Bale, og jeg krydser fingre for, at han får kredit for sine mange blændende roller til uddelingen.

Bedste kvindelige skuespiller:

Natalie Portmans figur i “Black Swan” har ganske vist kvaler med både at beherske den lyse og den mørke side, men til gengæld efterlader hendes forrygende præstation i filmen ingen tvivl om, at Portman selv uden problemer kan magte begge dele. Gennem det meste af filmen er hun så undertrykt og jaget, at det øjeblik, hvor hun omsider giver efter for impulserne, bliver et sublimt øjeblik af ekstatisk skyldig tilfredsstillelse.

Bedste mandlige skuespiller:

Hvis man har set nogen klip med den virkelige Mark Zuckerberg, bliver det tydeligt, at Jesse Eisenberg i virkeligheden slet ikke spiller ham i “The Social Network”. I stedet skaber han en fiktiv hypnotiserende figur, og hans præstation støttes af hans formidable timing og en fantastisk evne til at levere replikkerne perfekt. Vi burde strengt taget hade figuren, men takket være Eisenbergs enorme talent gør man det alligevel ikke. Den branddygtige Colin Firth er nok favorit til Oscaren for “Kongens store tale”, men det ville lige være efter mit hjerte, hvis den unge Eisenberg tog statuetten med hjem.

Bedste instruktion:

Betydelige instruktører får ofte først deres Oscar-statuette, når deres storhedstid er ved at ebbe ud, men jeg håber ikke desto mindre, at Darren Aronofsky stadig har mange gode film i sig, og hvis det stod til mig, så fik han Oscaren for sin frygtløse “Black Swan”, der presser grænserne og er en fortrinlig opvisning af ren filmpower.

Bedste film:

Man skal aldrig sige aldrig, og en overraskelse kan være undervejs, men det er efterhånden blevet nogenlunde fastslået, at slaget står mellem “The Social Network” og “Kongens store tale”, og mange har en forventning om, at det vil falde ud til sidstnævntes fordel. Det gør det måske bl.a. fordi de aldrende akademimedlemmer vil have svært ved at identificere sig med en gruppe unge internetnørder – noget mange af os andre sjovt nok har ret let ved.

Traditionelt set går statuetten til film som netop “The Social Network” og “Kongens store tale”, der favner bredt og ikke deler vandene. Det modsatte gør sig derimod gældende for “Black Swan”. Den er i høj grad en film, der – ikke ulig Lars von Triers “Antichrist” eller den tidligere nominerede “There Will Be Blood” – vover at udfordre nogle af grænserne for god smag og vanlige virkemidler. Af samme årsag er der næppe nogen chance for, at den vil kunne vinde prisen, men den er under alle omstændigheder undertegnedes favorit. Det er i høj grad grænsesøgende film som denne, der gør, at jeg fortsat bliver ved med at bevare lidenskaben for filmmediet. Uanset om vovemodet så bliver belønnet eller ej.

Hvilke af årets nominerede film og personer ville du gerne se vinde? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter i forummet.