Pink Panther, The
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 15. jul 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Paradoksalt nok er det sandsynligvis også Martins affektion for kildematerialet, der er filmens største akilleshæl. Martins “The Pink Panther” er en film fanget i en anden films krop – bange for at leve sit eget liv. Mange af personerne, såsom Clouseau (Martin i Peter Sellers’ fodspor) og Dreyfus (en ganske veloplagt Kevin Kline), går igen fra de gamle film, og der er også flere referencer til klassiske Panther-scener. Men derudover er lighederne få, og forsøget på at ære de ældre film og operere under netop disses særprægede komiske regelsæt, hæmmer filmens chancer for at stå på egne ben og ånde frit.
Filmen er ellers ganske hæderligt lavet og tydeligvis lavet af folk, som mente, at de vitterligt havde en chance for at lave en god komedie på trods af alverdens forventninger og fordomme. Udover førnævnte Kline deltager bl.a. også Jean Reno, der med sin kyniske, nedtonede facade er et fint modstykke til Martin. Det er nok også de færreste, der vil blive irriterede over guddommelige Beyoncé Knowles’ flittige optræden. Og så er her også en enkelt kortvarig gæsteoptræden, som virkelig rammer plet på den komiske skydeskive – og ikke bør afsløres her. Men imellem disse fåtallige lyspunkter er der simpelthen alt for meget pruttehumor, alt for meget letkøbt falden-på-halen ‘komedie’, for mange forudsigelige dumheder og simpelthen alt for meget ligegyldigt bavl.
Sellers triumf var også at skabe en fantastisk kontrast imellem sin karakters usandsynlige gerninger og de virkelighedstro omgivelser, hvor universet i Martins “The Pink Panther” derimod er lige så ekstremt som Clouseau, hvorfor humoren virker endnu mere traditionel. I denne film er Clouseau blevet til en forglemmelig komisk oplevelse, og det samme gælder i høj grad filmen, hvori han optræder.
“The Pink Panther” er ikke den vanhelligende, humørforladte katastrofe, som mange havde spået. Men den er samtidigt mindst lige så langt væk fra at være den omgængelige, charmerende hyldest til Edwards og Sellers’ oprindelige klassikere, som den burde have været. Har man ikke det store forhold til de gamle film, og syntes man, at “Scary Movie 4” var en af årets bedste film, bør “The Pink Panther” kunne fremtvinge en enkelt latter eller to. Alle andre kan trygt holde fast på fordommene og holde sig væk. Denne panter har ingen tænder.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet