Filmen”Strings” lægger i åbningssekvensen ud med at vise klip af dukkeførerne, der gør sig klar til at optage filmens første scene: Kongen af Hebalon, der sidder på knæ og begræder sit liv og sine ugerninger, alt imens han ser op imod den regnvåde himmel og hans nu usynlige dukkefører, der på denne måde antager nærmest gudeagtig status. Dermed gøres også de altid tilstedeværende strenge til en direkte fysisk forbindelse til Gud – et tema der løber som en rød tråd gennem hele filmen.

Kongen af Hebalon overlever ikke filmens åbningsscene. Hans unge søn Hal overtager tronen, men er optændt af had, for tilsyneladende er faderens død sket ved hænderne af de onde zeritters frygtede leder, Sahro. Forklædt som slaver, tager Hal og faderens trofaste general, Erito, ud i verden for at hævne kongemordet. Hals uskyldige lillesøster Jhinna og Eritos familie bliver tilbage i Hebalon.

På sin rejse opdager Hal at verden udenfor Hebalons beskyttede mure er meget anderledes og mere nuanceret end han havde troet, og det går langsomt op for ham at zeritterne måske ikke er så onde som han er blevet fortalt hele sit liv. Imens, tilbage i Hebalon, konspirerer kongens onde bror Nezo (der vil have magt) og hans håndlanger Grahk (der vil have Jhinna) imod den fraværende kongesøn.

På papiret virker filmens plot som et plagiat af hundredvis af eventyr der kom før den. Ideerne præsenteret her, er ingenlunde originale. Kongemord, den onde bror og sønnen der vil have hævn, leder unægteligt tankerne hen på “Hamlet”. Men på film, er sagen en ganske anden, for “Strings” fungerer på langt flere niveauer end det simple plot lægger op til. De altid tilstedeværende strenge spiller en enorm rolle filmen igennem og er hvad der gør den så enestående.

Filmens karakterer er konstant bevidste om strengenes tilstedeværelse, frem for alt den vigtige hovedstreng, som er deres livsline. Strengene til de andre kropsdele kan kappes, uden større konsekvenser, men ryger hovedstrengen er det slut. Vigtigheden af hovedstrengen understreges frem for alt i tre smukke scener: en fødsel, en naturlig død og en gemen henrettelse. Strengene antager ofte religiøs betydning og karaktererne tror bl.a. på at alle er forbundet til hinanden via disse strenge og at den enkelte kan trække styrke fra alle i verden og bruge det til at gøre godt.

Dukkerne er desværre et af filmens største problemer. Selvom de er enormt flotte og dukkeførerne leverer et superbt arbejde, er det svært ikke at ryste af sig at man sidder og kigger på et dødt stykke træ. Det er til tider problematisk, især i filmens mere følelsesladede scener. Heldigvis leverer filmens skuespillere et godt arbejde, hvilket delvist minimerer dette problem. Og på dette punkt er der ingen tvivl om at de danske stemmer er leveret med en kende mere sjæl og følelse end det engelske alternativ.

“Strings” er en flot film, ingen tvivl om det, for kulisser, lyssætning og kameraopsætning er, som var det en episk Hollywood produktion. Filmen har en række interessante aspekter og præsenterer en unik verden, som dog kunne have lagt grund til en mere spændende og original historie, ligesom det til tider er svært at engagere sig i et par træblokkes følelsesliv. Samlet set er det dog ikke noget som bør få nogen til at lægge bånd på sig selv og undgå filmen. Den er absolut et kig værd.

VideoUdgivelsen har et videotransfer i anamorphic widescreen med 2.35:1 aspect ratio. Billedsiden har et kæmpe problem, i form af alvorlig grums, der er til stede hele filmen igennem. Den er væsentligt synligere i de mørke scener, mens filmens lysere scener til tider er acceptable og yder den flotte visuelle stil den retfærdighed den bør have, bl.a. med flotte og dybe farver. Pga. grumset lader detaljegraden meget tilbage at ønske, et udtryk der også meget godt summerer billedsiden op.

AudioPå lydsiden er der hele seks lydspor, tre på hhv. dansk og engelsk i formaterne Dolby Surround 2.0, Dolby Digital 5.1 og DTS. Ingen af lydsporene formår at imponere synderligt. På den positive side skal det nævnes at filmens dialog er ren og tydelig som det også bør være, men når man kigger på bl.a. surround og subwoofer er der ikke meget at komme efter. Der er ingen bund i bassen, og kun få surround effekter, hvilket er en skam. Filmens flotte kampsekvenser havde fortjent et bedre og mere fyldigt lydbillede.

EkstramaterialeDer er forholdsvis lidt at komme efter i denne afdeling. Her er kun ni korte featuretter, med en samlet spilletid på ca. 30 minutter. Programmerne indeholder interviews med filmens skabere, heriblandt instruktør Anders Rønnow Klarlund, manuskriptforfatter Naja Marie Aidt og dukkefører Bernd Ogodnik. Disse interviews krydres med bag kameraet optagelser fra filmens tilblivelse. Programmerne er såmænd interessante nok, men “Strings” er så unik og interessant en film, at mere ekstramateriale havde været ønskeligt.

