Maggie og Negan tager til byen, der aldrig sover i kommende “The Walking Dead”-spinoff.

“Isle of the Dead” er titlen på den seneste spinoff-serie i AMC’s zombie-univers.

Her følger vi gennem seks episoder Jeffrey Dean Morgans Negan og Lauren Cohans Maggie, der udforsker det døde liv i den postapokalyptiske storby. De to rejser nemlig til New York City-bydelen Manhattan, der er afskåret fra fastlandet og kribler og krabler med både zombier og ondsindede indbyggere, der har gjort byen til deres egen anarkiske verden fyldt med fare, skønhed og skræk.

At de to karakterer slår sig sammen kan måske fremkalde masser af rynkede øjebryn, for var det ikke Negan, der på utroligt brutal vis slog Maggies mand, Glenn, ihjel i Sæson 6? Jo, det var det nemlig, og det har Maggie bestemt heller ikke glemt i Sæson 11. Derfor bliver det også virkelig spændende at se, i hvilken retning de to overleveres fortælling bevæger sig med den nye serie.

Læs også: “‘The Walking Dead’-stjerne Laurie Holden skal spille superhelt i ‘The Boys’ Sæson 3”

Franchisens hovedserie, “The Walking Dead”, er i øjeblikket i gang med sin 11. og sidste sæson. Seriens første spinoff, “Fear the Walking Dead”, kører dog stadigvæk for fuld udblæsning og fik i slutningen af sidste år en bestilling på en ottende sæson. AMC har derudover bestilt antologiserien, “Tales of the Walking Dead”, mens der også er en spinoff på vej med Daryl og Carol i centrum.

“Isle of the Dead” udkommer på AMC og AMC+ i løbet af 2023.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: