Sam Raimi er udset som ny instruktør til “Doctor Strange in the Multiverse of Madness”.

Det var lidt af en MCU-bombe, der sprang kort inde i 2020, da Scott Derrickson forlod “Doctor Strange in the Multiverse of Madness” på grund af kreative uenigheder.

Derrickson havde gjort den første “Doctor Strange” til en succes, men følte sig tidspresset i forhold til at kunne lykkes med fortsættelsen. Scott Derrickson trådte derfor tilbage til en rolle som executive producer.

Nu skriver Variety, at Marvel Studios forhandler med Sam Raimi om et overtage produktionen af “Doctor Strange in the Multiverse of Madness”, der starter optagelser til maj.

Marvel Studios har ellers foretrukket nye, unge instruktør-talenter de senere år, men under de kaotiske omstændigheder giver valget af veteranen Sam Raimi mening.

60-årige Raimi er således én af hovedaktørerne bag begyndelsen på den moderne superheltebølge. Således stod instruktøren bag den originale “Spider-Man”-trilogi med Tobey Maguire som Peter Parker i perioden 2002-2007 – før Marvel Cinematic Universe begyndte med “Iron Man” i 2008.

Benedict Cumberbatch vender i “Doctor Strange 2” tilbage til rollen som Stephen Strange, som han også spillede i “Thor: Ragnarok”, “Avengers: Infinity War” og senest i “Avengers: Endgame”

Benedict Wong og Chiwetel Ejiofor forventes også begge at gentage rollerne som henholdsvis Wong og Mordo. Endelig medvirker Elizabeth Olsen som Wanda Maximoff, der vil ankomme direkte fra handlingen i MCU-serien “WandaVision”, som får premiere til december på Disney Plus.

Rachel McAdams gentager ikke sin rolle fra “Doctor Strange” som Christine Palmer.

Læs også ‘Marvel-chok: MCU-instruktør forlader “Doctor Strange 2”‘.

“Doctor Strange in the Multiverse of Madness” får premiere d. 7. maj i 2021.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: