Den udskældte skuespiller Kevin Spacey får en lille rolle i italienske Franco Neros næste spillefilm.
Det virkede efterhånden usandsynligt, at Kevin Spacey skulle vende tilbage til filmverdenen, efter han i 2017 blev beskyldt af “Star Trek: Discovery”-skuespilleren Anthony Rapp for i 1986 at have forsøgt at forgribe sig på den dengang 14-årige dreng. Siden er over 20 unge mænd, der ligesom Spacey har været tilkoblet det engelske teater Old Vic, kommet frem med anklager om seksuelle krænkelser mod den tidligere “House of Cards”-stjerne.
Disse anklager ser ikke ud til at bekymre den italienske skuespiller og instruktør Franco Nero, der nu har castet Spacey. Instruktøren fortalte ABC News: “Jeg er meget glad for at Kevin indvilligede i at deltage i min film. Jeg anser ham for at være en fantastisk skuespiller, og jeg kan ikke vente med at starte filmen.”
Læs også: “Skal i retten: Kevin Spacey i comeback som “House of Cards”-karakter”
Neros kommende film hedder “L’uomo Che Disegno Dio” (“Manden der tegnede Gud”), og vil ligeledes have instruktøren i filmens hovedrolle, mens hans hustru, Oscar-vinderen Vanessa Redgrave (“Atonement”) også spiller med. Spacey får efter sigende kun en lille rolle som politibetjent.
De alvorlige anklager mod Spacey betød bl.a., at han i 2017 blev fyret fra sin successerie “House of Cards”. Derudover blev han erstattet af den nyligt afdøde Christopher Plummer i “All the Money in the World”. Spaceys seneste rolle var i 2018-floppet Billionaire Boys Club, og siden har han været helt udelukket fra filmverdenen – indtil nu.