I et interview med MTV kunne Harrison Ford fortælle, at han forventer, at “Indiana Jones 5” kan blive en realitet inden for overskuelig fremtid, så det ikke bliver nødvendigt at lave den i en rullestol.
Ford, der fylder 68 år til sommer, fortæller, at George Lucas ”arbejder på en idé, og hvis det bærer frugt, er vi alle meget interesserede i at lave en film til.”
Ford har tidligere omtalt Lucas’ ide som ”skør, men fantastisk,” men vil derudover ikke kommentere ideerne til filmen.
Dog fortæller han, at han gerne vil gå dybere ind i forholdet mellem Indy og hans søn Mutt, og at det kunne være interessant at krydre filmen med scener fra Indy og Marions ægteskab.
Harrison Ford er næste gang aktuel i dramaet “Extraordinary Measures”, hvor han spiller overfor Brendan Fraser og Keri Russell. Filmen kan ses i danske biografer 8. april.
Se også: Harrison Ford glæder sig til “Indiana Jones 5″.
#101 filmz-Utyske 14 år siden
Som du selv skriver, kommer det jo an på øjnene der ser. Jeg synes selv at anmeldelsen er voldsomt morsom og rammer hovedet på sømmet mht. de ting jeg selv synes er i vejen med Episode I.
#102 BN 14 år siden
Jeg synes, det er fint nok med humor i anmeldelser eller kritik af film. Selvom jeg godt kan lide de tre prequels, har jeg nu og da fået et godt grin over forskellige Star Wars-relaterede Youtube-videoer, f.eks. en video hvor "essensen" af 'Attack of the Clones' var kogt ned til få sekunder, og hvor Anakin hele tiden jamrede og beklagede sig. ;-)
Hvis man ikke kan tåle kritik af eller parodier på nogen af sine favoritfilm, står det slemt til.
#103 Lord Beef Jerky 14 år siden
Til at starte med vil jeg gerne sige, at jeg rangerer begge film som 3/6 film... altså ikke gode film, men heller ikke så dårlige, som folk gør dem til.
Indy 4 fungerer delvist fordi de holder fast i Indys karakter. Han er ikke kun genkendelig pga. skuespilleren og outfittet, hans arrogante charme er bibevaret, og det er bestemt filmens mest positive overraskelse. Eventyret han smides ud i, har jeg såmænd heller ikke meget imod. Det er meget letkøbt at vælge
The Phantom Menace har to ting der er ganske forfædelige: Jar Jar Binks og Jake Lloyd. Tag disse to elementer ud, og du har en klassisk fortælling om det gode mod det onde, og en fremragende visuel og fantastisk film. Desværre er Jar Jar Binks og Jake Lloyd så meget med, at det er meget svært at forestille sig filmen uden dem, og derfor ender det som en meget middelmådig oplevelse. Lucas har fortsat mange interessante kreative idéer, hvor de forskellige designs af robotter, rumskibe og aliens er filmens mest interessante del, men hele koreografien og scenografien i Darth Mauls scener til sidst er blandt det mest mindeværdige i en Star Wars film nogensinde (well, på top 20 i hvert fald... hehe). Der er mange ting der taler imod filmen her, men den står stadig som en fin klassisk fortælling, der ganske vist ikke bidrager med alt for meget (godt) nyt til Star Wars, men alligevel er oceaner mere interessant end Episode 2, der på ingen måde kom nogle vegne i løbet af sine over to timers spilletid.
#104 filmz-Utyske 14 år siden
Du har ganske ret at Jar Jar og Lloyd er de to største problemer i filmen, dog synes jeg at når man ser den i dag, at effekterne allerede er begyndt at fejle, eller.. det gjorde de allerede kort efter premieren. Det er i virkeligheden det største problem, når filmen er så afhængig af troværdige effekter.
Dyrene bevæger sig ikke livagtigt, et problem der i øvrigt også er i de senere film og farver/textures får dem til at se endnu mere uægte ud, nærmest "flade" i mange tilfælde. Dette er ret underligt, når man tager Jurassic Park med i billedet, hvor det er lykkedes ILM at lave effekter, der stadig holder i dag og den blev altså lavet en årrække før "Episode I".
#105 Lord Beef Jerky 14 år siden
#106 filmz-Utyske 14 år siden
Jeg synes at scenerne på Tatooine er dem der fungerer bedst i dag, da det er rigtige sets de har brugt. Jo, der er en del scener på Naboo, der også fungerer fint, sikkert fordi natur og bygninger er mere taknemmelige at animere på computeren.
