Royal underholdning

På overfladen lignede årets Oscar-show ikke blot en dyst mellem to af 2011’s største succeser, “The Social Network” og “Kongens store tale”, men også et opgør mellem henholdsvis hypermoderne og konservativ filmkunst. For hvor David Finchers Facebook-film er hip, eksperimenterende og spækket med unge, sprælske skuespillere, så ligner “Kongens store tale” umiddelbart en af den slags pæne, engelske storfilm, som automatisk Oscar-nomineres, bare fordi de har omhyggeligt rekonstruerede kostumer og Shakespeare-vante briter i hovedrollerne. Var det ikke en bekræftelse af det amerikanske filmakademis fejhed, da de kårede “Kongens store tale” som årets bedste film?

Nej, og skindet bedrager, for i virkeligheden har de to perler flere ligheder end forskelle. Både “The Social Network” og “Kongens store tale” er autentiske dramaer, der brillerer med en pragtfuld pærevælling af gribende drama og underspillet humor. Det er fristende at afskrive en film om det britiske kongehus’ eskapader i 1920’erne og 30’erne som en trist tålmodighedsprøve, men i virkeligheden er “Kongens store tale” en enormt vittig affære, der fornemt sammenstiller en royal families sammenbrud og en eskalerende verdenskrig med det intime samspil mellem en talentfuld taleterapeut og en stammende konge.

Colin Firth spiller Prins Albert Frederick Arthur George VI, der blot bliver kaldt Bertie af sine slægtninge. Lige siden prinsen var barn, har han stået i sin storebror Davids skygge, hvilket Bertie egentlig har haft det fint med, da han lider af en slem stammen, der gør det næsten umuligt for ham at tale offentligt. For at komme hans talefejl til livs hyrer Berties hustru, Elizabeth (en uforlignelig Helena Bonham Carter), taleterapeuten Lionel Logue (en typisk sublim Geoffrey Rush), som er berygtet for sine uortodokse metoder. Og da Davids flirt med en fraskilt excentriker tvinger ham til at abdicere, således at Bertie forfremmes til konge, alt imens Hitlers krigsmaskine køres i stilling, bliver det pludselig livsnødvendigt at behandle Berties stammen, så han kan mane folket til ro.

I fællesskab slår Firth og Rush flere gnister end den danske sommers skybrud. Firth gengiver Berties stammen med måde og respekt, men det er den måde, han blotter den usikre, ensomme mand bag kongens stålfacade, der gør størst indtryk. Rush er lige så fremragende, selvom vi desværre ikke kommer nær så langt ind under huden på den karismatiske Logue. Det er både en fornøjelse og et privilegium at se to af verdens bedste skuespillere anspore hinanden til at yde deres bedste, og d’herrers greb om tårekanalerne er lige så solidt som deres greb om lattermusklerne. Det ene øjeblik bevæges man næsten til tårer af Berties hjerteskærende minder om sin afdøde, epileptiske lillebror, og det næste leverer parret en lind strøm af fyord, der får kongens tunge på gled og vores latter til at runge.

Manuskriptforfatteren David Seidler, som selv døjede med stammen som barn, havde oprindeligt udtænkt “Kongens store tale” som et teaterstykke, men alligevel føles filmen aldrig tilnærmelsesvis teatralsk – hverken historie- eller udseendemæssigt. Instruktøren Tom Hooper bruger flittigt skæve vinkler og unikke perspektiver til at give filmen et tidløst look, der gør hver eneste scene til en visuel fornøjelse, og selvom filmen omhandler store konger og endnu større krige, så slipper den aldrig sin største styrke af syne: Det blomstrende og inspirerende venskab mellem to vidt forskellige mænd, der gav hinanden selvtilliden til at besejre deres skavanker. Samtidig forbliver humoren ærkebritisk, knastør og komplet uimodståelig. ”Pauser kan gøre taler højtidelige”, beroliger Logue på et tidspunkt sin patient. ”Så må jeg være den mest højtidelige konge, der nogensinde har levet,” svarer Bertie prompte. Royal underholdning.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Kongens store tale” ser afgjort bedre ud på Blu-ray, end den gør på dvd, men årets store Oscar-vinder burde have set bedre ud i HD. Detaljerigdommen er ofte imponerende, men tit fremstår billedet fladt og en smule uskarpt, om end aldrig i distraherende grad. Kontrasten er heller ikke altid i top – tjek eksempelvis de detaljeblottede skygger i kongens palæ i kapitel 5. Billedsidens generelt kølige farver gengives til gengæld fornemt, og hverken glorier eller utilsigtet støj forekommer. Godt, men ikke godt nok.