Mange anser nok dukkefilm for at være en lidt kedelig størrelse, mest af alt møntet på tv-produktioner, og noget som kun de helt små vil finde glæde i. Men Anders Rønnow-Klarlund har med sin visuelt smukke og originale “Strings” gjort sådanne fordomme til skamme, og præsenterer os for et eventyr, hvis fortælling nok er en tand for enstrenget, men ikke desto mindre har sit helt eget opfindsomme og betagende univers.

Denne verden er befolket af marionetter, hvis strenge forsvinder op i himlen, og netop strengene er selve omdrejningspunktet for hele deres eksistens. De stiller ikke spørgsmålstegn ved, hvem det er, som fører trådene – om der, oppe bag skyerne, monstro skulle findes én almægtig dukkefører. Nej, alle dukkerne er individer på egen hånd, som var de levende mennesker, blot er de forbundet med strenge, hvoraf ‘hovedstrengen’ er den vigtigste. Deres livsnerve om man vil.

Vi møder kongesønnen Hal (Jens Jacob Tychsen) i byen Hebalon, der efter sin fars død sværger hævn over hebalonernes ærkefjender, zeritterne – de siges at være skyld i kongemordet. Men rænker bliver smedet bag hans ryg af Nezo (Jesper Langberg), kongens bror og dennes deforme håndlanger Ghrak (Jens Arentzen), der planlægger at overtage tronen og puste til ilden i de to folkeslags ældgamle konflikt. Mens Hal drager ud for at hævne sin far sammen med hærens kaptajn, Erito (Søren Spanning), strammer de to skurke deres net, og Hals søster, Jhinna (Marina Bouras), ser sig pludselig belejret i sin egen by, vel vidende at Nezo har skumle planer for kongesønnen. Men på sin færd møder Hal også den smukke zeritter Zita (Iben Hjejle) og hans opfattelse af det gamle fjendskab kommer på en alvorlig prøve.

Rønnow-Klarlunds film er spundet over klassiske eventyr, hvilket ikke giver synderlig meget plads til nuancer, og især den uundgåelige kærlighedshistorie mellem Hal og Zita virker lige lovlig træg. Det er sandt at sige banale elementer vi præsenteres for, men det der gør “Strings” til mere end bare jævn børneunderholdning er dens konsekvente brug af dukkernes strenge som et centralt element i eventyrverdenen. Således er f.eks. byporten en bjælke, der hæves op fra jorden når den lukkes, så den blokerer for dukkernes strenge. På samme måde er et fængsel ikke fire vægge, men blot et gitter hævet op i luften, så strengenes bane begrænses. Dukkerne bruger også strengene aktivt, f.eks. når Hal og Erito klatrer op ad en bjergside og bruger snorene til at hive sig op i. Det viser sig også, at der rent faktisk er en overordnet mytologi, der så at sige binder deres verden sammen. Men der bruges desværre forsvindende lidt tid på denne åbenbaring, og moralen, som den metafysiske afsløring ledsages af, er en kende for simpel. “Strings” er ganske vist ikke nogen ‘virkeligheden er en løgn’-historie a la “The Matrix”, men lidt mindre svælgen i de snorlige klichéer, ville have tjent filmen positivt.

“Strings” er en fortælling, der også henvender sig til de mindre, men modsat Disneys animerede film, så er Rønnow-Klarlunds univers renset for humoristiske glimt i øjet og selvironi. Der er ingen ‘sjove’ sidekicks eller referencer til popkultur, og dette kan både ses som filmens force og dens mangel. Force, fordi den ikke gemmer sig bag slapstick og humor, men i stedet fortæller sin historie og fremstiller sine karakterer så ærligt som muligt. Men den ender måske også med at tabe en stor del af sit publikum, idet dramaet ikke altid er lige medrivende, og hen imod slutningen strander i banaliteter, der ikke rigtigt kommer ved. Her er dukkernes manglende ansigtsmimik uden tvivl med til at forstærke den barriere, der opstår mellem dem og os – vi vil gerne føle med dukkerne, men identifikationen bliver aldrig helt fyldestgørende. Stemmerne er ganske vist med til at gøre dem levende, og de fungerer i det store hele godt, selvom enkelte er mindre heldigt valgt – herunder Iben Hjejle i rollen som Zita.

Visuelt er der dog mere at komme efter og både de flotte dukker, der alle har hver deres særpræg, og de varierede kulisser er så smukt konstrueret, at der hele tiden er noget, som holder øjnene fanget. Men filmens ubetingede es er dens fotografering, som sammen med rekvisitterne gør “Strings” til en sanselig oplevelse af de mere sjældne. Den er fotograferet, som var det en live action spillefilm, og det gør den både interessant at se på, samt troværdig langt ud over dukkemediets rammer. Kun klipningen halter det til tider med, især i de større kampscener, hvor det hele bliver temmelig rodet og forjaget.