Dodgeball – a true underdog story:”Dodgeball” er en af den slags film, man enten hader – eller elsker. Eller bare elsker at hade, eller hader sig selv for at elske. Jeg hører til gruppen der elsker den slags film, eller måske nok mest hader mig selv lidt for at elske. Absurd crazy-komedie. Jo mere grotesk, desto bedre. Nu er det desværre bare sådan, at “Dodgeball” faktisk ikke er en speciel fantastisk film, eller måske nærmere, ikke en speciel interessant film. Forstået på den måde, at den er plat, forudsigelig og kører lidt for meget i samme rille – men hold kæft hvor er Ben Stiller underholdende i rollen, som den neurotiske fitness-guru White Goodman.

“Dodgeball” er en film om helte og om at kæmpe til det sidste, også selvom at sejren synes umulig. De undertippede der alligevel klarer skærene. Det lyder måske ret så heroisk når man taler om en komedie, hvor høvdingebold er temaet – men det kunne virke, hvis altså bare at “Dodgeball” indeholdte de rette ingredienser. Det gør den bare ikke.

Der er ikke meget nyt at komme efter, det er lidt ‘kejserens nye klæder’, en masse lokumshumor og vanvittige situationer – og helst nogen der involverer de nedre regioner. Alt sammen dækket i et røgslør, der hedder: Dodgeball. Det er til tider ret sjovt, og det er da også mere originalt end f.eks. de sidste par Adam Sandler komedier – men der er alligevel ikke meget nyt under solen. Ikke en gang det, at den er bygget op omkring en absurd sport er nyt. Det er set før, f.eks. i Parker og Stones “BaseketBall” – ‘rundt om jorden’ camoufleret som basketball med baseball-regler – og jeg kunne ikke lade være med at tænke på selvsamme da jeg så “Dodgeball”, da de har ret meget tilfælles. Det er dog stadig morsomt at se høvdingebold-mesterskabet blive kørt op, som var det finalen i NFL football – for man kan ikke lade være med at tænke på, at amerikanerne jo godt kunne finde på det.

Helten, eller heltene i filmen, Team Average Joe – en gruppe supernørder, har man ingen sympati for, og man sidder nærmest og håber på de fejler. De fleste af karaktererne er mildest talt irriterende, den ene mere end den anden. Havde de så i det mindste bare været sjove. Typerne virker for karikerede, for nemme og forudsigelige, lige på nær gutten, der tror han er pirat, men han er desværre bare slet ikke sjov. Filmens helt store helt, LaFleur (spillet af Vince Vaughn), virker ikke i sin rolle. Som om komik på det (lave) niveau ikke lige er ham. Det hjælper så slet ikke på sagen, af skurken White Goodman, spillet af Ben Stiller, er så vanvittig morsom, at han gang på gang stjæler hele billedet, ja faktisk hele filmen.

Det største problem for “Dodgeball” er dog ikke skuespillet, men det usammenhængende flow af komik. Den er stort set kun sjov i glimt, og så lige når Ben Stiller altså er med i billedet. Der går alt for lang tid imellem guldkornene, samspillet mellem skuespillerne virker ikke altid lige godt, og luften siver ligeså langsomt ud af bolden, jo længere vi kommer mod slutningen. Den skal dog undes lidt ros – især for de fremragende cameos filmen indeholder. Scener som hvor David Hasselhoff spiller landsholdstræner for det tyske, hårdtpumpede herrelandshold i høvdingebold – eller en scene hvor Chuck Norris får afgørende betydning for slutningen af filmen, og ikke mindst for Gary Cole, der spiller den energiske ESPN kommentator Cotton Night, der lever sig mere end normalt ind i den mærkværdige sportsgren.