Lucasfilm og Disney har sikret sig et af de i øjeblikket største navne uden for England og USA i den kommende “Star Wars”-serie “The Acolyte”.

Lee Jung-jae stod i spidsen for en af streaminghistoriens største sensationer, da den sydkoreanske serie “Squid Game” brød et hav af rekorder og blev Netflix’ mest sete serie nogensinde.

Læs også: “Squid Game” Sæson 2 er officielt bekræftet af Netflix

Nu står han over for sit helt store internationale gennembrud med sin første rolle i Hollywood. Han er nemlig blevet castet som en af de ledende roller i “Star Wars”-serien “The Acolyte”, rapporterer Deadline.

Nyheden kommer kort efter, at “Queen & Slim”-skuespiller Jodie Turner-Smith også er blevet castet i serien. Dermed har de to skuespillere sluttet sig til den dansk-amerikanske “Hunger Games”-skuespiller Amandla Stenberg, der ligesom Jung-jae har en ledende rolle i serien. Der er i øjeblikket ingen detaljer om nogen af de tre roller.

Disney har sat deres lid til “Russian Doll”-medskaber Leslye Headland, der både er instruktør, forfatter, executive producer og showrunner på “The Acolyte”.

En acolyte er i “Star Wars”-universet en Kraft-sensitiv Sith-lærling, der netop har begyndt sin træning under en Sith-fyrste. Serien beskrives som en thriller, der introducerer os til en verden af hemmeligheder og fremspirende mørke kræfter i slutningen af High Republic-æraen – godt og vel 100 år inden begyndelsen af Skywalker-sagaen.

“The Acolyte” forventes at begynde produktionen i slutningen af efteråret, men der er endnu ikke nogen premieredato.



Vis kommentarer (1)

#1 Thomashotspot 2 år siden

[Indlæg er markeret som spam]

Skriv ny kommentar: