Sku lige ha det set inden gi-jones sku låne den på fredag, hvor jeg låner Gone with the wind af ham.
Lige lidt mere...
Nu lærte jeg også om The Real Prince of Darkness som ikke er Ozzy Osborne, men derimod Cinematographer Robert Surtees, som især Januz (argg kan aldrig staves hans navn korrekt) taler meget om da han var en af pioneer'ne bag mørk lyssætning, eller hva man vil kalde det, man kan hvertfald tydelig se det i filmen, især da Esther vises frem, hun er belyst, så hun lige er mørk over det mest, men lys på ansigtet.
Her snakker Januz om hele aspektet, med hvo'en man laver lyssætning, på personer, Massela er i Ben-Hur belyst ikke med mørke men forholdvis lys, fordi så er det op til skuespillerne selv, og vise hvem deres karakter er, om han er den onde eller gode.
Så fortæller han lige om at f.eks. i Schindlers list, belyste han Liam Neeson således at han fremstår som en moviestar, og ikke klassisk mørk belysning, selv om han er en mørk karakter, det lader han op til skuespillet.
Det sjovt og facinerende og høre folk som anuz, og de andre nævne de her ting, og så begynde og tænke på film idag, og opdage, hvor meget film som Ben-Hur har påvirket industrien.
Slutter lige af med en Anekdote som Charlton Heston fortæller, under scene hvor Han som Judeah vender tilbage til sit hjem, efter og ha kommet fri af slaveriget, det eneste han skal i den scene er og gå rundt for anden af trapperne, men William Wyler tager scenen om igen , og igen ender med en 7-8 gange ca. til sidst spørge Mr. Heston ham så, om han gør noget forkert, hvortil William blot svare, nej det var bare første gang du kom ind og gik rundt der sparkede du til vasen der på jorden, så den gav en særlig lyd, jeg ville bare se om den kom igen.
Mr. Heston svare så, jamen det gjorde jeg skam med vilje, så hvis du vil ha den lyd, så skal jeg nok sparke til den vase igen 8-)
Sådanne små anekdoter kan jeg kun smile af, når jeg høre dem.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Det dog ikke en film jeg vil se igen lige med det samme, hele Jesus delen er lige lovlig for meget, selv om jeg ved det er en stor del af filmen, så det klart Ben-hur's rejse der er det jeg fanges mest af.
Btw, nogen som ved hvad symbolik eller anden betydningen der ligger i spydkast scenen i filmen, de viser nemlig det sted flere gange under filmen.
Mit gæt er det skal være noget med Judeah og Massela's venskab der illustreres, og som blir brudt igen da Massela forråder Judeah, men jeg har ikke hel gennemskået det endnu.
Det er så at sige et Kors over en dør som de skiftes til og kaste et spyd ind i
Det irretere, mig bare, når der er noget åbenlys i en scene, som jeg ikke lige kan gennemskue, men jeg er overbevist om der ligger noget i den, eller også "ønsker" jeg blot der gør det, fordi det er en god scene 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
En meget mere eksperimenterende Audrey Hepburn-film. Filmen er en non-lineær fortælling om et ægteskab, der ikke har det alt for godt. Fra de kyske idealer i Roman Holiday, hvor alt sexuelt er underforstået, tales der åbent om det her. Og eftersigende skulle er være optaget en nøgenscene med Hepburn, som dog ikke er med i den endelig version.
Historien starter med et ægtepar, der tydeligvis er træt af hinanden, og man ser forskellige episodiske flashbacks fra deres forhistorie. De er ikke nødvendigvis i rækkefølge, og man skal lige regne deres forbindelse ud. Det er meget tydeligt at se, at vi er i starten New Hollywood-perioden.
Audrey Hepburn fik ikke en nomering for denne film, fordi hun fik en nominering for Wait Until Dark. Og det er sådan det skal være. Hun er stadig rigtig god, men ikke i forhold til hendes egen standard. Albert Finney er knap så god. Filmen som helhed fungerer fint nok, meeen, det kunne have været bedre
En lille sidenote: der er ligeså hurtig klipning i denne film som i Peckinpahs Wild Bunch.