Audio

“Kongens store tale” er ikke en film med masser af bulder og brag, og de fleste scener byder udelukkende på stilfærdige samtaler, men diskens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor imponerer trods alt. Samtlige replikker gengives med en exceptionel klarhed og rumklang (tjek eksempelvis ekkoet under kongens første tale), støj forekommer aldrig, og Alexandre Desplats vidunderlige musik fylder altid lige tilpas i lydbilledet. Subwooferen er sjældent aktiv, men man savner heller ikke dens rumlen, og de få panoreringer fungerer fornemt. Derudover bidrager baghøjtalerne med en masse subtile lydeffekter, der skaber en effektiv lydatmosfære.

Ekstramateriale

Så snart man har set filmen, får man lyst til at google efter optagelser af den ægte Kong George VI, og heldigvis har filmselskabet inkluderet én af regentens gamle taler på denne Blu-ray. Når man lytter til den rigtige konges røst, får man kun endnu større respekt for Colin Firths Oscar-belønnede skuespil, men det er rigtig ærgerligt, at den danske udgivelse (i modsætning til den internationale udgave) ikke indeholder den tale, som kongen holder til sidst i filmen.

Instruktøren Tom Hooper har indtalt et dybdeborende og entusiastisk kommentarspor til filmen, og i dokumentaren “Q&A Special for BBC America” (22 min.) deltager Hooper og skuespillerne Guy Pearce, Colin Firth, Helena Bonham Carter og Claire Bloom i en informativ og ofte morsom debat om filmens tilblivelse. Mindre interessant er dokumentaren “An Inspirational Story of an Unlikely Friendship” (24 min.), hvori flere af filmens bagmænd og skuespillere hovedsageligt konstaterer det åbenlyse, såsom hvad historien går ud på. Ekstramaterialet er tydeligvis blevet opskaleret til 1080p. Dvd-udgivelsen af filmen medfølger også.

Ord med vægt

At vinde en Oscar for bedste film kan nogle gange være et tveægget sværd. Man har knap nok fået belønningen, før man pludselig bliver den mest oplagte målskive for skuffede forventninger. Jeg havde stort set ikke hørt et negativt ord om “The Hurt Locker”, før den vandt statuetten, men lige med ét var det, som om den blev overdynget med harme og vrede.

Det er let at forestille sig, at noget lignende meget hurtigt kan komme til at ske for “Kongens store tale”, der vil blive set som en stokkonservativ gammel sag, der tog prisen fra mere nytænkende værker såsom “The Social Network”, “Black Swan” og “Inception”. Det ville imidlertid være synd, for ganske vist er “Kongens store tale” en opvisning i klassisk filmhåndværk, men den er ikke desto mindre en ualmindeligt fremragende en af slagsen.

Fortællingen omhandler en mand, hvis opgave det er at tale til fælles inspiration i dystre tider, men som skæbnen har udstyret med en lammende stammen. At stamme kan utvivlsomt være ydmygende nok selv under de bedste omstændigheder, men at gøre det, når hele nationen forventer en klar, opmuntrende og styrkende tale, må være rædselsvækkende. Det er ikke desto mindre præcis den situation, som Englands fremtidige konge kommer til at stå i. Han var ellers ikke den første arving til tronen, men da hans ældre bror Edward dropper titel til fordel for kærligheden, er den forsagte Bertie pludselig ganske ufrivilligt kommet i spotlyset.

At stamme forbindes ofte – ganske urimeligt – med usikkerhed, hvilket selvsagt er en kæmpe ulempe for en fremtidig konge og samtidig også en slags selvopfyldende fordom, da Bertie pga. den evig og altid har været underlagt følelsen af at være en skuffelse. ”Tag dig nu sammen!” lyder det fra faderen, der utvivlsomt som mange samtidige tror, at det i bund og grund blot er et spørgsmål om simpel viljestyrke. En australsk talepædagog ved navn Lionel Logue kommer lykkeligvis til undsætning, og det er det spirende venskab mellem de to mænd samt kampen for at overkomme talebesværet, der bliver filmens omdrejningspunkt.

“Kongens store tale” er instrueret af Tom Hooper, der tidligere har stået bag fodboldfilmen “The Damned United”. I den instruerede han Michael Sheen til en blændende præstation, og den evne har han bevaret her, hvor både Colin Firth, Geoffrey Rush, Guy Pearce og Helena Bonham Carter ligeledes alle leverer førsteklasses skuespil. Det er let at forestille sig “Kongens store tale” som en støvet stiløvelse, men Hooper er god til at nedbryde forventningerne og gøre beretningen levende. De store paradescener og pompøse opstillinger, som sædvanligvis følger genren, er stort set fraværende. I stedet holder han kameraet tæt på skuespillerne og lader for det meste handlingen udspille sig i lange mennesketomme korridorer, hvis tomhed synes at understrege kongens følelse af isolation og indespærring.