Med hensyn til Jurassic Park, tror jeg at forklaringen er at man har brugt CGI fornuftigt, altså til at klare de effekter man ikke kan lave på gammeldags vis og så virkelig har smidt ALT energi i at få dem til at se rigtige ud. Præcis ligesom i så mange andre film, hvor CGI kun benyttes, når man virkelig ikke kan lave det på go' gammeldags vis. :)
#107 BN 14 år siden
I så fald må jeg konstatere, at hans stærkeste pointe i er den SVAGESTE. TPM's slutopgør med de fire handlingstråde fungerer perfekt. Hvorfor? Af følgende grunde:
1) Både første gang jeg så filmen og ved hvert gensyn jeg siden har haft med den, har jeg været fuldstændig opslugt af denne imponerende finale. Jeg har aldrig siddet og været uinteresseret i nogen af de 4 handlingstråde.
2) At klippe væk fra en spændende scene gør den i mine øjne blot endnu mere spændende, fordi man véd, at vi snart vender tilbage til den - det er hvad man kalder cliffhanger-syndromet.
3) Egentlig er der kun 2 handlingstråde - gunganerne (Jar Jar's folk) ude på sletten og de to Jedi, Anakin og Padmé med sine folk indenfor. Begivenhederne udvikler sig sådan, at det sidstnævnte hold kommer til at kæmpe 3 forskellige steder - 2 af dem stadig indenfor og Anakin ude i rummet ved kontrolskibet. Men for mig FØLES det kun som 3 handlingstråde, eftersom de to Jedi er i samme bygning som Padmé og hendes soldater, og man ikke ved om de kommer hinanden til undsætning senere. .... Men hvad så, om der er 3 eller 4 handlingstråde? I Spielberg's 'Saving Private Ryan' foregår kampen også fire forskellige steder, som der krydsklippes imellem: (1) den pacifistiske soldat der henter ammunition til sine to soldaterkammerater og forholder sig passivt mens
4) Lucas & Co. klipper de helt rigtige steder i TPM's slutopgør. Først krydsklippes der mellem optakten/indledningen til slaget på sletten mellem gunganere og robot-soldater og det andet holds (de to Jedi, Anakin, Padmé+soldater) entré i hovedborgen (eller hvad man nu skal kalde den). Så efterlades de to Jedi kæmpende med Sith-krigeren, men Padmé er stadig samme sted som Anakin, indtil denne har skudt vejen fri for dem. "Pauserne" i kampen mellem de to Jedi og Sith-krigeren er placeret det perfekte steder, f.eks. dér hvor de kort kigger truende/ildevarslende på hinanden og i særdeles dér hvor kraftfeltet skaber en tvungen pause i deres kamp (her er vi ovre i det rent geniale og yderst effektfulde). Senere krydsklippes der mellem tre forskellige scener hvor hovedpersonerne er i knibe: Gunganerne er overmandet, Qui-Gon har tabt og er enten død eller dødeligt såret og Padmé + soldater er arresteret. Da alle tre situationer vender, krydsklippes der mellem finalerne/udgangene på dem. Og handlingstråden med Anakin ude ved kontrolskibet knyttes jo sammen med robot-soldaternes nederlag og de overvundne gunganeres befrielse.
5) Lucas & Co. har lagt hovedvægten på kampen mellem de to Jedi og Sith-krigeren, fordi det er her den følelsesmæssige styrke ligger. (Jeg føler ihvertfald Obi-Wan's afmagt, desperation og vrede, da han må se til, mens Qui-Gon - filmens rolige og samlende midtpunkt - synker sammen med et stort lyssværd-hul gennem kroppen, og da han efterfølgende farer løs på Sith-krigeren.) Det er her der bruges mest tid. Igen det helt rigtige valg fra Lucas' side.
6) At tonen varierer fra den ene handlingstråd til den anden, er jo blot typisk for Star Wars, som veksler meget mellem humor og alvor. Men bortset fra det, så er både Jedi versus Sith-delen og Padmé+soldater-delen 100 pct. alvorlig, mens Anakin-delen blot er kæk eller frisk i tonen. Kun gunganere versus robot-delen er humoristisk (omend ikke blottet for alvor).
#108 Riqon 14 år siden
Når det gælder Qui-Gon Jinn, så er man dog ikke investeret overhovedet. Du så måske de mennesker, der dårligt kunne beskrive ham som person. Der er næsten mere kød på Robert Langdon i "The Da Vinci Code", men det var egentlig en meget lignende oplevelse. På intet tidspunkt titter den egentlige personlige Qui-Gon Jinn sit hoved frem og siger "hej". Alt han siger er strictly business. Da han dør, ser man ganske rigtigt Ewan McGregors fine skuespil, da han råber "No!!" Da han to sekunder senere slås med Darth Maul er der ganske rigtigt intet at se, og da han hænger på kanten og planlægger sit endelig angreb på Sith'en, ser det næsten ud som om han smiler i sine anstrengelser. Næ, jeg følte ikke en skid (beklager ordvalget), for det lader det bestemt heller ikke til at karakteren gjorde.