Dette er absolut en af de bedste i sin genre; romantiske komedier. Den er sød og sjov men bliver aldrig pladderomantisk eller kliché. Det er samtidig en af de mest realistiske film om kærlighed og hvor besværlig, ond og naturligvis dejlig den kan være. Man følger Tom (en fabelagtig charmerende Joseph Gordon-Levitt) i 500 dage hvor han møder Summer (Altid søde Zooey Deschanel) og forelsker sig hovedkuls i hende...dette er desværre ikke gengældt. Sød musik opstår dog - de to er perfekte for hinanden - men for Summer er det ikke andet end et venskab...et venskab med "benefits" ;) Hun gør det forbi da han begynder at tage venskabet for mere end hun vil have det til at være og Tom prøver nu at finde hoved og hale i det hele; hvorfor hun ikke vil være sammen med ham når de nu er "skabt for hinanden".
Slutningen/konklusionen kunne ikke være bedre eller mere realistisk. Kærlighed kan være mange ting og ender ikke altid som begge parter ønsker det. Man kan ikke forstå hvordan Summer kan undgå at blive forelsket i Tom for de har jo alt til fælles og har det sjovt og godt sammen - men som i det virkelige liv bestemmer man ikke selv hvem man forelsker sig i. Kærlighed kan ikke forceres; dette lærer Tom på den hårde måde. Summer er ikke en ond person; hun udnytter ikke Tom - tværtimod fortæller hun ham fra starten at hun ikke ønsker andet end venskab men han prøver alligevel at "omvende" hende (leder tankerne lidt hen på "Chasing Amy").
Filmen har nogle fantastiske scener; hele salen lo højt flere gange og samtidig smukke og kreative scener og dejlig stemningsfuld musik. Èn af årets bedste film :)
5/6
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Federico Fellinis andet indslag i den løse trilogi om ensomhed (de andre to er "La Strada" og "Nights of Cabiria"). I forhold til de to mesterværker er den klart den svageste i gruppen, hvilket dog ikke skal ligge den til last eftersom langt de fleste film ville se svage ud i det selskab, og det forhindrer den heller ikke i at være aldeles glimrende. Filmen følger en gruppe svindleres stigende udsigtsløse tilværelse, og marker et tiltagende skift i Fellinis stil fra den italienske neorealisme til den mere poetiske udformning.
Her er små tegn på nogle af de temaer, der senere bl.a. dukker op i "La dolce vita", og man får i det hele tiden en fornemmelse af, at festen nu er overstået, og hovedpersonerne har fået de moralske tømmermænd og den medfølgende selvlede. I forhold til "La Strada" og "Nights of Cabiria" er "Il Bidone" mere åbenlyst sentimental og dramatisk men stadig effektiv, og Broderick Crawford er fremragende som en aldrende svindler. Flot er også to næsten identiske scener på en fattig gård, hvor den første er udført som komedie, men den anden - med et par enkelte ændringer - i stedet bliver ekstremt tragisk.
Billedkvaliteten på den BFI-udgivelse jeg har er hæderlig, om end nogle af natscenerne er for mørke, hvilket er lidt trist, for filmen er ellers virkelig flot, og man kan tydeligt mærke, hvor fremragende Fellini er ved at blive til at lave nogle visuelt duperende scener. Af ekstramateriale er der et glimrende 40 min. langt interview med hans assisterende instruktør Dominique Delouche, samt nogle korte men gode tekster om filmen og Fellini.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Jeg har fået kigget lidt nærmere på en af de nye HBO serier,
Bored to death - Sæson 1, 1-5 Lidt sløv i optrækket men ganske underholdende og med glimt af genialiteter fra Jason Schwartzman som kikset forfatter, der beslutter sig for at starte som (ret amatøragtig) privatdetektiv. Persongalleriet bliver kun mere interessant med chefen, den aldrende womanizer spillet af Ted Danson og den nørdede ven, tegneserietegneren Ray, der har skabt en superhelt i sit eget skæggede og tykke billede - spillet af den altid geniale Zach Galifianakis.
Et lille kritikpunkt er samme problem som ved f.eks Curb Your Enthusiasm - det kan blive irriterende i længden at se på en hovedperson, der konsekvent tager tåbelige beslutninger, men indtil videre er det for det meste underholdende.
Jeg har set fem afsnit indtil videre og serien er kun blevet bedre med tiden. Jeg skal nok opdatere efterhånden som jeg får kigget på resten af sæsonen.
