Agent Catwalk 2 – Farlig og forrygende
Udgivet 31. mar 2005 | Af: Benway | Set i biografen
Sandt at sige så var “Agent Catwalk” måske heller ikke den mest oplagte film at fortsætte, men at det skulle gå så galt skulle man dog ikke have troet. I den først film fulgte vi FBI agenten Gracie Hart der gik undercover som deltager ved Miss United States konkurrencen. Den fulgte hendes forvandling fra asocial, utjekket FBI agent til ballets dronning, takket være en stylist i Michael Caine skikkelse.
Inden længe bliver hun dog rodet ud i en kidnapningssag og må, sammen med den lettere voldspsykotiske kvindelige FBI agent Sam Fuller, finde frem til den bortførte Miss United States og ceremoniværten i William Shatners skikkelse.
Som historie så udspiller filmen sig mere som en række scener end som en samlet film. Vi bliver ført fra den ene mere utroværdige situation til den anden. Vi har aldrig følelsen af at FBI agenterne rent faktisk leder efter nogen. Det meste af tiden går tilsyneladende med at skifte kostumer. Som da Gracie af en eller anden grund skal klædes om som en jødisk bedstemor, eller da de to agenter skal deltage i en drag show konkurrence for at finde en transvestitisk Dolly Parton efterligner (man skulle tro det ville være nemmere at finde ham, hvis man ikke samtidigt skal deltage i en konkurrence – men nej).
Michael Caines fravær af rollelisten mærkes tydeligt. At den første film fungerede rimeligt skyldtes i høj grad hans fornøjelige præstation. Selvom Sandra Bullock måske ikke er nogen voldsomt talentfuld skuespiller, så har hun dog en sødmefuld karisma, der gør det svært ikke at synes om hende. Hendes udstråling drukner dog fuldstændigt i denne film.
Der er ikke meget pænt at sige om “Agent Catwalk 2”. Den er ikke sjov – faktisk slet ikke. Instruktøren John Pasquin har tilsyneladende ingen synderlig sans for timing. Selv vittigheder der måske har set ud til at virke på papiret, tabes på gulvet. Som om det ikke var slemt nok, så skal vi også udsættes for en særdeles kvalm moralprædiken om at finde de indre værdier – ikke en let opgave i en så hjerteløs film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet