Da mini-serien “Olive Kitteridge” blev vist ved den netop overståede filmfestival i Venedig blev den overdynget med gode anmeldelser. Og nu kan det danske publikum snart selv bedømme, om der er hold i alle roserne. “Olive Kitteridge” får nemlig premiere på streamingtjenesten HBO Nordic til november.
Se også: ”The Wire” bliver remastered af HBO.
Tom Hanks, Gary Goetzman, Frances McDormand og Jane Anderson er alle executive producere på mini-serien, der er baseret på Elizabeth Strout’s Pulitzer-vindende roman af samme navn.
“Olive Kitteridge” består af i alt fire afsnit og er instrueret af Lisa Cholodenko (”The Kids Are All Right”). Frances McDormand, Richard Jenkins og Bill Murray vil alle være at finde foran kameraet.
Serien fortæller den rørende, sjove og tragiske fortælling om en lille by i New England og dens indbyggere. Det er en fortælling om livet på godt og ondt set gennem øjnene på den spydige Olive spillet af Frances McDormand.
De første to afsnit har premiere den 3. november, mens de sidste to afsnit allerede er tilgængelige dagen efter på Hbo Nordic.