6-8/10
- Serien er i øvrigt et af de HBO shows der klarede den gennem nåleøjet og er blevet garanteret endnu en sæson.
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
#2351 elwood 14 år siden
Sku lige ha det set inden gi-jones sku låne den på fredag, hvor jeg låner Gone with the wind af ham.
Lige lidt mere...
Nu lærte jeg også om The Real Prince of Darkness som ikke er Ozzy Osborne, men derimod Cinematographer Robert Surtees, som især Januz (argg kan aldrig staves hans navn korrekt) taler meget om da han var en af pioneer'ne bag mørk lyssætning, eller hva man vil kalde det, man kan hvertfald tydelig se det i filmen, især da Esther vises frem, hun er belyst, så hun lige er mørk over det mest, men lys på ansigtet.
Her snakker Januz om hele aspektet, med hvo'en man laver lyssætning, på personer, Massela er i Ben-Hur belyst ikke med mørke men forholdvis lys, fordi så er det op til skuespillerne selv, og vise hvem deres karakter er, om han er den onde eller gode.
Så fortæller han lige om at f.eks. i Schindlers list, belyste han
Liam Neeson således at han fremstår som en moviestar, og ikke klassisk mørk belysning, selv om han er en mørk karakter, det lader han op til skuespillet.
Det sjovt og facinerende og høre folk som anuz, og de andre nævne de her ting, og så begynde og tænke på film idag, og opdage, hvor meget film som Ben-Hur har påvirket industrien.
Slutter lige af med en Anekdote som Charlton Heston fortæller, under scene hvor Han som Judeah vender tilbage til sit hjem, efter og ha kommet fri af slaveriget, det eneste han skal i den scene er og gå rundt for anden af trapperne, men William Wyler tager scenen om igen , og igen ender med en 7-8 gange ca. til sidst spørge Mr. Heston ham så, om han gør noget forkert, hvortil William blot svare, nej det var bare første gang du kom ind og gik rundt der sparkede du til vasen der på jorden, så den gav en særlig lyd, jeg ville bare se om den kom igen.
Mr. Heston svare så, jamen det gjorde jeg skam med vilje, så hvis du vil ha den lyd, så skal jeg nok sparke til den vase igen 8-)
Sådanne små anekdoter kan jeg kun smile af, når jeg høre dem.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#2352 filmz-Bruce 14 år siden
#2353 elwood 14 år siden
Btw, nogen som ved hvad symbolik eller anden betydningen der ligger i spydkast scenen i filmen, de viser nemlig det sted flere gange under filmen.
Det er så at sige et Kors over en dør som de skiftes til og kaste et spyd ind i
Det irretere, mig bare, når der er noget åbenlys i en scene, som jeg ikke lige kan gennemskue, men jeg er overbevist om der ligger noget i den, eller også "ønsker" jeg blot der gør det, fordi det er en god scene 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#2354 evermind 14 år siden
#2355 Skeloboy 14 år siden
En meget mere eksperimenterende Audrey Hepburn-film. Filmen er en non-lineær fortælling om et ægteskab, der ikke har det alt for godt. Fra de kyske idealer i Roman Holiday, hvor alt sexuelt er underforstået, tales der åbent om det her. Og eftersigende skulle er være optaget en nøgenscene med Hepburn, som dog ikke er med i den endelig version.
Historien starter med et ægtepar, der tydeligvis er træt af hinanden, og man ser forskellige episodiske flashbacks fra deres forhistorie. De er ikke nødvendigvis i rækkefølge, og man skal lige regne deres forbindelse ud. Det er meget tydeligt at se, at vi er i starten New Hollywood-perioden.
Audrey Hepburn fik ikke en nomering for denne film, fordi hun fik en nominering for Wait Until Dark. Og det er sådan det skal være. Hun er stadig rigtig god, men ikke i forhold til hendes egen standard. Albert Finney er knap så god. Filmen som helhed fungerer fint nok, meeen, det kunne have været bedre
En lille sidenote: der er ligeså hurtig klipning i denne film som i Peckinpahs Wild Bunch.
4/6
#2356 wimmie 14 år siden
Dette er absolut en af de bedste i sin genre; romantiske komedier. Den er sød og sjov men bliver aldrig pladderomantisk eller kliché.
Det er samtidig en af de mest realistiske film om kærlighed og hvor besværlig, ond og naturligvis dejlig den kan være.
Man følger Tom (en fabelagtig charmerende Joseph Gordon-Levitt) i 500 dage hvor han møder Summer (Altid søde Zooey Deschanel) og forelsker sig hovedkuls i hende...dette er desværre ikke gengældt. Sød musik opstår dog - de to er perfekte for hinanden - men for Summer er det ikke andet end et venskab...et venskab med "benefits" ;)
Hun gør det forbi da han begynder at tage venskabet for mere end hun vil have det til at være og Tom prøver nu at finde hoved og hale i det hele; hvorfor hun ikke vil være sammen med ham når de nu er "skabt for hinanden".
Man kan ikke forstå hvordan Summer kan undgå at blive forelsket i Tom for de har jo alt til fælles og har det sjovt og godt sammen - men som i det virkelige liv bestemmer man ikke selv hvem man forelsker sig i. Kærlighed kan ikke forceres; dette lærer Tom på den hårde måde. Summer er ikke en ond person; hun udnytter ikke Tom - tværtimod fortæller hun ham fra starten at hun ikke ønsker andet end venskab men han prøver alligevel at "omvende" hende (leder tankerne lidt hen på "Chasing Amy").
Filmen har nogle fantastiske scener; hele salen lo højt flere gange og samtidig smukke og kreative scener og dejlig stemningsfuld musik.
Èn af årets bedste film :)
5/6
#2357 DarkLight 14 år siden
Wauw. Glæder mig til at få den set.
#2358 Benway 14 år siden
Federico Fellinis andet indslag i den løse trilogi om ensomhed (de andre to er "La Strada" og "Nights of Cabiria"). I forhold til de to mesterværker er den klart den svageste i gruppen, hvilket dog ikke skal ligge den til last eftersom langt de fleste film ville se svage ud i det selskab, og det forhindrer den heller ikke i at være aldeles glimrende. Filmen følger en gruppe svindleres stigende udsigtsløse tilværelse, og marker et tiltagende skift i Fellinis stil fra den italienske neorealisme til den mere poetiske udformning.
Her er små tegn på nogle af de temaer, der senere bl.a. dukker op i "La dolce vita", og man får i det hele tiden en fornemmelse af, at festen nu er overstået, og hovedpersonerne har fået de moralske tømmermænd og den medfølgende selvlede. I forhold til "La Strada" og "Nights of Cabiria" er "Il Bidone" mere åbenlyst sentimental og dramatisk men stadig effektiv, og Broderick Crawford er fremragende som en aldrende svindler. Flot er også to næsten identiske scener på en fattig gård, hvor den første er udført som komedie, men den anden - med et par enkelte ændringer - i stedet bliver ekstremt tragisk.
Billedkvaliteten på den BFI-udgivelse jeg har er hæderlig, om end nogle af natscenerne er for mørke, hvilket er lidt trist, for filmen er ellers virkelig flot, og man kan tydeligt mærke, hvor fremragende Fellini er ved at blive til at lave nogle visuelt duperende scener. Af ekstramateriale er der et glimrende 40 min. langt interview med hans assisterende instruktør Dominique Delouche, samt nogle korte men gode tekster om filmen og Fellini.
#2359 Wangsgaard 14 år siden
Det skal du bestemt Simon!!!
#2360 El vez 14 år siden
Bored to death - Sæson 1, 1-5
Lidt sløv i optrækket men ganske underholdende og med glimt af genialiteter fra Jason Schwartzman som kikset forfatter, der beslutter sig for at starte som (ret amatøragtig) privatdetektiv. Persongalleriet bliver kun mere interessant med chefen, den aldrende womanizer spillet af Ted Danson og den nørdede ven, tegneserietegneren Ray, der har skabt en superhelt i sit eget skæggede og tykke billede - spillet af den altid geniale Zach Galifianakis.
Et lille kritikpunkt er samme problem som ved f.eks Curb Your Enthusiasm - det kan blive irriterende i længden at se på en hovedperson, der konsekvent tager tåbelige beslutninger, men indtil videre er det for det meste underholdende.
Jeg har set fem afsnit indtil videre og serien er kun blevet bedre med tiden. Jeg skal nok opdatere efterhånden som jeg får kigget på resten af sæsonen.
6-8/10
- Serien er i øvrigt et af de HBO shows der klarede den gennem nåleøjet og er blevet garanteret endnu en sæson.