Man kan selvfølgelig sige, at det var fint nok -- han er jo Jedi, så den eneste følelse, han bør føle er den følelse, som hans "midi-chlorians" (whatever) giver ham. Men i givet fald er det i hvert fald svært at tale om scenen som emotionelt dragende, som om det var dér, man havde sit primære fokus. En anden ting, jeg har svært ved at se, er, hvordan du får Padmé-scenen og "Jedi vs. Sith"-scenen til at blive den samme, bare fordi du ved, de er i samme bygning eller bygningskompleks. I givet fald kunne man lige så godt argumentere for, der kun er to handlingstråde, én på Naboo og én i rummet. Men det holder jo ikke, for vi kan jo se, at de tre scener på Naboo ikke har nogen indflydelse på hinanden og ganske uforstyrret kører parallelt, mens de slås om vores opmærksomhed og interesse. Jeg husker ikke Saving Private Ryan særlig godt -- den har ikke gjort stort indtryk på mig, måske af samme årsag, som du nævner.
Desuden vil jeg nævne, at jeg sådan set også tror, vi har mange yndlingsfilm til fælles, også blandt de episke, hvor Fellowship of the Ring selvfølgelig kommer højt op. Men det er måske netop det, der gør denne uoverensstemmelse interessant. Jeg har i øvrigt ikke ret meget ondt at sige i forhold til episode II og III, som er langt mere karakterdrevne, ikke mindst den sidste. Det er i høj grad mit nylige gensyn med 1'eren, der har fået mig til at spekulere på, hvad jeg nogensinde så i den film...
#109 Riqon 14 år siden
Nååååårh!! :) nu kan jeg nok også bedre se det sjove.
#110 BN 14 år siden
Er "man" ikke? ;-) ... JEG er, og det på akkurat samme måde som da Obi-Wan dør i 'A New Hope'.
Ja, jeg så dem - og jeg undrer mig. Qui-Gon er lidenskabelig når det gælder en sag, han går ind for, hvilket næsten kan gøre ham trodsig. Han er meget tålmodig, men det kniber for ham, hvis noget eller nogen irriterer ham, hvilket man kan læse mere end tydeligt i hans ansigt. Han er rolig og selvsikker, myndig og besidder uomtvistelige lederegenskaber. Meget á la den ældre Obi-Wan i Episode IV.
Igen ses tendensen til at glemme, hvordan det var i den gamle trilogi. Hvor meget vidste vi i i 'A New Hope' om Obi-Wan? Nærmest ingenting, bortset fra at han havde været venner med Luke's far og kæmpet side om side med denne. Og alligevel spillede Alec Quiness ham med en sådan ro, varme og myndighed, at man beklagede hans bortgang. Det samme er tilfældet med Liam Neeson og hans karakter Qui-Gon.
Har du en eller anden 'special edition', som jeg er blevet snydt for? ;-) ... Ihvertfald kan jeg ikke se skyggen af et smil hos Ewan McGregor - kun et forbitret, alvorligt og koncentreret ansigt. Jeg har lige genset slutopgøret - godt inspireret af vores lille drøftelse og er meget forbavset over det, du skriver.
Nå, det er måske derfor han jamrer, mens Qui-Gon's hoved hviler i hans skød?... Hvad i alverden er det dog for en udgave af filmen du har set???? Jeg er ikke sarkastisk - jeg er ovenud forbavset!
Det er fordi det for mig ikke FØLES som to uafhængige ting. De har lige fulgtes ad, men er blevet adskilt for en kort bemærkning. De tager sig af hver sin ting indenfor; de andre er lige i nærheden. Og ved første gennemsyn anede man jo ikke, om den ene part ville komme den anden til undsætning lidt senere. Der skal godt nok temmelig meget mere til at forvirre mig, end blot den omstændighed, at nogle venner eller allierede i en film kæmper mod den samme overordnede fjende to forskellige steder.
Det kan jeg til gengæld bekræfte, og det vil du også opdage, når min Top 200 liste bliver postet inden længe. :-)
Så meget vil jeg give dig ret i: Episode II og III ER langt mere karakterdrevne end Episode I. Ingen tvivl om det. Men derfor var jeg nu aldrig på noget tidspunkt ligeglad med personerne i sidstnævnte film.
For mig er 'Episode IV: A New Hope' en letvægter med minimal persontegning og minimal følelsesmæssig engagement - dette blev der rettet op på i 'Episode V: The Empire Strikes Back', hvorefter 'Episode VI: Return of the Jedi' så var på nippet til at ødelagde det, der var bygget op. Men det gik lige, takket være Luke vs. Vader & kejseren-delen og Han Solo/Leia-scenen om aftenen efter Luke's samtale med sin søster.
På samme måde med den nye trilogi: Her er Episode I for mig en letvægter med minimal persontegning og minimal følelsesmæssig engagement, hvilket Episode II og III i allerhøjeste grad fik rettet op på.